Opsigelse

Det gør ondt at blive fyret

Den tidligere administrerende direktør for Kuben kom i en tilstand af chok, da han blev fyret. Det gjorde fysisk ondt, og han følte ikke, der var brug for ham mere; han var fuldstændig tom indeni, da han fik besked om sin fyring. Han fik kæmpet sig tilbage på arbejdsmarkedet og giver her gode råd til, hvordan han gjorde.

”At være i job er som at svømme i en flod. For nogle er det en rolig flod, som stille bugter sig af sted gennem landskabet, for andre er den en brusende ”wild river”, som kaster sig af sted i flodlejet med vandfald, hvirvler og skumsprøjt. Når man bliver fyret, rammer man med fuld kraft en kæmpe sten eller klippe midt ude i vandet – klask! – og man trykkes op mod den hårde, våde flade, mens floden blot behændigt løber uden om forhindringen og videre i sit ustandselige løb. Man ser, hvor stærkt det egentlig går, i hvilket landskab floden løber, hvor den er på vej hen – og forstår med ét, at man selv er flået ud af strømmen og nu alene sidder der på stenen, mens alle de andre nede i floden hvirvler videre og egentlig ikke har hverken tid, kræfter eller overblik til at observere, at man ikke længere er med.”

Sådan beskriver tidligere administrerende direktør Henrik Enegaard Skaanderup sin tilstand efter at være blevet fyret. Han oplevede det som en meget brat slutning på det, han var i gang med, og han kom i en choktilstand over pludselig ikke at være eftertragtet blandt journalister til at kommentere på diverse aktuelle problemstillinger – og ingen på arbejdet behøvede længere hans lange erfaring.

”Jeg var fuldstændig tom indeni. Jeg havde i mange år været vant til, at der var nogen, der havde brug for mig, når der skulle træffes beslutninger – og jeg elskede det. Der var behov for, at jeg var der, og det var der pludselig ikke, da jeg sad hjemme i sofaen,” siger Henrik E. Skaanderup, der lige har udgivet bogen ”Slået hjem – en fortælling om at blive fyret og komme i job igen”, og som han siger, så er der en grund til, at der er en boksehandske på forsiden: Han følte virkelig, at han fik en ordentlig mavepuster, da han blev fyret. Men – og det er en meget vigtig pointe – han følte ikke, at det var en knock-out, og han kom derfor op at stå i bokseringen igen – med et nyt job.

Det gjorde ondt
”I nuet registrerede jeg bare, at det gjorde ondt. Det forstærkede det endnu mere, at jeg var meget på rent medimæssigt, og at der fem minutter efter jeg var opsagt ikke mere var nogen journalister, der ringede,” siger Henrik E. Skaanderup.

Kort tid efter sin fyring kontaktede han en psykolog gennem sin sundhedsforsikring, fordi han var klar over, at han formentlig ville komme ud i en krise på grund af fyringen.

”Det var supergodt at have de der snakke. Jeg havde ti klip, og jeg brugte dem med glæde. Jeg fik forståelse for, hvordan jeg havde reageret og fik noget mere selvforståelse,” siger Henrik E. Skaanderup, der gik i gang med at søge på de opslåede stillinger, han fandt relevante.

Som regel var tilbagemeldingen, at der var 220 andre, der også havde søgt stillingen, og han ikke var blandt de fem, der gik videre til en samtale.

”Hvis man ikke kender nogen i virksomheden, så er det kun en brøkdel, der kommer igennem nåleøjet – det skal man gøre sig klart. Jo mere man desuden ved om virksomheden, des bedre kan du være til en samtale,” siger Henrik E. Skaanderup, der i dag er sektionsdirektør i NCC Construction Danmark.

Fordi han vidste, at det ofte er guld værd at kende nogen, når man vil have et job, begyndte han at kontakte sit netværk. Det kunne være hårdt at nå ind til de snakke, men han oplevede, at det kunne lade sig gøre. Familiemæssigt mærkede han også, at han pludselig ikke arbejdede 12 timer om dagen – men kun syv timer. ”Jeg er blevet meget bevidst om, at det jeg til tider sagde om at have kvalitetstid sammen med min familie; er noget vrøvl. Jeg har altid bestræbt mig på at være en masse for min familie, selv om jeg har haft topjobs. Jeg har altid afleveret mine børn i børnehave og skole, men når det er sagt, så kan man ikke arbejde tres timer om ugen, uden at der ryger noget i svinget. I min ledighedsperiode fandt jeg ud af, hvor meget tættere jeg rykkede på mine børn, så mit syn på, hvor meget jeg vil ofre på karrierens alter er blevet ændret,” siger Henrik E. Skaanderup, der kan se til, mens en masse mennesker i hans professionelle netværk fortsætter i samme tempo, som Henrik E. Skaanderup også gjorde, da han var administrerende direktør.

Kvalitetstid findes ikke
”De kan ikke forstå det, jeg siger, og de taler stadigvæk om kvalitetstid – de synes, de er supergode og klarer det hele. Men man kan ikke klandre dem, for når man ikke har oplevet forskellen, kan det være nærmest umuligt at forstå,” siger Henrik E. Skaanderup, der dog alligevel allerhelst ville have været sin fyring foruden, for så sjovt var det heller ikke for ham. Efter 13 måneder som ledig skrev han under på sin ansættelseskontrakt med NCC, og fortsatte med at skrive den bog, der netop er udkommet.

”Den første tredjedel af bogen skrev jeg, mens jeg var arbejdsløs, men jeg var nødt til at stoppe med at skrive på et tidspunkt, fordi jeg ikke vidste, om det var en tragedie eller en komedie, jeg skrev,” siger Henrik Skaanderup, der råder til, at man søger professionel hjælp, som han selv gjorde, hvis man bliver fyret, fordi man er i chok.

Derefter skal man give sig tid at finde sig selv, inden man søger noget nyt. Han råder desuden til, at man bruger sit netværk til at komme i job igen:

  • Kortlæg din netværk
  • Gennemfør netværkssamtaler
  • Start med de ”nemme” – dem du kender og lyt, noter og lær
  • Spørg efter flere leads – få fat i netværkets netværk
  • Arbejd dig rundt i dit netværk og udvid det løbende

Du kan eventuelt finde flere værktøjer på hjemmesiden www.slaaethjem.dk.