Data Scientist til Data Governance og BI i Lån & Spar
Vil du arbejde med datakvalitet og være med til at videreudvikle Data Governance i Lån & Spar Bank?
Interesserer du dig for moderne analyse- og udviklingsværktøjer som Python, og har du stor interesse for at anvende AI i analysearbejdet?
Hos os kombinerer du analytisk fordybelse med en aktiv rolle i at planlægge og koordinere indsatser, der forbedrer datakvaliteten på tværs af banken.
Vi søger en Data Scientist, der vil bruge sine analytiske og tekniske kompetencer til at måle og forbedre datakvaliteten. Du skal kunne identificere fejl og uoverensstemmelser, undersøge årsagerne og udvikle kontroller, der forebygger og opdager problemer. Vi lægger vægt på din interesse for at anvende Python og AI-værktøjer som OpenCode til at udvikle og forbedre analysearbejdet. Vi arbejder i dag med SAS, men der er rig mulighed for at anvende andre værktøjer. Kendskab til SAS er ikke et krav.
Du får samtidig en aktiv rolle i at planlægge og koordinere Data Governance-teamets arbejde sammen med dine kolleger. Du skal derfor interessere dig for både analyserne og organiseringen af arbejdet med datakvalitet: Hvilke data er vigtigst? Hvordan måler vi kvaliteten? Og hvordan får vi de rette mennesker til at løse problemerne?
Du får adgang til et omfattende datavarehus, mulighed for at påvirke vores metoder og en hverdag, hvor dine analyser bliver omsat til konkrete forbedringer.
Dine opgaver
Dit primære fokus bliver Data Governance og datakvalitet. Vi har etableret et rammeværk, som vi nu udbreder til flere kritiske områder i banken. Du bliver en del af denne udvikling og arbejder både med analyserne og med at omsætte resultaterne til kontroller, arbejdsgange og forbedringer.
Størstedelen af dit arbejde vil omfatte analyser, udvikling af datakvalitetsmålinger og rapportering. Samtidig får du en koordinerende rolle i workshops og indsatser på tværs af banken.
Dataanalyse, teknologi og AI
Du kommer blandt andet til at:
- Undersøge komplekse datasæt og anvende analytiske og statistiske metoder til at identificere mønstre, afvigelser og årsager til datakvalitetsproblemer.
- Udvikle og validere målinger og kontroller, der gør det muligt at overvåge datakvaliteten, opdage problemer og vurdere effekten af forbedringer.
- Arbejde med moderne analyse- og udviklingsværktøjer, herunder Python, R og AI-værktøjer som OpenCode, og afprøve, hvordan de kan understøtte analyser, kodearbejde og dokumentation.
- Formidle resultater gennem rapporter og visualiseringer, blandt andet i Power BI, så forretningen kan forstå konklusionerne og handle på dem.
- Forbedre databehandlingen ved at tilpasse jobs og kontroller i datavarehuset sammen med dine kolleger.
Data Governance og tværgående samarbejde
Du får også ansvar for at:
- Planlægge og koordinere Data Governance-teamets arbejde sammen med dine kolleger, skabe overblik over opgaver og prioriteringer og følge op på fremdrift og aftalte leverancer.
- Planlægge og facilitere workshops, hvor vi sammen med bankens fagområder udpeger kritiske data og fastlægger definitioner, kvalitetskrav og ansvar.
- Koordinere forbedringsindsatser med dataejere og systemansvarlige og følge op på aftaler og resultater.
- Videreudvikle og udbrede vores Data Governance-rammeværk, så det bliver en praktisk del af arbejdet i flere afdelinger.
- Præsentere analyser og anbefalinger og bidrage til rapportering til direktion og bestyrelse.
- Deltage centralt i audits, tilsyn og revisionsbesøg inden for Data Governance og datakvalitet sammen med kolleger fra IT-Compliance.
I perioder bidrager du desuden til BI-afdelingens øvrige opgaver med automatisering, forretningsunderstøttende dataløsninger og ledelsesrapportering. Det giver dig mulighed for at arbejde med flere af bankens forretningsområder.
Det kommer du med
Vi lægger vægt på dit analytiske fundament, din tekniske nysgerrighed og din interesse for at skabe bedre data. Din erfaring kan komme fra arbejde, uddannelse og konkrete projekter.
Tekniske og analytiske kompetencer
- Du har et godt fundament i programmering, statistik og dataanalyse, eksempelvis med Python eller R, og kan arbejde med data i SQL.
- Du kan vælge relevante analysemetoder, undersøge datasammenhænge systematisk og vurdere resultaternes kvalitet, usikkerheder og anvendelighed.
- Du har en tydelig interesse for moderne analyse- og udviklingsværktøjer og lyst til løbende at udvikle dine metoder.
- Du har interesse for at anvende AI-værktøjer som OpenCode m.fl. i analyse- og kodearbejdet. Denne interesse er et krav; praktisk erfaring med værktøjerne er en fordel.
- Du har gerne erfaring med Power BI eller tilsvarende værktøjer til rapportering og visualisering.
- SAS indgår i vores nuværende miljø. Kendskab til SAS er en fordel, men ikke et krav. Du får faglig sparring fra kolleger med solid erfaring i værktøjet.
Data Governance og samarbejde
- Du interesserer dig for Data Governance og Data Quality Management og vil arbejde med både analyserne og de processer, der sikrer datakvaliteten.
- Du har lyst til at forstå rammeværk, standarder og regulatoriske krav og omsætte dem til konkrete kontroller og arbejdsgange.
- Du kan tage en aktiv rolle i workshops, samle input og lede aftalte aktiviteter.
- Du kan forklare dine resultater til kolleger med forskellige faglige baggrunde.
- Du tager initiativ og følger opgaver til dørs i samarbejde med andre.
En analytisk baggrund inden for eksempelvis data science, statistik, datalogi eller matematik er relevant. Erfaring fra bank, pension, forsikring eller andre regulerede sektorer er en fordel, men erfaring fra andre brancher kan også være relevant.
Dit team og dine muligheder
Du bliver en del af BI-afdelingen, som i dag består af fem erfarne udviklere og datakvalitetsanalytikere. Her bliver du tilknyttet vores Data Governance-team. Vi er forankret i IT-organisationen og har tæt, dagligt samarbejde med kolleger på tværs af banken.
Vi har vores eget datavarehusmiljø og samarbejder tæt med vores primære dataleverandør, Netcompany Banking Services. Du får derfor også løbende dialog med deres specialister om data og datakvalitet.
Du refererer til vores IT-Compliance- og BI-chef og får stor mulighed for at planlægge og koordinere dit daglige arbejde sammen med teamet. Her er plads til både faglig fordybelse og nye idéer – og mulighed for at følge dit arbejde fra den første analyse til konkrete ændringer i bankens data og arbejdsgange.
Interesseret?
Du behøver ikke sende en motiveret ansøgning – upload blot dit CV. Hvis du har lyst, er du velkommen til at skrive et par linjer om din motivation i CV’et.
Vi ønsker kolleger med forskellige erfaringer, perspektiver og baggrunde. Uanset alder, kønsidentitet, oprindelse, handicap eller noget helt femte er du meget velkommen til at søge. Du behøver heller ikke vedlægge et billede af dig selv.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Chef for IT-Compliance- og BI Mahir Tucek på tlf. 3378 2025
Vi glæder os til at høre fra dig.