Karriere

Droppede EU-karriere til fordel for Danmark

29-årige Christian Jonasson havde egentlig tænkt, at han ville gøre karriere i EU-Kommissionen og samtidig få en tiltrængt luftforandring. Men pludselig fyldte Danmark mere og mere i hans tanker.

Udmeldingen til familie og venner var klar, og det var målsætningen også: Christian Jonasson ville arbejde hårdt på at få forlænget sin fem måneders trainee-stilling i EU-Kommissionen i Bruxelles og blive der i et par år eller fem.

”Min ambition var en karriere i EU-systemet, men da jeg sad i Bruxelles, gik det op for mig, at jeg hellere ville være tættere på min familie, især min niece på fem år og min nevø på to. Samtidig kunne jeg se, at jeg interesserede mig mere for Berlingskes politiske morgenpost end for de mange spændende EU-sager, der reelt var i gang, imens jeg var i Bruxelles. Dansk politik og erhvervsliv interesserede mig bare mere,” siger Christian Jonasson, der imens han læste sin bachelor var et semester i Canada, og da han tog sin kandidat – cand.merc.pol. – var i Vietnam som praktikant på handelskontoret i Ho Chi Minh City.

Da han kom tilbage til Danmark efter sit ophold i Vietnam, trængte han efter et års tid atter til luftforandring og satsede på, at det var i Bruxelles, han skulle få det med en EU-karriere som det endelige mål. Da tilbuddet om forlængelse kom, var han dog allerede begyndt at sende ansøgninger afsted mod København – for det nye mål var Danmark.

Blev ansat efter jobsamtale via Skype

Der var noget praktik, der skulle gå op i forhold til ansættelsessamtaler i København og et tæt pakket rejseprogram i forbindelse med opholdet i Bruxelles. Christian Jonasson havde allerede været til en jobsamtale hos Erhvervsstyrelsen, hvor han blev fravalgt til fordel for en kandidat med mere erfaring. Erhvervsstyrelsen havde dog vakt hans interesse, og interessen var gensidig.

”Til sidst i min ansøgning til den stilling i Erhvervsstyrelsen, hvor jeg er nu, skrev jeg, at jeg på grund af logistiske udfordringer ikke kunne komme til en samtale i København, men at jeg gerne ville holde en jobsamtale via Skype. En af de personer, som havde været med til den første samtale må have givet en anbefaling til min chef, for vi holdt jobsamtalen via Skype, og en uges tid efter fik jeg tilbud om ansættelse, som jeg tog imod på stedet,” fortæller Christian Jonasson, der startede som fuldmægtig i Erhvervsstyrelsen inden for Data og Digital Vækst den 13. marts i år – en uge efter at være kommet hjem fra Bruxelles.

Den dag, han startede, var der et teammøde, som bliver holdt fast hver mandag, og her fik han allerede fra første arbejdsdag et rigtig godt indtryk af, hvad hans nye kollegaer lavede.

Mere ansvar og hurtigere resultater

”Jeg har fået mine egne arbejdsområder, og det er tydeligt, at man hurtigere får ansvar her end i EU-Kommissionen, hvor jeg skulle have siddet i flere år for at få lov til at træffe beslutninger inden for egne områder. Det tiltaler mig mere at arbejde på den her måde, hvor jeg samtidig hurtigere kan se resultaterne af det, vi laver,” siger Christian Jonasson og uddyber:

”Jeg havde selvfølgelig en forventning om, at folk, der var her, brændte for det, de lavede og var dygtige til det, men jeg er alligevel blevet overrasket over, hvor hårdt og dedikeret folk arbejder herinde.”

Han må også erkende, at han havde en fordom om, at var man ansat i det offentlige, så var det med en anden tilgang end i det private erhvervsliv.

”Den myte har jeg virkelig fået afkræftet. Samtidig er der ret meget fokus på det sociale – og ikke kun med en julefrokost en gang om året. Der har for eksempel lige været sommerfest, afdelingsfest og lerdueskydning med personaleforeningen, og man mærker generelt, at man har et større tilhørsforhold, end man havde i EU-Kommissionen, hvor antallet af medarbejdere selvfølgelig også spillede ind,” siger Christian Jonasson, der er enormt glad for, at han skiftede spor.

”Det er dejligt at have været ude og opleve andre dele af verden – og så komme tilbage og vide, at København er et positivt tilvalg og ikke bare et sted, jeg er, fordi jeg nu tilfældigvis kommer herfra,” siger han.

Læs også