Forsvaret
København K

Politisk koordinator til betjening af direktionen i Forsvarsministeriets departement

Vil du arbejde helt tæt på de politiske beslutningsprocesser og være en central del af hverdagen og opgaveløsningen i Forsvarsministeriets direktion? Har du et stort overblik og er god til at se sammenhænge på tværs? Så har du muligheden for at komme tæt på topledelsen i departementet og få indblik i de mange afgørende sager, der former opbygningen af Forsvarets kampkraft.

Om os

I Forsvarsministeriet kommer du til et område med stor politisk og mediemæssig bevågenhed. Danmarks engagement i internationale konflikter, materielindkøb i milliardklassen, tryghed for danskerne og et stadig mere komplekst trusselsbillede er blot et lille udpluk af de dagsordener, som kendetegner området, og som du bliver en del af.

Du bliver en del af Minister- og Ledelsessekretariatet. Vi er ansvarlige for betjeningen af forsvarsministeren, departementschefen og direktionen samt ministerens og ministeriets interne og eksterne kommunikation.

Konkret vil du blive ansat i enheden for Policy og Kommunikation. Enheden er en tværgående stabsfunktion, og vi løser vores opgaver i tæt samarbejde med resten af Forsvarsministeriet. Vi er særligt ansvarlige for betjeningen af direktionen og koncernledelsen samt håndtering af arbejdet med regeringsudvalg og forsvarsforligskredsen.

Om stillingen

Du vil komme helt tæt på den politiske dagsorden i Forsvarsministeriet i en tid med et historisk forsvarsforlig og et verdensbillede i hastig forandring. Forsvarets kampkraft skal øges hurtigt, og det kræver koordination og gode processer. Her kommer du ind i billedet.

Stillingen er en unik mulighed for at få indblik i alle de spændende politiske sager på tværs af Forsvarsministeriet. Du skal nemlig have det samlede overblik over de vigtigste og mest komplekse sager, som direktionen og ministeren skal forholde sig til. Gennem forskellige styringsværktøjer vil du få en vigtig rolle i at bistå departementets medarbejdere og chefer med planlægning og styring af deres sager, herunder vejlede dem i gode processer for deres sager.

Du vil derudover være med til at understøtte de øvrige policy-opgaver i enheden som fx betjening af forsvarsforligskredsen og forberedelse af møder i direktionen.

I stillingen vil du få et indgående kendskab til de politiske beslutningsprocesser samt et bredt kendskab til departementets organisation. Du vil have et tæt samarbejde med forkontorerne for ministeren og departementschefen, personlige assistenter for direktørerne samt med chefer og medarbejdere bredt i departementet.

Selvom vi sidder med hver vores opgaver er samarbejdet i enheden rigtig godt. Vi sparrer med hinanden og koordinerer på tværs af vores ansvarsområder. I en nogle gange travl hverdag er vi gode til at prioritere den gode stemning i kontoret og til at hjælpe hinanden.

Fortæller din kommende kollega Emely

Om dig

Vi forestiller os, at du har en relevant videregående akademisk uddannelse. Det er en fordel, hvis du har erfaring fra centraladministrationen eller fra Forsvarsministeriets område, men det er ikke et krav.

For at lykkes i rollen er det vigtigt, at du:

  • Har politisk forståelse og interesse for forsvar og sikkerhed.
  • Har en skarp sans for struktur, koordination og overblik – og formår at få detaljerne med.
  • Er processtærk og kan tænke på tværs og være bindeled mellem forskellige fagligheder.
  • Trives med at være opsøgende og har nemt ved at række ud til andre.
  • Motiveres af at arbejde i et til tider højt tempo og med stor indflydelse på opgaveløsningen i huset.

Ansættelsesvilkår

Hvis du er uddannet akademiker, vil du blive ansat som fuldmægtig eller konsulent efter den til enhver tid gældende akademikeroverenskomst mellem Finansministeriet og akademikere i staten. Afhængigt af kvalifikationer vil der være mulighed for at forhandle kvalifikationstillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 18,07 pct.

Har du spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Helene Holst Vestergaard på telefon 3266 5026 eller mail fps-hve@mil.dk.

Som ansat i Forsvarsministeriet er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne godkendelse under hele ansættelsesforløbet.

Dit daglige tjenestested er Forsvarsministeriets departement, Holmens Kanal 9, 1060 København K.

Vi ser frem til at høre fra dig

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte souschef, Camilla Malling Laksø på telefon 6187 1965 eller mail cml@fmn.dk.

Ansøgningsfristen er den 10. august 2025. Ansættelsen er med opstart snarest muligt og senest den 1. oktober 2025.

I forbindelse med ansættelsesforløbet kan du blive bedt om at gennemføre en skriftlig opgave.

Du søger stillingen ved at sende dit CV, motiveret ansøgning, uddannelsesbevis og andre relevante dokumenter via linket nedenfor.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed forbedrer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Vi ser frem til at få dig med om bord, så vi sammen kan gøre en væsentlig forskel for alle vores kollegaer i Forsvarsministeriets koncern – både dem i felten og dem bag skrivebordene.