Jobglæde

Jobglæde er alles ansvar – også dit som me­d­ar­bej­der

Jobglæde er et fælles ansvar på en arbejdsplads, og du kan selv gøre noget for at højne jobglæden og præge opfattelsen af dig i din virksomhed! Her får du 6 råd og 3 gode tip til, hvad du selv kan gøre for at øge din personlige jobglæde.

Jobindex har tidligere bragt fokus på, at relationen mellem dig og din chef er en af de mest afgørende faktorer for din jobglæde. Men det er ikke kun din leder, der har et ansvar for jobglæden. Du har også et, mener kommunikations- og ledelsesrådgiver Vibeke Hartkorn.

Udover Vibekes 6 råd til at skabe mere jobglæde, som du ser længst nede i artiklen, får du også 3 tip til overvejelse. For selv om Vibeke mener, din leder skal gå forrest og skabe rammerne, kan du selv påvirke din jobglæde, da jobglæde blandt andet udspringer af følelsen af at have betydning – og den føler vi, når vi hører anerkendelse for det bidrag, vi yder. Så selv om vi ved, at gode kolleger er meget vigtige for, om du trives på job, spiller følelsen af anerkendelse og værdsættelse også en stor rolle i opfattelsen af din jobglæde. Og et eller andet sted i det lidt uhåndgribelige rum mellem faktuelle arbejdsopgaver og følelsen af, hvordan og hvem du er blandt dine kolleger og din chef, der har du mulighed for at præge din personlige jobglæde ved at:

  1. komme veludhvilet, inspirereret og glad
  2. øge dine muligheder via gode relationer
  3. huske forventningsafstemningen.

”Forudsætningen for jobglæde er, at vi føler os trygge, tilfredse og tilknyttet fællesskabet, og når vi er på bølgelængde og har afstemt forventninger i et samarbejde, er der kort vej til jobglæden. Du kan præge og stimulere opfattelsen af dig i din organisation ved at udstråle positiv energi, bygge gode relationer og være skarp på forventningsafstemningen," siger hun.

Tip 1: Kom veludhvilet, inspireret og glad

Ifølge Vibeke er det en god idé at blive bevidst om, hvad vi skal gøre for at holde os glade på arbejde – komme udhvilet, leve sundt, omgive os med folk i privatlivet, som ikke dræner os for energi, opsøge inspiration og så videre, så vi opbygger et overskud og er sværere at vælte af pinden, hvis det sejler på arbejde. Det bliver samtidig mere attraktivt for din chef og dine kolleger at arbejde med dig.

”Det er svært ikke at blive tiltrukket af den positive energi, du dermed evner at komme med, og så er det meget lettere at vælge dig til, når du ønsker at blive inviteret med ind i de opgaver, der er spændende," siger hun.

Omvendt er det naturligvis sådan, at hvis du udstråler en tung energi, påvirker den energi andre, og der kan ske et (ofte ubevidst) fravalg af dig.

”Din chef eller dine kolleger kan synes, du er dygtig, men de kan ikke forklare, hvorfor du alligevel bliver valgt fra. Det er som regel, fordi din energi virker frastødende. Den bevidsthed om, hvordan du virker på andre, skal du bruge tid på at dyrke og få feedback på," siger Vibeke og råder til, at du ud over at komme oplagt, udhvilet og positiv på jobbet, arbejder med din egen selvudvikling og kommunikationsevne ved at blive bevidst om dine ønsker, og at du tager ansvar for at forventningsafstemme.

Tip 2: Øg dine muligheder via gode relationer

Hvis du ønsker noget særligt i din virksomhed – måske at skifte til en anden afdeling eller få flere eller sjovere muligheder, der giver dig jobglæde – peger Vibeke på, at dine relationer også er en vej at skabe mulighederne igennem. Her deler hun en personlig erfaring:

”Jeg forstod ikke, at dét at bruge tid på at skabe relationer til mine chefer var afgørende for, at jeg fik de sjove opgaver. Jeg fattede ikke, at de andre havde tid til at sidde og drikke kaffe og snakke om ligegyldigheder. Det måtte være nok, at jeg var pligtopfyldende og løste mine opgaver dygtigt. Det var det ikke. Først senere har jeg forstået, at jeg selv er ansvarlig for at opbygge tillid, virke inspirerende og være tydeligt med at vise mine ambitioner," siger hun.

”Jeg hører også mange chefer sige, at hvis medarbejderen selv siger ’Jeg er ambitiøs, jeg vil have den forfremmelse eller den opgave’, så er det lettere at vælge den person, der selv banker på og er pushy," siger Vibeke.

”Og det valg sker, selv om de andre ikke nødvendigvis er bedre eller på niveau med dig," siger hun.

Tip 3: Husk forventningsafstemning

For Vibeke er forventningsafstemning nærmest en forudsætning for jobglæde, for jobglæde kan blandt andet defineres som overensstemmelse mellem det, du giver ud, og den reaktion, du modtager fra folk, der er vigtige for dig. Set i det lys, bliver forventningsafstemningen vigtig, og alligevel er vi ofte ikke særligt bevidst om, hvad vi selv kan gøre for at forventningsafstemme i tide.

”Utilfredshed og frustration kan også komme af, at man har et urealistisk syn på ens egen værdiskabelse og ikke forstår, hvorfor andre bliver valgt frem for en selv,” siger Vibeke og maner igen til selvrefleksion.

”Hvis du har taget ansvar for, at der er en klar forventningsafstemning mellem dig og dine samarbejdspartnere eller din chef, og I er enige om, hvad I skal opnå, og hvordan I skal have det med hinanden i processen, og husker at give feedback undervejs, så vil jobglæden som regel være en naturlig følge,” siger hun.

Derfor er der sammenhæng mellem forventningsafstemningen og din jobglæde, og det er alles ansvar at sikre jobglæden på en arbejdsplads.

”Og det er ikke kun din chefs ansvar at huske forventningsafstemningen, det er også dit," afslutter Vibeke.

Vibekes 6 gode råd til at skabe jobglæde

  1. Gør det sjovt at løse opgaver sammen. Vær opmærksom på tidsrøvere og dårlige vaner.
  2. Find ud af, hvordan I får positiv energi ind i arbejdsdagen gennem fejring, overraskelser, fysiske aktiviteter og velværeinitiativer. Tag ansvar for at få energien op i løbet af en dag.
  3. Vær interesseret i hinandens liv uden for arbejdspladsen, og støt hinanden med idéer til et velfungerende privatliv. Arbejde og privatliv er for mange lige vigtige og flyder ind i hinanden.
  4. Vær skarp på forventningsafstemning, og sæt dig ind i andres perspektiv.
  5. Tag dem i opløbet og løs konflikter med det samme, og slå hårdt ned på dårlig adfærd. Bland dig, når du oplever, andre ikke er ordentlige.
  6. Gå forrest med at vise gode eksempler på godt kollegaskab, bring andre med ind i de spændende opgaver, og anerkend i fuld åbenhed hinanden, når I lykkes.

Hvem er Vibeke Hartkorn?

Vibeke Hartkorn er selvstændig kommunikationsrådgiver, bestyrelsesmedlem og forfatter til 3 bøger om personlig gennemslagskraft og lederkommunikation. Hun arbejder også som coach og rådgiver med at fremme karriereudvikling, træne personlig gennemslagskraft og stakeholder kommunikation, og så har du måske set hende som nyhedsvært i TV Avisen.

Læs også