Fredericia Kommune

Fredericia som arbejdsplads

Fredericia Kommune er en stor arbejdsplads, hvor medarbejdere og ledere hver dag løser mange forskellige opgaver. Vi gør en stor indsats, og vi yder vores bedste. Vi skaber gode løsninger ud fra borgernes og samarbejdspartneres behov, samtidigt med, at vi har fokus på udvikling og innovation og på at skabe en sikker og ordentlig drift. Det er en stor og kompleks opgave, som kræver, at vi samarbejder og koordinerer med hinanden.

Vi stræber efter at skabe et trygt og udviklende arbejdsmiljø for alle, hvor der er højt til loftet og plads til at udvikle sig og bidrage ind i et meningsfyldt fællesskab.

Byen Fredericia

Fæstningsbyen Fredericia opstod som en ambitiøs og visionær plan. Sådan startede vi, og sådan fortsætter vi. Her er der nemlig plads til både at drømme stort og til at leve det gode hverdagsliv. Til ekstraordinære oplevelser og små stjernestunder. Fredericia er et hjem for hele livet, både for dig som er flyttet til, og for dig som vender hjem igen. Her er nemlig alt det, man har brug for. Og lidt mere til. Fredericia har et blomstrende by- og kulturliv med tilbud til alle aldre. Med masser af bynær natur er der mulighed for unikke hverdagsoplevelser, både i skoven og ved vandet.

Fredericia er byen for alle, bygget på fællesskab og sameksistens. I lokalområderne blomstrer frivilligheden og foreningslivet, for her føler man sig knyttet til sit lokalmiljø og til de gode naboskaber og fællesskaber, som altid er indenfor rækkevidde. Her kan du engagere dig, skabe sociale relationer gennem fælles aktiviteter og dyrke individuelle interesser. Uanset hvem du er. Sådan har det altid været i Fredericia.