Karriere

Derfor skal du aldrig sige, at du har travlt!

Ved du egentlig, hvor ødelæggende det er for business i din virksomhed, når du fortæller om, hvor travlt du har det? Hvor dræbende det er for en samtale med et nyt menneske, hvis du indleder med at fortælle om, at du har travlt på jobbet? Er du klar over, hvilke negative signaler du sender ud om dig selv, når du beskriver din travlhed? Det bliver du nu ...

Er du en af dem, der uden at have tænkt nærmere over det, fortæller dine omgivelser; potentielle kunder, dit netværk og din chef om, hvor travlt du har det? Så er der god grund til at tænke nærmere efter, og hvis muligt slette ordet fra dit ordforråd.

René Bruun er stifter og direktør i erhvervsnetværket BNI Danmark, som har det formål, at man hjælper hinanden til at få nye kunder, og på trods af dette meget klare mål, taler han med masser af forretningsfolk til netværksmøderne, der fortæller, at de har travlt.

”De her mennesker kommer til møderne med en tanke om at skabe værdi, men alligevel siger mange, at de har rigtig travlt, når man taler med dem for første gang. Hvis man har travlt, har man ikke mulighed for at udvikle sig, og man har ikke mulighed for nye kunder,” siger René Bruun, der mener, at man som potentiel kunde aldrig ville henvende sig et sted, hvor man ved, at medarbejderne har virkelig travlt og reelt ikke har tid til at tage en ny kunde ind.

Man vælger hellere et sted, som har mange spændende kunder – et sted som er ombejlet – og som selvfølgelig signalerer, at de gerne også vil have dig som kunde. Ordet ”travlt” har måske, uden du var klar over det, kategoriseret dig som en, man aldrig ville henvende sig til med en ny opgave – i stedet for at kategorisere dig som en succesfuld medarbejder med masser af overskud til nye, interessante kunder.

Det fortæller travlhed om dig

BNI-direktøren mener, at mange simpelthen ikke har tænkt nærmere over, hvad de signalerer, når de siger, at de har travlt, og at man ubevidst egentlig bare får sat nogle lidt forkerte ord på ens succesfulde virksomhed eller arbejdsliv. At det dækker over, at man faktisk er dårligt forberedt, når man bliver spurgt om, hvordan det går.

”Vi har jo alle sammen kun 24 timer i døgnet. Det gælder også vores statsminister, Barack Obama, topledere og direktører, men du hører dem aldrig sige, at de har travlt. Det kunne de ikke drømme om at få ud over deres læber, for de forstår at planlægge og prioritere tingene i den rigtige rækkefølge,” siger René Bruun og tilføjer, at det derudover er en sikker konversationsdræber at indlede med at sige, at man har travlt, fordi der så ikke er så meget mere at snakke om.

”Derudover signalerer du, at det hele er lidt kaotisk, og at du er under pres – du har prioriteret forkert – og det er et rigtig dårligt signal. Man skal hellere sende et signal ud om, at man har succes, og at sige, at man har travlt, er det helt modsatte,” siger han.

Det gælder også, selv om han godt er klar over, at det i nogle kredse er smart at sige, at man har travlt. ”Det værste i verden er at have travlt. Det er godt at have mange opgaver, og det er godt at have succes, men det er ikke godt at have travlt. Fortæl hellere om de spændende opgaver, du er i gang med, eller et spændende resultat du lige har opnået. Det er interessant, vækker opsigt og indbyder til mere vækst.”

Måske afviser du ubevidst en superopgave

Han lærte selv for 20 år siden, at det slet ikke var smart at sige, at man har travlt, og han erkender, at man til tider kan have travlt, men mener altså ikke, man skal fortælle om det til resten af verden, fordi det er dårligt for forretningen.

René Bruun mener, at alt for mange forretningsfolk ikke får opdelt deres kunder i A, B og C kunder, hvor A kunden er drømmekunden, og det kan gøre, at man får for meget at se til.

”Det er jo tit mange C kunder med dårlige opgaver, der ikke giver godt, som gør, at man får travlt. Det ville bare være ærgerligt at stå og snakke med en potentiel A kunde og fortælle, at man har travlt med noget, der i virkeligheden er dårlige C-kunder. Så mister man muligheden for at få drømmekunden,” siger BNI-direktøren og uddyber, at det ikke kun gælder for selvstændige og sælgere, men også for alle andre medarbejdere i forhold til nye opgaver.

Vær derfor klar over, at det lille ord ”travlt” har stor negativ betydning for din personlige markedsføring. Selv om du står og fortæller, at du har travlt – har du så alligevel ikke plads til en A-kunde? Til årets mest interessante opgave fra din chef? Har du reelt ikke succes i stedet for travlt? Husk at fortælle om det i stedet for.

Læs også