78-årig bogholder kunne ikke drømme om at gå på pension


78-årig bogholder kunne ikke drømme om at gå på pension

Kirsten Pedersen på 78 år arbejder fuld tid som bogholder i et advokatfirma, og det har hun tænkt sig at blive ved med, så længe øverste etage, som hun siger, og kroppen kan følge med.

Af Ulla Oppermann Blankholm, Blankholm Kommunikation

Hun har talt med rigtig mange af dem. Dem, der er gået på efterløn og pension, og har fortrudt. 78-årige Kirsten Pedersen husker især to, hun gik i skole med, som glædesstrålende for flere år tilbage kom og fortalte, at de skulle på efterløn. Så gik der et stykke tid, og da hun talte med dem igen, fortalte de, at det var forfærdeligt: Det skulle de aldrig have gjort.

Kirsten Pedersen arbejder stadig fuld tid som bogholder i Advokathuset i Skive, og hun kunne ikke drømme om at gå på pension.

”Hvis jeg bliver halvdement, stopper jeg selvfølgelig, men jeg har ikke lyst til at stoppe nu. Jeg elsker mit arbejde, og jeg ville være ked af at holde. Jeg har altid været vant til at arbejde, og det vil jeg blive ved med,” siger hun og tilføjer, at hun efter sommerferien vil starte med at holde en fridag om ugen.

Hun tror mere på, at man stille og roligt trapper ned på arbejdsmarkedet, så man ikke vågner fra den ene dag til den anden, som hun har set så mange eksempler på, og står helt uden arbejde.

”Jeg tror, at det er grobund for, at man bliver mere og mere svag, hvis man bare sætter sig ned og stopper med at arbejde. Går man først på efterløn eller pension, så er der som regel ingen vej tilbage til den arbejdsplads, man er gået fra,” siger Kirsten Pedersen.

Vigtig at tjene egne penge

Det kunne aldrig falde hende ind at lægge samfundet til last, og derfor er det vigtigt for hende at kunne tjene sine egne penge. Samtidig løber den indstilling også i blodet.

”Min mor arbejdede, til hun var 80 år. Hendes forældre havde et gartneri, hvor børnene arbejdede med fra barnsben, så de var vant til at arbejde, og det har jeg også altid været.”

Til næste år har Kirsten Pedersen arbejdet 60 år i den samme advokatvirksomhed, og hun husker tydeligt, at hun som 19-årig startede med en månedsløn på 175 kroner.

”Der har altid været et rart sammenhold her, og mange af de andre har også været her i rigtig mange år. Jeg glæder mig til at komme afsted og se, hvad der nu er kommet med posten, og hvilke nye dødsboer, der er kommet ind. Nogle gange får vi også besøg af klienter, selv om det er tyndet noget ud i besøgene gennem årene, hvilket skyldes den enorme brug af computere og e-mail blandt befolkningen,” siger Kirsten Pedersen, der husker tilbage på tidligere sager, som blev fejret med lagkage eller middag på en lokal restaurant.

Ingen kender dagen

Selv om hun ikke vil gå på pension nu og ikke kan forestille sig at gøre det, så tager hun dagene, som de kommer, og som hun siger, så har ledelsen hendes fulde forståelse, hvis den ønsker at ”skifte” hende ud.

”Der kan jo ske meget, når man er i min alder. Der er ingen, der kender dagen, før værtshusene lukker, som man siger. Jeg er glad for hver dag, jeg har her i Advokathuset,” siger Kirsten Pedersen og tilføjer, at der lige for tiden bliver lært en voksenlærling op, som alle er rigtig glade for.

Hvis det er nødvendigt, viger Kirsten Pedersen med egne ord selvfølgelig for, at voksenlærlingen kan blive ansat i Advokathuset, når hun er færdiguddannet.

Publiceret 2014-06-25
Annonce: