Digitaliseringsstyrelsen søger ny vicedirektør
Digitaliseringsstyrelsens arbejde Danmark ligger i den internationale top, når det gælder offentlig digitalisering, og den position arbejder vi for at fastholde.
I Digitaliseringsstyrelsen udvikler, driver og udbreder vi brugervenlige og sikre digitale løsninger til alle borgere, virksomheder og myndigheder. Vi sætter strategisk retning for den digitale udvikling. Vi fører tilsyn for at sikre tillid til de digitale løsninger, og vi arbejder for at understøtte virksomheders digitale omstilling.
Det er en af styrelsens helt centrale kerneopgaver at drive og udvikle samfundskritisk infrastruktur, og vi er i fuld gang med udviklingen af en ny NemKonto-løsning. Samtidig arbejder vi med udvikling og udbredelse af vores digitale løsninger på fuldmagts- og samtykkeområdet, og i starten af 2026 skal vi lancere første fase af en ny digital identitetstegnebog. Vi bidrager i denne tid desuden til en række centrale dagsordener på digitaliseringsområdet, herunder udbredelse af AI i den offentlige sektor. Styrelsen skal desuden i samarbejde med KL og Danske Regioner implementere den netop vedtagne Fællesoffentlige Digitaliseringsstrategi i de kommende år.
Dine arbejdsopgaver Som vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen skal du løfte opgaver relateret til udvikling og drift af vores samfundskritiske digitale løsninger som MitID, MitID Erhverv, Digital Post, Fuldmagt og Samtykke løsninger samt en ny Wallet løsning. Du skal samtidig være med til at udvikle og drive en organisation samt inspirere andre gennem din ledelse.
Direktionen Du bliver en del af direktionen, som en af tre vicedirektører, der sammen med direktøren står i spidsen for ca. 550 engagerede medarbejdere. Direktionens samarbejde er kendetegnet ved åbne drøftelser og fælles beslutninger, og man må også meget gerne mene noget om de andre vicedirektørers områder. Vi stiller store krav til hinanden og har derfor også store forventninger til vores kommende kollega.
Som vicedirektør får du ledelsesansvar for 7-9 kontorchefer og souschefer samt deres respektive fagområder, i alt ca. 150 medarbejdere.
Om dig Ingen kan alt – men vi leder efter en vicedirektør, der kan sætte kryds ved mange af de følgende krav:
- Har erfaring med offentlig digitalisering og samarbejde på tværs af den offentlige sektor
- Har erfaring med udvikling og drift af samfundskritiske it-løsninger og evner at lokalisere risici og mulige veje at gå
- Er en stærk kommunikator både internt i en organisation og ud mod eksterne parter og omverden
- Har politisk tæft, erfaring med politikudvikling og håndtering af politiske processer i tæt samarbejde med et departement
- Er analytisk stærk og formår at finde løsninger og skabe resultater i samarbejde med vores mange interessenter
- Lyst og erfaring med at drive en organisation, så vi hele tiden udvikler os og skaber gode rammer for ledelse og høj trivsel
- Ledelsesmæssig tyngde og udstråling, og evner at lede og motivere gennem ledere
- Lyst til både at arbejde med udvikling og drift
- Den opfattelse, at det skal være sjovt at gå på arbejde
Vi tager et fælles ansvar for at være en god arbejdsplads, hvor det er sjovt at gå på arbejde, og hvor der er plads til at udvikle sig. Vi bruger hinandens forskellige kompetencer, og tror på, at vi kommer bedre og hurtigere i mål, når vi samarbejder, videndeler og koordinerer. Vi tilbyder spændende faglige netværk og mange sociale arrangementer på tværs af huset.
Du kan læse mere om, hvordan det er at arbejde hos os på digst.dk.
Ansættelsesvilkår Som vicedirektør refererer du til direktør Tanja Franck. Stillingen er klassificeret i lønramme 38. Løn- og ansættelsesvilkår forhandles efter rammeaftalen om kontraktansættelse i staten med indplacering i løngruppe 2. Stillingen ønskes besat på et 5-årigt åremål på overenskomstvilkår. Vi regner med at byde vores nye kollega velkommen senest den 1. december 2025. Digitaliseringsstyrelsen er placeret på Landgreven 4, 1301 København.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes til HEMMELIGT og efterfølgende opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode. Kandidater, der inviteres til 2. samtaler, kan blive bedt om at fremvise en privat straffeattest.
Ansættelsesområdet er Digitaliseringsministeriet med tilhørende institutioner, pt. Digitaliseringsministeriets departement, Digitaliseringsstyrelsen og Danmarks Statistik.
Flere oplysninger Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør Tanja Franck via sekretær Janne Jerichow på tlf. 41 70 39 57 eller jaj@digst.dk. Send Janne en SMS eller læg en besked, så ringer Tanja dig op.
Ansøgning Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen ”Søg stillingen” senest den 18. august.
Vi forventer at holde samtaler i uge 35. Der kan indgå test og casearbejde i ansættelsesforløbet.
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex