Køn- og ligebehandlingsspecialist

Tænk, hvis du kunne bruge din viden om køn og ligebehandling til at skabe reel forandring i en organisation med stor samfundsmæssig betydning. Tænk, hvis du kunne bidrage til, at både Forsvaret og værnepligten opleves som attraktive og inkluderende valg for en bred og mangfoldig målgruppe – og samtidig arbejde et sted, hvor formål, ansvar og udvikling går hånd i hånd.

Vækker dén forestilling noget i dig? Så har du nu muligheden for at gøre den til virkelighed.

Lige nu søger vi en køns- og ligebehandlingsspecialist til Marketingsektionen i Personelkommandoen. I denne rolle bliver du en central fagperson, der bidrager med viden, rådgivning og udvikling af indsatser, som styrker køns- og ligebehandlingsperspektiver i Forsvarets rekruttering og markedsføring af værnepligten samt Forsvarets job og uddannelser.

Om os

Forsvaret står midt i en historisk udvikling. Vi skal vokse markant for fortsat at kunne beskytte Danmark og de værdier, vores samfund bygger på. Det kræver, at vi kan tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere med forskellige baggrunde, perspektiver og kompetencer.

Du bliver en del af marketingafdelingen i Personelkommandoen, hvor vi har ansvaret for Forsvarets employer brand og markedsføringen af Forsvarets mange job, uddannelser, værnepligt og lærepladser.

Afdelingen består af omkring 30 engagerede kollegaer fordelt på tre sektioner, der i fællesskab udvikler og gennemfører kampagner og rekrutteringsindsatser i tæt samarbejde med både interne og eksterne partnere. Du bliver en del af et dedikeret indsigtsteam, hvor vi vægter faglighed, samarbejde og et uformelt arbejdsmiljø højt – og hvor der er plads til både fordybelse, sparring og humor i hverdagen.

Om stillingen

Som køns- og ligebehandlingsspecialist får du en central rolle i at sikre, at køns- og ligebehandlingsperspektiver integreres kvalificeret i Forsvarets rekrutterings- og markedsføringsindsatser. Du skal have et solidt overblik over, hvad der rører sig inden for området, og kunne omsætte viden, tendenser og analyser til konkrete anbefalinger og indsatser.

Dine primære opgaver vil blandt andet være at:

  • understøtte værnepligtsindsatsen med ligestillingsperspektiver og faglig rådgivning
  • bidrage med sparring og viden om køn og ligestilling i udviklingen af markedsføringsindsatser
  • udvikle og drive fokuserede indsatser målrettet køn og ligebehandling i rekrutterings- og employer branding-arbejdet
  • rådgive interne interessenter om mangfoldighed, ligebehandling og inklusion i et rekrutterings- og HR-perspektiv
  • følge, analysere og formidle viden om tendenser, forskning og best practice inden for køn og ligestilling
  • bidrage til aktindsigter der relaterer sig til køns-ligebehandlingsområdet i forhold til særligt værnepligt og markedsføringsindsatser
  • bidrage til udvikling og koordinering af køns- og ligebehandlingsindsatsen på tværs af Personelkommandoen og Forsvarsministeriets område
Du vil arbejde tæt sammen med kollegaer i dit team, i marketingafdelingen generelt samt med andre relevante fagmiljøer i organisationen.

Om dig

Du har en relevant videregående uddannelse eller dokumenteret erhvervserfaring inden for arbejdet med mangfoldighed, køn og ligestilling. Du har erfaring med – og et stærkt fagligt engagement i – at arbejde med køn- og ligebehandlingsinitiativer i et HR-, rekrutterings- eller organisationsperspektiv, og du trives med at sætte dagsordener og omsætte viden til praksis.

Derudover lægger vi vægt på, at du:

  • arbejder selvstændigt, struktureret og udviklingsorienteret
  • har gode projektlederegenskaber
  • har gode samarbejdsevner og fungerer godt i tværfaglige teams
  • kan formidle kompleks viden klart og målrettet – både mundtligt og skriftligt
Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du har erfaring med:

  • intern interessenthåndtering i en politisk styret organisation
  • udvikling og styring af projekter og indsatser
  • et job i Forsvaret eller en anden større offentlig organisation
Ansættelsesvilkår

Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Arbejdsstedet er i Ballerup.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte faglig leder for Indsigtsteamet Karina Nyholm på telefon 3266 5016.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Madeleine Moltke Kæmsgaard på telefon 4031 1094.

Ansøgningsfrist er tirsdag d. 10. februar. Der vil blive afholdt samtaler i uge 8. og 9.

Stillingen er en fastansættelse med tiltrædelse gerne snarest muligt eller fra 1. april

Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Personelkommandoen

Vi rekrutterer og fastholder kompetente ansatte til mere en 40 uddannelser og 25.000 stillinger for Danmarks sikkerhed, og vi yder en helt særlig indsats over for vores veteraner og deres familier. Vores verden drejer sig om den operative kerneopgave, og vi understøtter alle lige fra den værnepligtige til forsvarsministeren.

Vi har et stærkt tværfagligt HR-miljø med fokus på udvikling. Når den operative virkelighed ændrer sig, gør vi det samme. Det kræver mere end almindelig HR.

Vi har hovedsæde i Ballerup med decentrale partnerelementer og rekrutteringscentre rundt om i hele landet

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex