Det var ikke helt uden varsel. Alligevel kom det som et chok for tyskfødte Rolf Bollmann: At han pludselig blev fyret. Han blev indkaldt til et møde på sin daværende arbejdsplads – en stor it-virksomhed – men han havde tidligere bestilt ferie på Bornholm, og den faldt sammen med møde-dagen. Han sagde til sin chef, at han bare kunne ringe til ham på ferien, hvis han var en af dem, der skulle fyres. Han var, som han siger, 98 procent sikker på, at han ikke var en af dem, der skulle afskediges.
Telefonen ringede i sommerhuset på Bornholm. Samtalen varede i to minutter. Han nåede, inden chefen overhovedet havde sagt noget, at tænke; at nu siger han, at han er nødt til at sende mig af sted. Det sagde han – og tilføjede desuden meget diplomatisk, at de måtte snakke sammen, når han var kommet hjem fra ferie.
”Jeg lagde røret på og kiggede på min kone, som kunne se på mit ansigt, at der var noget galt. Vi sendte vores børn på tre og et år ud i haven og talte helt kort om det. Og så havde jeg brug for en pause – brug for at gå en tur,” siger Rolf Bollmann, der taler flydende dansk.
Som han selv siger, så er han ikke typen, der sætter sig over i et hjørne og tuder over, hvad der er sket. Det første, han tænkte var, at han måtte gøre noget ved det. Han ringede med det samme til nogle kontakter, til venner – og ikke mindst også til sine kollegaer, som ventede på ham efter ferien.
For seks år siden var han flyttet fra Tyskland sammen med sin kone, da han fik tilbudt job i virksomheden, og nu var det derfor yderst relevant for parret at finde ud af, om de ville tage til Tyskland eller blive i Danmark. Rolf Bollmann var ikke medlem af nogen a-kasse, for tanken havde altid været, at de altid kunne tage til Tyskland, hvis han mistede jobbet.
Vi vil blive i Danmark
Rolf Bollmann fandt et Excel-ark frem på computeren, og så blev de positive og negative ting ved henholdsvis Danmark og Tyskland listet op for at finde frem til, hvad de skulle satse på. Valget faldt på Danmark. En af hovedårsagerne var, at Danmark er et bedre land end Tyskland at have børn i. Så jobjagten gik i gang, og deadlinen hed af økonomiske årsager foråret 2013.
”Det er et fuldtidsarbejde at søge job. Jeg har som regel brugt mellem 30 og 40 timer på at søge, men jeg har hele tiden haft en følelse af, at jeg kunne gøre noget mere, at der altid var et job mere, jeg kunne søge,” fortæller Rolf Bollmann, der er blevet kaldt til 16 samtaler og desuden indkaldt til anden-samtaler flere gange i sin tid som ledig efter utallige ansøgninger.
Han har stort set uden undtagelse altid ringet til kontaktpersonen i jobopslaget, hvilket han har oplevet som meget positivt, fordi virksomhederne på den måde har kunnet huske ham, når han kom til samtale. ”Feedbacken fra samtalerne var rigtig god, men der kom bare aldrig den samtale, hvor de sagde ja til at hyre mig ind,” siger han. Lige indtil den seneste samtale hos Nets, hvor det endelig lykkedes. Den 1. marts skal han starte i sit nye job.
”Jeg havde været hjemme i tyve minutter efter samtalen, da telefonen ringede, og jeg fik at vide, jeg havde fået jobbet – og så var det bare ”Yes”. Det var en enorm lettelse,” siger Rolf Bollmann.
