Karriere, Øvrigt
Ef­ter­ud­dan­nel­se i modvind

På bare et år er antallet af kursusforløb for medlemmer af fagforbundet 3F faldet med 30 procent, og generelt kommer færre ufaglærte og faglærte på efteruddannelse. Ifølge arbejdsmarkedsforsker risikerer vi at tabe kompetencekapløbet, hvis udviklingen fortsætter.

På Jobindex.dk omtalte vi for nyligt, at regeringen ifølge Ugebrevet A4 kalder jobrotation ”et af svarene på krisens mange udfordringer.” Alligevel var kun 1.300 ifølge Ugebrevet A4 sidste år i jobrotation, hvor ledige overtager et job i en periode, mens den fastansatte efteruddanner sig eller holder orlov.

En del af forklaringen på at jobrotation ikke er slået mere igennem kan være, at færre og færre efteruddanner sig. En ny opgørelse fra landets største fagforbund, 3F, viser, at antallet af kursusforløb for medlemmer af fagforbundet er faldet med 30 procent i løbet af et år.

Hvis man snupper forrige år med i optællingen, er antallet af kurser halveret. Forbundssekretær i 3F, Per Christensen, udtrykker bekymring over udviklingen i en nyhedsartikel på 3F.dk den. 24. maj 2012:

”Det er rigtigt ærgerligt i en tid, hvor alle råber på, at vi skal have flere kompetencer. Vi ved, at det er de ufaglærte, der først bliver fyret. Og derfor skal vi have løftet deres kompetencer, blandt andet igennem AMU-kurser.” Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører Leif Lahn Jensen peger over for Ugebrevet A4 på, at AMU-kurserne, udover at løfte kompetencer, også kan tilføre nye kompetencer og dermed gøre det nemmere for eksempelvis slagterimedarbejderen på et lukningstruet slagteri at skifte over til en branche med mere fremtid i:

”Det er helt galt, at færre kommer på AMU-kurser. AMU-kurserne kan nemlig to særdeles vigtige ting. De kan via kurser i at svejse, føre kraner og meget andet løfte ledige ind på arbejdsmarkedet. Og kurserne gør det nemmere for folk i job at skifte over til brancher med mere fremtid i.”

Oplysning på vej

Men det er ikke kun de ledige og ufaglærte, som går glip af efteruddannelse. Især i en krisetid er det ifølge 3F’s Per Christensen sandsynligt, at chefer generelt ikke er meget for at sende ansatte på efteruddannelse – og at de ansatte synes, at det er upassende at bede om det:

”Der er givetvis nogle arbejdspladser, hvor chefen ikke er meget for at sende ansatte på efteruddannelse. Og vi hører også fra nogle medlemmer, at de ikke rigtigt bryder sig om i en krisetid – hvor kolleger er blevet sparet væk – at komme og bede om efteruddannelse,” siger Per Christensen til Ugebrevet A4.

Per Christensens antagelser bakkes op af en ny meningsmåling, som analyseinstituttet Wilke har foretaget for Avisen.dk. Her fremgår det, at der på næsten hver tredje arbejdsplads er en opfattelse af, at efteruddannelse er unødvendigt eller irriterende.

Ifølge Avisen.dk svarer ni procent af de adspurgte, at chefen stritter imod, hvis ansatte spørger om efteruddannelse. Fem procent vil ikke besvære deres kolleger, mens 14 procent angiver, at de ikke føler, at der er behov for efteruddannelse. Næsten hver femte svarer, at de aldrig har været på efteruddannelse.

”Det er slet ikke godt nok. Hvis ikke vi er i stand til at skabe et system, hvor flere benytter sig af muligheden for efteruddannelse, taber vi det kompetencekapløb, som vi allerede kæmper for at følge med i," siger arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet til Avisen.dk den 21. maj 2012.

Udover en eventuelt modvillig chef og hensynsfulde ansatte, er der muligvis for få ansatte, der kender deres ret til efteruddannelse. Pia Maul Andersen, der er uddannelsesansvarlig for Industrigruppen under 3F, siger til Avisen.dk, at fagbevægelsen ikke har været gode nok til at oplyse medlemmerne om rettigheder i forhold til efteruddannelse:

"Vi er meget opmærksomme på, at der skal ydes en ekstra indsats for at oplyse om retten til efteruddannelse," siger hun den 21. maj 2012 til Avisen.dk.

Også hos Dansk Industri og CO-Industri gør man nu en ekstra indsats for at informere om efteruddannelse. Her opretter man et 'efteruddannelseskorps', der skal yde rådgivning og vejledning til ansatte og virksomheder.