Man kender rutinerne til bunds, kender navnene på alle sine kollegaer – og alle ved, hvilke arbejdsopgaver man sidder med. Det giver en dejlig behagelig rutine at møde på arbejde, men det kan samtidig gøre én sårbar, mener Nikoline Meyer, der er ledelsesrådgiver i Lederne – en interesseorganisation for ledere.
”Hvis man har været i den samme virksomhed i femten-tyve år, så bliver man meget en del af den kultur, der eksisterer i virksomheden, og man har måske ikke så stort fokus på, hvordan man får vedligeholdt sine kompetencer. Man kender jo til alt i virksomheden, så behovet er der ikke. Når jeg møder mennesker, der har været mange år i den samme virksomhed, så har de ofte ikke haft fokus på at bruge deres cv som et dynamisk karriereredskab,” siger Nikoline Meyer.
Hun mener, at det kan være farligt, fordi ens cv er det eneste, som medarbejdere og ledere kan tage udgangspunkt i, når en potentiel kandidat til et job skal vurderes. Har kandidaten en god markedsværdi – eller er han håbløst bagud med efteruddannelse for eksempel?
”Man bliver lullet ind i virksomheden, hvor omgivelserne ved, hvad man kan, og på den måde opstår der en selvforståelse af, at alle kender til ens kompetencer. Den selvforståelse kan være et benspænd, hvis der pludselig opstår omrokeringer i organisationen, og man bliver afskediget. Så er man meget sårbar, for så skal man ud at sælge sig selv til nogen, man ikke kender, og det kan være svært.”
En helt anden arbejdsglæde
Nikoline Meyer anbefaler, at man skifter job hvert sjette eller syvende år.
”Det giver noget parathed og en skarphed på en helt anden måde, fordi man så bliver vant til at skulle ud og præsentere sig med jævne mellemrum.”
Hun understreger, at man ikke skal skifte job med halvandet års mellemrum, fordi det kan henlede kommende arbejdsgivere til at tænke på, at man zapper rundt mellem jobbene. Nikoline Meyer mener, at en rigtig god indikator på, at man skal skifte sin skrivebordsstol ud, er, hvis man begynder at kede sig, og rutinerne overtager udfordringerne.
”Det kan lyde som en frase, men de ledere jeg har kontakt med; de melder tilbage, at det var det bedste, der kunne ske i deres arbejdsliv, når de er kommet videre i et nyt job. De havde måske ikke helt mod til at føre ønsket om et nyt job ud i livet, men så er der nogle ydre omstændigheder, som pludselig gør, at de bliver tvunget til det. Derefter kommer begejstringen, en ny verden, nye udfordringer og en helt anden arbejdsglæde.”
Hun mener, at det kan være let for hende at sige, at man bare skal skifte job, når lysten melder sig i en tid med lavkonjunktur og høj ledighed. For hvis man kigger tre-fire år tilbage, så situationen helt anderledes ud med helt andre muligheder, mener hun.
”Men der er ikke noget, der forhindrer en i at afprøve mulighederne på arbejdsmarkedet. Når man er i job, er det jo som bekendt lettere at få et nyt. Man skal være tro mod sig selv, hvis man kan mærke, at det rykker i en for at afprøve nogle nye muligheder.”
Hun mener, at den eneste fare, der er ved at undersøge markedet er, at det siver ud, at man er i gang med at lede efter et nyt arbejde. Derfor fraråder hun at gøre det synligt på for eksempel Linked-In eller Facebook, at man er åben over for jobtilbud. I forhold til fortroligheden på en eventuelt kommende arbejdsplads, oplever hun, at fortroligheden bliver overholdt og respekteret, hvis man skriver, at man sidder i en uopsagt stilling.
