Jobsøgning Opsigelse

Det kan du lære af andre uden job

At stå uden job er hårdt. Det ved vi, fordi vi har spurgt danskere uden job om deres oplevelser. Indsigterne, og lidt energi, deler vi med dig her.

De fleste af os mister fodfæste, når vi står uden arbejde. Det kan være stressende, dræne håbet og tære på selvværdet. Følelser, der kun forstærkes, som tiden går. Det viser vores nye undersøgelse blandt flere end 1.000 danskere uden job.

Men måske det hjælper at vide, at du ikke går vejen alene – og at de fleste finder tilbage til arbejdsmarkedet igen. Faktisk fortæller knap halvdelen, at de kun har været 1-6 måneder, og få har stået uden job i mere end to år.

Det er en vigtig påmindelse om, at ledighed for de fleste er en træls, men midlertidig pause – ikke en permanent tilstand. Og jobbet er måske tættere på, end du tror.

De fleste søger af de rigtige grunde

Måske er du stødt på udtalelser om, at du ikke søger de rigtige job, eller at du burde søge job på et ”lavere” niveau. Men når tvivlen melder sig, kan det være godt at huske på, at de fleste uden job søger af de helt rigtige årsager – og på det rette niveau:

3 ud af 4 sender ansøgninger, fordi jobbet lyder interessant og matcher deres kompetencer. Og 8 ud af 10 vurderer, at de søger på det niveau, hvor de hører hjemme.

Med andre ord: Når du søger stillinger, der matcher dig, konkurrerer du med de rigtige – og det er en vigtig styrke.

Her er konkurrencen størst

Men konkurrence er der – og vi kan se, at den opleves vidt forskelligt alt efter, hvilken branche man arbejder inden for. I nogle brancher oplever mange, at der er stor konkurrence om stillingerne, mens den i andre er mindre tydelig.

Arbejder du inden for marketing, kommunikation, kontor, økonomi, handel eller service – ja, så skal du måske ikke være alt for hård ved dig selv. Det er nemlig brancher, der skiller sig ud med intens konkurrence, hvor det kan være ekstra svært at få hul igennem.

Er det bare dig, der ikke får svar?

Når mange søger samme job, sker der desværre også noget, som mange kender alt for godt: ghosting.

73 % har prøvet ikke at få svar på en ansøgning. Og 24 % har endda oplevet stilhed efter en jobsamtale.

Stilheden kan føles ubehagelig og sætte tanker i gang: Hvad skrev, sagde eller gjorde jeg, siden jeg ikke fortjente et svar? Undersøgelsen viser, at det desværre er en fælles erfaring – ikke et udtryk for, at du gør noget forkert.

Selvom det ikke er en undskyldning for de arbejdsgivere, der ikke svarer, handler det ofte ikke om ond vilje, men om glemsomhed og mangel på ressourcer. Gør det derfor til en vane at tage det som en streg i regningen til virksomheden – ikke til dig selv.

Og hvis du har lyst til og mod på det, kan du også forsøge at følge op med en nysgerrig mail til virksomheden.

Tre greb, du kan prøve

Hvad er det bedste råd til jobsøgere uden job? Det har vi spurgt dem om – og udover at bevare håbet og have tålmodighed er de:

  1. Skab struktur, rutiner og balance i hverdagen. Lav en jobplan, sørg for at have en fast rutine og se det som et job med faste arbejdstider.
  2. Dyrk dit netværk og dine relationer. Få kaffemøder i kalenderen, brug dit netværks netværk og sørg for at mødes med ligesindede.
  3. Kig på uddannelse og opkvalificering. En tredjedel fortæller, at de tænker på at skifte spor via efteruddannelse. Tag evt. fat i et studie- eller karrierevejledningscenter, din fagforening eller Voksenuddannelse.dk.

Gør Jobindex til din genvej

Opret en Jobagent, der sender dig relevante job på mail, så du slipper for at søge manuelt. Og læg dit CV ind hos os – så kan både vi og arbejdsgivere tage kontakt.

Kunne du lide det, du lige har læst?

Så er der mere, hvor det kommer fra. Artiklen har været sendt ud med vores nyhedsbrev – og du kan også få tips, indsigt og inspiration om jobsøgning og karriere direkte i din indbakke.

Tilmeld dig nyhedsbrev nu

Læs også