Du kender det måske: Du har lagt en stor indsats i et projekt, og nu skal resultaterne samles og præsenteres for kolleger, ledelse eller samarbejdspartnere. Det er en kærkommen anledning til at evaluere – og det er samtidig en af de få gange, hvor du faktisk sætter ord på, hvad du har opnået.
Men hvad nu, hvis du gjorde det til en vane?
At dokumentere dine resultater løbende kan nemlig komme dig til gode – også på tidspunkter, som du måske ikke lige tænker over. Fx hvis du en dag overvejer at søge nyt job, eller når du skal til lønforhandling eller MUS. Og her er STAR-metoden et enkelt og effektivt redskab, du kan bruge.
Hvad er STAR-metoden?
STAR-metoden har været brugt siden 80’erne af HR-folk og ledere til at få ansøgere til at konkretisere deres kompetencer [1]. I stedet for at sige ”jeg er god til at samarbejde”, bliver man bedt om at komme med et eksempel på en konkret situation, hvor det blev sat på prøve.
STAR står for:
- Situation: Hvad var konteksten?
- Task: Hvilken opgave eller udfordring stod du overfor?
- Action: Hvad gjorde du konkret?
- Result: Hvad kom der ud af det?
Metoden tvinger dig til at tænke i eksempler frem for floskler – og det er guld værd, når du gerne vil gøre dine kompetencer troværdige og målbare.
Måske dit nye yndlings-multitool
Du behøver ikke være i gang med at søge job for at have glæde af STAR. Du kan bruge metoden som en slags logbog over dine vigtigste opgaver og resultater – også de små succeser i hverdagen.
Ved løbende at skrive resultater ned:
- strukturerer du dine erfaringer på en overskuelig måde
- klargør du, hvad der virkede, og hvad din rolle var
- dokumenterer du din effekt, som du kan vende tilbage til senere.
Det kan være, du har stået for onboarding af nye kolleger, forbedret en arbejdsgang, taget ansvar i en presset situation eller sat et personligt præg på samarbejdet i din afdeling. Alt det tæller – især hvis du kan vise, hvad det førte til.
Kom i gang med et simpelt tip
Har du lyst til at prøve det af, så start med at skrive ét resultat for hver måned, du har været i dit nuværende job. Du kan gøre det i et dokument eller en notesbog.
Husk, at det ikke behøver være store, målbare resultater hver gang. Det vigtigste er, at du træner dig i at få øje på det, du lykkes med – og at du lærer at sætte ord på det.
Så står du stærkere, næste gang du får brug for at vise, hvad du kan.
[1] STAR-metoden udspringer af 1980’ernes Behavioral Interviewing – en tilgang udbredt af amerikanske HR-eksperter som McClelland (1973), DDI, SHL Group og forfattere som Beatty og Krannich.
Kunne du lide det, du lige har læst?
Så er der mere, hvor det kommer fra. Artiklen har været sendt ud med vores nyhedsbrev – og du kan også få tips, indsigt og inspiration om jobsøgning og karriere direkte i din indbakke.
Tilmeld dig nyhedsbrev nu