Vil du være med til at skabe gode fysiske rammer for borgere og virksomheder i en vækstkommune med højt til loftet, flad struktur og masser af søde og dygtige kolleger? Så har vi en tom stol, der står og venter på dig i vores byggesagsafdeling.

Om stillingen
Vi søger en sagsbehandler til en nyoprettet stilling, som skal bistå med at løse afdelingens byggesager. Der vil også være mulighed for, at du kan bidrage med landzonesagsbehandlingen, da vi har tradition for, at man som medarbejder kan behandle byggesager i landzonen efter både bygge- og planlovgivningen.

Du får mulighed for at behandle byggesager af forskellig kompleksitet og sagstype og kan være med fra start til slut i behandlingen af sager. Sagerne vil blive afstemt i forhold til dit erfarings- og kompetenceniveau, med mulighed for løbende tilpasning i takt med din faglige udvikling og ønsker.

Du vil i jobbet få mange samarbejdsrelationer med kollegaer, private rådgivere, borgere mv. Du vil også få mulighed for at udvikle dig i et stærkt fagligt netværk, hvor det forventes, at du kan bidrage aktivt til din egen og dine kollegers udvikling.

Du vil have mulighed for at kunne indgå i løsningen af udviklingsopgaver og projekter, som tager sigte på at forbedre vores sagsgange og service, samt udvikle værktøjer af forskellig art.

Vi tilbyder hermed
  • et spændende job med varierende opgaver og stor indflydelse på opgaveløsningen
  • et afvekslende job med mulighed for at planlægge sin egen hverdag
  • fantastiske kollegaer, der sætter fagligheden og samarbejde højt
  • gode muligheder for faglig og personlig udvikling.

Om os
Plan og Byg er en del af Teknik og Miljø, som holder til i Hammel. Det er her, du vil komme til at arbejde. Vi er i alt 22 medarbejdere i Plan og Byg, hvoraf 12 er ansat i Byg.

I Byg arbejder vi i tre fagfælleskaber. En gruppe behandler byggesager i byzone, og en anden gruppe behandler landzone- og byggesager, en tredje gruppe varetager rollen som BBR-, adresse- og matrikelmyndighed og understøtter byggesagsbehandlingen med bl.a. sagsoprettelser og aktindsigter. Der er meget samarbejde på tværs af grupperne.

Byggesagsområdet er en central og vigtig del af den kommunale service, og det har stor betydning for både borgere og erhvervsdrivende. Byrådet har derfor høje ønsker og mål for den service, som vi skal levere.

Vi leverer sagsbehandling og service på en professionel og imødekommende måde i forhold til borgere, bygherrer, politikere, kolleger og samarbejdspartnere i det hele taget. Vi tilstræber at kommunikere relevant, præcist og i øjenhøjde.

Vi har en arbejdsplads, hvor der både er et højt aktivitetsniveau, og hvor der bliver grint meget. Vi prioriterer at hjælpe hinanden både internt i Byg og på tværs af afdelinger, chefområder og forvaltninger.

Vi arbejder med at sikre viden og indflydelse om det, der rører sig på byggeområdet. Det gør vi blandt andet gennem aktiv deltagelse i forskellige netværk og erfagrupper, fx DABYFO.

Vi bruger fagsystemet ”KMD Nova Byggesag” til elektronisk sags- og dokumenthåndtering.

Om dig
Vi vil lægge vægt på, at du
  • har en relevant uddannelse som arkitekt, ingeniør, konstruktør, landinspektør eller lignende
  • har erfaring med byggesags- og landzonesagsbehandling
  • evner at arbejde selvstændigt og struktureret
  • trives med samarbejde og er en holdspiller
  • tager ansvar og kan lide at træffe beslutninger
  • har gode kommunikationsevner, både mundtligt og skriftligt
  • er serviceorienteret og har fokus på muligheder frem for begrænsninger
  • har masser af godt humør og lyst til at bidrage til den gode stemning i afdelingen
  • er bevidst om den særlige rolle, man har som medarbejder i en myndighed, herunder god embedsmandsskik.

Om Favrskov
Favrskov Kommune er en attraktiv kommune i smørhullet mellem Aarhus, Silkeborg, Viborg og Randers. Byggesagsområdet er en central og vigtig del af den kommunale service, som har stor betydning for både borgere og erhvervsdrivende. Byrådet har derfor fokus på området med høje ønsker og mål for den myndighedsopgave, vi skal levere. Vi har som mange andre kommuner haft et højt byggeansøgningsantal i de senere år, men har stadig en sagsbehandlingstid, som er under statens servicemål for byggesagsbehandling.

Læs mere om Favrskov Kommune på www.favrskov.dk

Yderligere oplysninger
Dit arbejdssted vil være i vores administrationsbygning på Torvegade 7 i Hammel. Vores kantine serverer frugtbuffet og sælger frokost. Vi har gode og gratis parkeringsforhold lige uden for døren og bor tæt på byens rutebilstation.

Vi har 37 timers arbejdsuge inkl. pauser, samt flekstid. Hjemmearbejde kan aftales individuelt. Ansættelsen sker efter gældende overenskomst og med aflønning efter uddannelse, kvalifikationer og principperne i Ny Løn.

Forventet start er 1. august 2025 eller efter aftale.

Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte plan- og byggechef Henrik Jensen på tlf. 23 72 56 12 eller hhje@favrskov.dk.

Søg jobbet
Ansøgningsfristen er mandag 9. juni 2025.

Samtaler
Vi forventer at afholde samtaler fredag 20. juni 2025.

Favrskov Kommune kan kun modtage ansøgninger sendt elektronisk

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex