Jobsøgning

Dansk rumfirma tørster efter ar­bejds­kraft

Det danske rumfirma GomSpace sætter nu for alvor gang i produktionen, og derfor står selskabet og mangler 50 nye medarbejdere, der alle skal ansættes i én ansættelsesrunde.

Det danske rumfirma GomSpace står i øjeblikket og mangler 50 ansatte, der skal være en del af verdens første serieproduktion af nanosatellitter.

Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.

GomSpace har slået sig op på at producere nanosatellitter, som er en særlig type små satellitter, der billigere i drift end traditionelle satellitter.

Går fra prototype til serieproduktion

Indtil i dag har virksomheden haft en såkaldt prototype-produktion, men GomSpace forbereder sig nu på at overgå til en egentlig serieproduktion af satellitter.

Derfor har selskabet netop nu brug for ansætte mindst 50 nye industrielle produktionsmedarbejdere, der alle skal ansættes i én samlet ansættelsesrunde og får arbejdsplads hos GomSpace i Aalborg.

GomSpace oplyser i pressemeddelelsen, at virksomheden særligt er på jagt efter produktions- og montageteknikere, der blandt andet har erfaring med elektronikproduktion, montage og test af satellitter, finmekanisk montage og udvikling af testudstyr.

GomSpaces satellitter vejer 8 kg og måler 20 x 30 x 10 cm, og de kan opsendes alene eller i kredsløb sammen.

Ifølge GomSpace kan satellitterne blandt andet bruges til overvågning af fly og skibe.