Greve Kommune

Greve Kommune er en kommune i Region Sjælland.

Greve Kommune blev dannet ved kommunalreformen i 1970 af sognene:

  • Greve Sogn (Tune Herred)
  • Karlslunde Sogn (Tune Herred)
  • Karlslunde Strand Sogn (Tune Herred)
  • Kildebrønde Sogn (Tune Herred) [fra 2014 Hundige-Kildebrønde Sogn]
  • Mosede Sogn (Tune Herred)
  • Tune Sogn (Tune Herred)

I forbindelse med Kommunalreformen i 2007 forblev kommunen selvstændig.

Greve Kommune var indtil starten af 1960'erne et landbrugsområde med små landsbyer. I 1960'erne og 1970'erne blev denne landbrugsjord udstykket og byggemodnet i stor stil, så området i dag for størstedelens vedkommende består af ejerboliger; typisk parcelhuse og villakvarterer, men også rækkehuse. Desuden findes en del lejeboliger, herunder også almennyttigt boligbyggeri, primært i bydelen Hundige i kommunens nordøstlige hjørne. Selv om det meste af byen består af boligområder, findes der også industrikvarterer: Knap halvdelen af arbejdspladserne i disse områder er besat af medarbejdere der selv bor i kommunen.

Mens handelslivet tidligere var koncentreret i de små landsbyer og langs kystvejen Køge Bugt Strandvej, er de fleste butikker nu samlet i butikscentre, først og fremmest Hundige Storcenter (Nu kaldet "Waves") og Greve midtby center samt Karlslunde Stationscenter. Disse butikscentre ligger i tilknytning til S-togets stationer i Hundige, Greve og Karlslunde som udgør Greve Strand bebyggelsen.