Teknisk indkøber i industrien – taktisk sourcing til velfærdsteknologi

Vil du være den, der holder de eksisterende leverandører op mod nye fra hele verden og selv forhandler aftalerne hjem? Og vil du have et job, hvor hver komponent, du køber ind, ender i løsninger til mennesker med nedsat funktionsevne og deres hjælpere?

Så bliv vores nye kollega og få:

  • frihed til at sætte dit præg på indkøbet inden for dit ansvarsområde
  • grundig introduktion til produkter, forretning og kolleger
  • et job, hvor din tekniske ballast kommer i spil.

Et lille sourcingteam med plads til en tekniker

Siden 1980 har Guldmann udviklet, produceret og solgt velfærdsteknologi som loftlifte, løftesejl og mobile personløftere. Produkterne gør hverdagen lettere for mennesker med nedsat funktionsevne og for det plejepersonale, der hjælper dem. Vi er 660 kolleger fordelt på 13 lokationer i Europa, Nordamerika og Australien med kunder over hele verden.

Se eksempler på, hvordan vi hjælper vores kunder med at skabe Time to Care her: Guldmann Cases og Access for all: Stepless Cases.

Du bliver nummer 4 i sourcingteamet. Her arbejder en category manager og en junior category manager strategisk med kategorierne, mens du bliver teamets tekniske indkøber på det taktiske niveau. I spidsen står Sourcing Manager Rasmus Jensen, og sammen er I en integreret del af Supply Chain, der tæller 11 i alt.

Du udvælger de bedste leverandører til hver komponent

Du går helt ned i den enkelte komponent, mens dine category manager-kolleger tegner kategorierne. Du ser på, hvem der leverer den, hvordan samarbejdet kører, og om en anden leverandør kan gøre det bedre. Derfra lander du aftalerne og bygger leverandørstrukturen op omkring dele, der holder, i tæt dialog med vores produktudviklingsteam og PTA.

Du planlægger og tilrettelægger selv opgaver og møder med leverandører. Rejseaktivitet vil være begrænset, forvent ca. 20-25 rejsedage om året. Vi forventer, at du selv kan vurdere, hvornår der er behov for at rejse ud, og hvad der kan klares på anden vis.

Mere specifikt kommer du bl.a. til at:

  • vurdere nuværende og potentielle leverandører på materialer, leverancer, tolerancer og standarder – og træffer de valg, der skaber værdi
  • opsøge nye samarbejdspartnere på det globale marked
  • stå for indkøb og leverandørudvikling af industrikomponenter, bl.a. i aluminium, plast samt elektronik (EMS)
  • forhandle priser, betalingsbetingelser, leveringstider og øvrige handelsbetingelser
  • evaluere leverandørerne, følge op på performance og drive løbende forbedringer.

Du kender industrien fra både teknik- og indkøbssiden

Der er flere veje ind i jobbet, og din uddannelse er ikke afgørende. Vi forestiller os, at du har en teknisk baggrund og har bygget ovenpå med nogle års erfaring med kommercielt indkøb i industrien.

Derudover ser vi gerne, at du:

  • forstår samspillet mellem udvikling, produktion, kvalitet og supply
  • kan sætte dig ind i tekniske problemstillinger og afstemme krav og forventninger
  • ser data og analyse som en naturlig del af arbejdet
  • taler og skriver dansk og engelsk, da vi har mange internationale samarbejder.

Interesseret?

Jobindex er rekrutteringspartner på denne stilling. Har du spørgsmål til stillingen eller rekrutteringsprocessen, er du velkommen til at kontakte senior rekrutteringskonsulent Mathias Prip Jørgensen på tlf. +45 72 45 96 57.

I rekrutteringsprocessen har vi brug for dit målrettede CV, og gerne med en motiveret tekst i toppen, som du sender via ansøgningsknappen allerede i dag eller senest den 10. november 2026.

Vi indkalder løbende til samtaler, så vent ikke for længe med at søge. CV'er, der ikke er sendt via ansøgningsknappen, kommer ikke i betragtning. Tiltrædelse er snarest muligt, men vi venter naturligvis gerne på den helt rigtige kandidat.

Vi glæder os til at høre fra dig.


Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.

Dit rekrutteringsforløb med Jobindex

Jobindex er rekrutteringspartner på denne stilling. Vi læser de indkomne ansøgninger igennem og overdrager løbende relevante kandidater til virksomheden. Du kan læse om vores rekrutteringsproces på siden Rekrutteringsforløb.