Brænder du for kompleks, helhedsorienteret sygepleje med borgeren i centrum?
Så er det måske dig, vi søger til vores stærke og fagligt engagerede team i Klynge Midt med base i Ryomgård.

Vi opruster vores sygeplejeteam og søger derfor 1 sygeplejerske til fast stilling med opstart 1. september eller 1 oktober 2025. Stillingen er som udgangspunkt på 37 timer ugentligt i dagvagt og med arbejde hver 4. weekend.

Om os

Du bliver en del af et kompetent og engageret borgerteam, hvor høj faglighed, sparring og udvikling går hånd i hånd med humor og et stærkt kollegialt fællesskab. Vi arbejder målrettet med at forebygge indlæggelser og leverer pleje og behandling til borgere med komplekse behov i eget hjem.

Vi har et tæt samarbejde med både interne og eksterne samarbejdspartnere – herunder læger, hospitaler, specialafdelinger og kollegaer i kommunen – og vi prioriterer det tværfaglige samarbejde højt.

Den 1. juli 2025 trådte den nye ældrelov i kraft og markerer et historisk skifte i ældreplejen i Danmark. Loven sætter selvbestemmelse, omsorg og relationer i centrum og integrerer sygeplejen som en naturlig del af den samlede helhedspleje.

I Syddjurs Kommune har vi i flere år arbejdet målrettet med at udvikle og implementere tværfaglige og selvstyrende teams, og vi er blandt de første kommuner i landet, der er fuldt klar til at løfte opgaven. Vores model for helhedspleje – inspireret af Buurtzorg – er allerede veletableret og fungerer som et forbillede for, hvordan sygepleje og øvrige indsatser kan tænkes sammen i ét sammenhængende borgerforløb.

Som sygeplejerske i vores team bliver du en nøglespiller i implementeringen af ældreloven, hvor du sammen med dine kolleger får mulighed for at arbejde tæt på borgerne, med høj faglighed og stor indflydelse på tilrettelæggelsen af plejen. Du bliver en del af en kommune, der ikke bare følger med udviklingen – men er med til at forme den.

Vi tilbyder

  • Et personligt introduktions- og oplærings forløb tilpasset din erfaring og kliniske viden – i tæt samarbejde med vores kvalitetssygeplejerske og teamet.
  • Et godt arbejdsmiljø med glade, dedikerede og kompetente kolleger.
  • Ugentlige undervisning, som fx kan bestå af monofaglig undervisning, tværgående undervisning i kommunen eller undervisning af vores specialist sygeplejersker.
  • Samarbejde med erfarne sygeplejerskekolleger, der brænder for faglig udvikling.
  • Mulighed for stor indflydelse på egen vagtplanlægning

Vi søger dig, der

  • Er autoriseret sygeplejerske – nyuddannet eller erfaren.
  • Er nysgerrig og brænder for at gøre en forskel for borgere i eget hjem.
  • Trives i et miljø med høj faglighed og tæt samarbejde.
  • Trives i en rolle med selvstændighed og ansvar hvor man vil påtage sig et fagligt lederskab.
  • Du skal være interesseret i at arbejde med nye teknologiske løsninger.

Løn og ansættelse

Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst og aftale om lokal løndannelse. Der indhentes straffeattest ved tilbud om ansættelse.

Ansøgning og kontakt

Ansøgningsfrist: 25. august 2025
Vi afholder samtaler løbende, så send gerne din ansøgning snarest muligt.

Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte:
Teamleder Annette Baagø på telefon 24 22 39 89 eller mail aniba@syddjurs.dk. Hvis du har lyst, tilbyder jeg gerne at du kan komme forbi og hilse på mig og teamet.

Du kan søge jobbet ved at klikke på ”Send ansøgning”.

Vedhæft derefter din ansøgning og CV. (De vedhæftede filer skal gerne være i pdf- eller word-format).


Syddjurs Kommune anvender digital rekruttering, se ledige stillinger på www.syddjurs.dk/job

Syddjurs Kommune har omkring 44.000 indbyggere, fem hovedbyer og et stort opland med mange landsbyer. Vi er en Kommune i udvikling og hvert år vælger mange familier at flytte hertil. Vores styrker er de aktive borgere, de mange bysamfund, en enestående natur og nærheden til storbyen Aarhus. Vi er en aktiv del af udviklingen i den midtjyske region, herunder Business Region Aarhus, som er et fællesskab mellem de 12 østjyske Kommuner på tilsammen en million østjyder, en halv million arbejdspladser og landets største vækstområde uden for hovedstadsområdet.

Syddjurs Kommune er den største arbejdsplads med cirka 3.200 engagerede medarbejdere. Gennem dialog med virksomheder, brugere og borgere sikres et fælles ansvar for Kommunens udvikling. Vores Ledelses- og medarbejdergrundlag tager afsæt i Kommunens vision ”Sammen om det gode liv” og i Kommunens værdier; åbenhed, udvikling, respekt og kvalitet - som vi efterlever ved at borgere, erhvervsliv og medarbejdere i Syddjurs Kommune møder hinanden med nysgerrighed og engagement og skaber i fællesskab rammerne for det gode liv i hele Syddjurs.

Kørekort:
B Almindelig bil

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex