Faglærer til Teknisk Designer-uddannelsen

Brænder du for at arbejde med unge og voksne mennesker, og vil du bruge din tekniske faglighed til at gøre en forskel i deres uddannelsesrejse, så kan du blive vores nye kollega.

En stor del af din hverdag vil være på grundforløbet, hvor du møder en mangfoldig elevgruppe med forskellige forudsætninger, motivationer og behov. Derfor er det afgørende, at du motiveres af at arbejde med mennesker og ser værdi i at skabe relationer, der understøtter læring, trivsel og udvikling.

Jobprofil

Som faglærer bliver du en del af et engageret team, hvor undervisning, vejledning og samarbejde går hånd i hånd.

Dine primære arbejdsopgaver vil bl.a. blive at:

  • undervise elever på Teknisk Designer-uddannelsen, primært på grundforløbet

  • planlægge, gennemføre og evaluere undervisning i samarbejde med kolleger

  • vejlede og følge op på elevernes faglige og personlige udvikling

  • bidrage til at skabe et trygt og inkluderende læringsmiljø

  • samarbejde tæt med SPS-vejledere, virksomhedskonsulenter og øvrige samarbejdspartnere omkring elevernes uddannelsesforløb

  • bidrage til udviklingen af uddannelsen og afdelingens pædagogiske praksis

  • undervise bredt på uddannelsen og eventuelt varetage undervisning i grundfagene som f.eks. engelsk og matematik.

Vi søger dig, som

  • har en relevant teknisk baggrund, f.eks. som Teknisk designer, Produktionsteknolog, Byggeteknikker, Bygningskonstruktør, Teknisk assistent eller lignende, der er bredt funderet inden for industriel produktion og byggeri & anlæg

  • har erfaring fra branchen og lyst til at bringe praksis ind i undervisningen

  • ser relationsarbejdet som en naturlig og vigtig del af lærerrollen

  • bidrager positivt til fællesskabet og tager ansvar for elevernes læring og trivsel.

Det vigtigste er ikke kun, hvad du kan...

... men også, hvordan du møder mennesker.

Vi kan hjælpe dig med at udvikle dine undervisningskompetencer, og vi lægger stor vægt på, at du har interesse for pædagogik, vejledning og arbejdet med mennesker. På grundforløbet fylder relationerne ofte mere end teknikken, og den rette kandidat er derfor en person, som både kan formidle faglige krav og samtidig støtte eleverne i deres udvikling.

Vi tilbyder

  • Et spændende job, hvor du kan udvikle dig både fagligt og personligt

  • Et meningsfuldt job, hvor du gør en reel forskel for unge og voksne

  • Fleksible rammer og fokus på god balance mellem arbejde og privatliv

  • Et arbejdsmiljø, hvor trivsel, udvikling og kvalitet er i fokus.

Løn- og ansættelsesvilkår

Der er tale om en fuldtidsstilling på 37 timer pr. uge med ansættelse pr. 1. januar 2027 eller snarest derefter.

Arbejdssted: Sigrid Undsets Vej 3, 9220 Aalborg Øst.

Ansættelse og aflønning sker på grundlag af kvalifikationer og i henhold til Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 101 af 1. februar 2007 om ansættelsesvilkår for tjenestemandslignende ansatte ved institutioner for erhvervsrettet uddannelse og kostafdelinger. Stillingen inkluderer en prøvetid på to år i henhold til bestemmelserne i ansættelsesbekendtgørelse nr. 101 af 01.02.2007.

Ansøgere uden formelle pædagogiske kvalifikationer skal i løbet af de første fire år af ansættelsen gennemføre en pædagogisk diplomuddannelse. Techcollege dækker udgifterne til uddannelsen.

Yderligere oplysninger

Har du lyst til at vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte uddannelseschef Jesper Frydkjær Pedersen på mobil 2526 6412

Ansøgningsfrist

Ansøgningsfristen er søndag den 6. december 2026. Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler løbende.

Du søger stillingen ved at klikke på linket nederst i stillingsopslaget, hvor du får mulighed for at vedhæfte din ansøgning, dit CV og andre relevante dokumenter. Når du har uploaded din ansøgning modtager du en bekræftelsesmail.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning.

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex