Karriere

Flade struk­tu­rer og masser af om­stil­lin­ger

At et job i et startup ikke er som et job i almindelige og mere etablerede virksomheder, kan de fleste sikkert enes om. Men hvad kendetegner egentlig en stilling i et startup - Trendsonline spurgte to medarbejdere i Tradeshift.

Laura Bonderup er egentligt uddannet med en bachelor i antropologi og en kandidat i politisk kommunikation og ledelse, så at hun skulle ende med at finde et job i en IT-virksomhed, lå ikke umiddelbart i kortene, da hun blev færdig for to år siden. Imidlertid fandt hun gennem sit netværk frem til Tradeshift. Efter at have undersøgt virksomheden nærmere valgte hun at sende founderne en uopfordret ansøgning, hvori hun beskrev sine kompetencer. Det resulterede i en samtale om, hvad hun kunne tilbyde virksomheden, og i sidste ende med at hun selv var med til at danne rammerne for hendes studentermedarbejder-stilling som ansvarlig for brugerundersøgelser. Her blev hun fra starten af kastet ud til brugerne af Tradeshift - uden nogen som helst form for kendskab til IT og et meget begrænset kendskab til virksomheden.

"Jeg blev bare kastet ud i det. Jeg var ude hos kunderne på min første dag sammen med en kollega, og dagen efter var det på egen hånd. Sådan tror jeg tit, det er i startups. Man kaster sig bare ud i det," forklarer Laura Bonderup.

Intet er "set in stone"

Efter seks måneder som studentermedarbejder blev Laura Bonderup fastansat hos Tradeshift og har i dag, to år efter, det overordnede ansvar for user research. Det at blive kastet ud i opgaverne har været kendetegnende for Laura Bonderups virke i Tradeshift. I starten var hendes opgaver nemlig ikke bare begrænset til brugerundersøgelser og brugerinddragelse, men strakte sig også til blandt andet kundebetjening. Så omstillingsparatheden står for hende som et af kendetegnene ved at arbejde i en startup.

"Selvfølgelig er det udfordrende og også hårdt hele tiden at skulle kunne omstille sig, men det gør også, at man er et dynamisk sted, hvor man altid bliver udfordret," fortæller hun.

Omstillingerne fremhæver Sune Theodorsen også ved jobbet i Tradeshift. Han er uddannet civilingeniør i industrielt design, har haft sin egen konsulentvirksomhed, men har nu været i virksomheden i små to år, hvor han er ansat som Senior UI Designer. Også han startede med en meget bredt arbejdsområde.

"I starten var jeg inde over rigtig meget, men nu er det mere specialiseret. Det har været super spændende - der sker rigtig mange ting i virksomheden, og det er gået utroligt stærkt, så man skal være utroligt omstillingsparat - det er nok meget typisk," siger han og fortsætter;

"Der er ingen faste procedurer. Man gør mange ting for første gang, og det gør vi stadig, produktet er aldrig færdigt. Man får mulighed for at påvirke forskellige ting. Både i organisationen og på produktet. Der er intet, der er "set in stone". Det er en flad struktur, og det er ikke ens stilling, der afgør, hvorvidt man bliver lyttet til, men derimod ens argumenter."

Meget gennemsigtighed

Både Sune Theodorsen og Laura Bonderup fremhæver også virksomhedskulturen i Tradeshift, der i følge dem er kendetegnet ved et fladt organisationshierarki og en meget transparent organisation, som en af fordelene ved at arbejde i en startup.

"Hvis man går og er nysgerrig om noget, så kan man altid gå direkte til Christian Lang og spørge til det, hvis man er interesseret," forklarer Laura Bonderup, der bakkes op af Sune Theodorsen."Det er meget transparent. Alle ved alt."

Begge fremhæver også grundlæggernes evne til at fortælle historier om virksomheden og dermed forme en virksomhedskultur med over 20 forskellige nationaliteter fordelt i Danmark og i San Francisco, hvor alle er inddraget i virksomheden.

De er gode til at inddrage de ansatte i hele virksomheden og give os et medejerskab i virksomheden," siger Sune Theodorsen.

"De er rigtig gode til at fortælle, at Tradeshift handler om at bygge noget kæmpestort, der er større end én selv. Det er det bedste ved at arbejde for Tradeshift - at de får folk til føle, at man er med til at ændre verden til det bedre. I hvert fald i forretningsøjemed," siger Laura Bonderup.