Øvrigt

Rift om nyud­dan­ne­de in­ge­ni­ø­rer

I april i år holdt De Studerendes Erhvervskontakt en messe på DTU i Lyngby, hvor det var tydeligt, at de næsten nyuddannede ingeniører var eftertragtede. En af de virksomheder, der er interesseret i de nye ingeniører, er den rådgivende ingeniørvirksomhed Orbicon, der forventer at ansætte mellem 50 og 100 nye medarbejdere hvert år de kommende år – hvoraf omkring 20 procent vil være dimittender.

En vis portion nysgerrighed, passioneret omkring sit arbejde, vision om at gøre en forskel. Ønskeseddelen er klar og tydelig hos administrerende direktør, Jesper Nybo Andersen, i den rådgivende ingeniørvirksomhed Orbicon. Men der er rift om dem, der skal opfylde ønskerne. Det oplevede han på De Studerendes Erhvervskontakts messe på DTU i Lyngby i april i år, hvor Orbicon i en årrække har deltaget.

Jesper Nybo Andersen

”Vi er der for at få en direkte dialog med de studerende, der nærmer sig færdiggørelsen af deres studier. Vi skal hele tiden rekruttere nye og gode talenter, og det gør man bedst ved at komme i dialog med folk,” siger Jesper Nybo Andersen, der må erkende, at hans virksomhed ikke er den type virksomhed, som kommer i medierne hver dag – og at man derfor er nødt til at være udfarende i forhold til de studerende.

Hos Orbicon gør man blandt andet det ved netop at deltage i messer som denne, men også ved eksempelvis at lade de studerende skrive deres hovedopgave hos Orbicon.

Mange går på pension

Selv om antallet af ingeniører, ifølge Jesper Nybo Andersen, igen er stigende, så har det været bekymrende lavt – og bekymringen er ikke forduftet.

”På vores hovedområde inden for vand, miljø og visse dele af byggeriet er der flere, som går på pension, end der kommer til. Hvis vi ikke kan rekruttere dansk kompetence, så vil jobbene i bedste fald blive taget af udlændinge, der kommer hertil,” siger Jesper Nybo Andersen og bemærker, at hvis det ikke sker, fordi det er for dyrt eller for besværligt, så vil jobbene glide ud til udenlandske datterselskaber, hvor kompetenceressourcerne er.

Jesper Nybo Andersen ved dog godt, hvad han vil gå efter i første omgang. Lige nu ansætter Orbicon mellem 50 og 100 nye medarbejdere hvert år de kommende år, og han regner med, at omkring 20 procent af dem vil være nyuddannede ingeniører.

”Som virksomhed har man et ansvar for, at den nye generation kommer fornuftigt ind på arbejdsmarkedet, og derudover får vi også den nye viden med ind og får skabt en kontakt til læreranstalterne, som er uvurderlig i vores del af markedet. Det er sundt for en virksomhed at have en spredning, både aldersmæssigt, kønsmæssigt og erfaringsmæssigt,” siger den administrerende direktør.

Man skal virkelig ville det

Den ideelle nyuddannede ingeniør er ifølge Jesper Nybo Andersen én, der har en vis portion nysgerrighed.

”Og så skal man virkelig ville det at være her. Jeg siger tit, at vi altid kan få folk, der bare vil have et job, men vi vil have nogle, som er passionerede i forhold til deres arbejde. Vi arbejder blandt andet med bæredygtigt miljø, og der må folk godt være drevet af en passion for at gøre en forskel. Så hjælper det også i en konsulentvirksomhed som vores, hvis man er god til at lytte og spørge ind og få afdækket nogle behov hos kunden,” siger Jesper Nybo Andersen, der også imødekommer økonomisk forståelse hos de dimittender, han er på udkig efter.

Orbicon har i dag 500 medarbejdere, og man planlægger at fordoble antallet af medarbejdere inden for de kommende 5-10 år.