KarriereOpsigelse

Invester i dig selv og behold jobbet

Ledigheden for finansfolk er seksdoblet siden 2007, så der i dag er 2,9 procent ledige. En lav procentdel, hvis man sammenligner med andre faggrupper, men for formanden for Finansforbundet Kent Petersen er tallet højt, fordi branchen hidtil har været kendetegnet ved lav ledighed. Han råder finansfolkene til at investere i sig selv og efteruddanne sig for at gøre sig mere attraktive overfor arbejdsgiverne.

Det har været svært at undgå at høre om fyringer i den finansielle sektor den seneste tid. Ifølge en opgørelse fra Finansforbundet har Danske Bank indtil udgangen af november 2012 fyret 497 medarbejdere, Nykredit 128 medarbejdere, IBM 170 medarbejdere, Finansiel Stabilitet 80 medarbejdere, og senest har Spar Nord fyret 100 – og Saxo Bank 168 medarbejdere. Tilbage i 2007 lå ledigheden på 0,5 procent for finansfolk, og i dag er den oppe på 2,9 procent, hvilket er en seksdobling af procentsatsen. Sammenligner man med andre brancher er tallet dog ikke særligt højt, men tallet skræmmer alligevel formanden for Finansforbundet, Kent Petersen.

Kent Petersen

”Vi har altid været kendetegnet ved lav ledighed, og derfor er tallet relativt højt for vores branche. Det er bekymrende, at ledigheden har nået det niveau,” siger Kent Petersen, der har noteret sig, at det ofte er de medarbejdere, der har den gamle finansielle uddannelse, der bliver fyret.

”Derfor sender virksomhederne opkvalificeringsregningen videre til samfundet. Man kan sagtens skære i antallet af medarbejdere, men der ligger også et ansvar hos virksomhederne for at opkvalificere og udvikle de medarbejdere, de har. I stedet for at fyre 15 procent af medarbejderne nu, og så ansætte fem procent igen om et år – som vel at mærke er uddannet finansøkonomer og altså har den nye uddannelse,” siger Kent Petersen.

Når formanden kigger på de seneste fyringer i Saxo Bank, har han reelt svært ved at forstå dem, fordi man i tre kvartaler har haft et overskud på 190 millioner kroner.

”Jeg har fuld forståelse for, at man forsøger at optimere udbyttet til ejerne, men man har også et ledelsesansvar, og jeg finder det dybt beklageligt, at man fyrer og hyrer på den måde,” siger han.

Husk efteruddannelse

Som ansat i finanssektoren kan man skæve til de mange, der bliver fyret, og Kent Petersens helt klare råd til de ansatte er, at de skal udvikle sig i forhold til den jobfunktion, de har.

”Filosofien med at fyre for senere at få folk med andre kompetencer ser ud til at være gældende mange steder, så man er nødt til at sikre sig, at de kompetencer man har, kan bruges andre steder. Jo bredere en platform, man hviler på, desto bedre er det. Hvis jeg skal løfte en pegefinder, så er det overfor dem, der har lænet sig for meget tilbage og ventet på, at der skulle komme noget uddannelse. Man har forventet, at det skulle betales af arbejdsgiverne i stedet for, at man har investeret i sig selv. Det er jo ikke negativt, at vi selv skal betale, for det ville være rigtig gavnligt,” siger Kent Petersen.

Kommer man i den situation, at man skal pakke sine ting sammen på skrivebordet efter en fyring, mener han, at det er vigtigt, at man tager imod de tilbud, der er fra branchen – for eksempel om outplacement, som ifølge formanden har hjulpet rigtig mange. Desuden mener han, at man skal opkvalificere sig, hvis man mangler nogle kompetencer, at man bruger sit netværk og er aktivt jobsøgende.

Hvad med fremtiden?

Kent Petersen spår, at krisen har lagt sig om fem år inden for finanssektoren. Samtidig tror han ikke på en fuldstændig genopretning, men han tror, at der til den tid vil være et ekstra behov for god rådgivning – og at krisen vil have gjort det behov ekstra tydeligt.

”Nogle har postuleret, at der vil ske en halvering af antallet af medarbejdere, men det tror jeg ikke på. Indtil nu er der siden krisen forsvundet 6.000 stillinger, og jeg regner med 4-5.000 yderligere inden for de næste fem år,” siger Kent Petersen, der mener, at det er vigtigt at få genskabt danskernes tillid til branchen, hvis rådgivningen skal blive attraktiv.