Få hjælp til arbejdsliv og jobsøgning med AI

Har du brug for inspiration til dit arbejdsliv eller ekstra støtte i din jobsøgning? Med denne guide får du idéer til, hvordan AI kan blive din personlige sparringspartner – lige fra karriereafklaring til tekstoptimering.

Sådan bruger du guiden

Guiden tager udgangspunkt i ChatGPT – et gratis værktøj, der altid er klar til at give dig input, idéer og perspektiver. Her får du indblik i, hvordan ChatGPT kan hjælpe dig – ikke kun med CV og ansøgning, men også med alt fra idéudvikling til kompetenceudvikling og hverdagsopgaver på jobbet. Målet er enkelt: At give dig lyst til at udforske de mange måder, AI kan gøre jobsøgning, karriere og arbejdsliv både lettere og mere spændende.

Har du ikke været omkring ChatGPT før? Så kan du her få en enkel introduktion, der viser dig de første skridt:

Få hjælp til ChatGPT

Senest opdateret: 8. september 2025


Brug AI som karrierecoach

Står du et sted i dit arbejdsliv, hvor du godt kunne bruge et kærligt skub og lidt sparring til at finde retning? Måske leger du med tanken om at skifte job. Måske er du blevet opsagt og skal finde ud af, hvad næste skridt skal være. Uanset hvad, kan det være rart ikke at stå alene i processen.

Her kan AI faktisk gå hen og blive en god ven – sådan én, der altid har tid, aldrig sover, og som er virkelig godt til at stille de rigtige spørgsmål. Den kan nemlig hjælpe dig med at sætte ord på, hvad du kan, hvad du drømmer om, og hvilke muligheder der måske venter lige om hjørnet. Alt det, som kan gøre det lidt nemmere at tage det første skridt.

Find ud af, hvad du kan – og hvordan du bruger det

Vil du blive klogere på dine mulige karriereveje? Her finder du tre eksempler på prompts, der guider dig til at få styr på, hvad du kan, og hvordan det skaber værdi – tilpasset din situation.

Kontekst:
Jeg er allerede i job – og har siddet i samme stilling i flere år – og jeg er nysgerrig på, hvad mine vigtigste kompetencer, styrker og mulige karriereveje kunne være. Jeg ønsker at reflektere over min erfaring, mine opgaver og ansvarsområder, så jeg får et klart billede af, hvad jeg kan, og hvordan jeg kan bruge det fremadrettet.

Rolle:
Du er en erfaren karriererådgiver med indgående kendskab til arbejdsmarkedet, rekruttering og kompetenceafklaring. Du stiller opfølgende spørgsmål, reflekterer over svarene og hjælper mig med at se mønstre og muligheder, jeg måske ikke selv har overvejet. Du formulerer dine svar klart, konstruktivt og opmuntrende.

Instruktioner:
– Brug mine egne <oplysninger> som udgangspunkt for analysen.
– Identificér mine vigtigste kompetencer og styrker ud fra arbejdsopgaver, ansvarsområder og resultater.
– Peg på mulige karriereveje – både inden for mit nuværende felt og i beslægtede områder.
– Hvis relevant, giv forslag til brancher eller roller, hvor mine kompetencer kan være særligt værdifulde.
– Vær både konkret (navngiv kompetencer og jobtitler) og ordnetordnet (beskriv styrkeområder og udviklingsmuligheder).
– Stil afsluttende refleksionsspørgsmål, der kan hjælpe mig med at komme videre i mine karriereovervejelser.

<oplysninger>
– Alder:
– Nuværende stillingsbetegnelse:
– Nuværende branche/sektor:
– Antal år i nuværende stilling:
– Uddannelsesbaggrund:
– Arbejdsopgaver:
– Ansvarsområder:
– Resultater, eller præstationer, jeg er stolt af:
– Værktøjer, systemer eller metoder, jeg bruger ofte:
– Kompetencer, jeg selv mener at have:
– Hvad motiverer mig i arbejdet:
– Eventuelle nye områder, jeg overvejer at udforske:
</oplysninger>

Output-format:
– Opsummering af nuværende profil – kort beskrivelse af min baggrund, erfaring og nøgleområder.
– Vigtigste kompetencer og styrker – i punktform med forklaringer på, hvordan de viser sig i praksis.
– Mulige karriereveje – 3-5 konkrete forslag med korte begrundelser.
– Brancher og roller med højt potentiale – eksempler på hvor kompetencerne kan bringes i spil.
– Refleksionsspørgsmål – 3-5 spørgsmål, der kan hjælpe mig med at afklare næste skridt.

Kontekst:
Jeg er ledig og vil gerne finde ud af, hvad mit næste job skal være. Jeg har brug for at afklare mine vigtigste kompetencer, styrker og ønsker og derefter få konkrete forslag til, hvordan jeg kan komme i gang med at søge eller skabe nye muligheder.

Rolle:
Du er professionel karriererådgiver og coach med speciale i at hjælpe jobsøgere med at kortlægge erfaringer, opdage skjulte styrker og finde næste skridt mod et job, der passer til mål og værdier. Du stiller målrettede spørgsmål, der får mig til at reflektere og træffe informerede beslutninger.

Instruktioner:
– Interview mig om min nuværende situation, tidligere job og branche.
– Hjælp med at identificere mine nøglekompetencer, erfaringer og præstationer.
– Afklar mine styrker, interesser og arbejdspræferencer (fx opgavetype, arbejdsmiljø og værdier).
– Udforsk mulige brancher, stillinger eller roller, hvor disse kompetencer kan bruges.
– Identificér eventuelle kompetencehuller og foreslå kurser, netværksmuligheder eller frivillige projekter.
– Afslut med at opsummere en handlingsplan med konkrete næste skridt, inkl. forslag til jobtitler, virksomheder og netværksstrategier.
– Svar altid i en opmuntrende tone og giv eksempler, der inspirerer.

Output-format:
– Opsummering af min situation: Kort gengivelse af, hvad jeg har fortalt om mig selv.
– Mine styrker og muligheder: Liste med mine 5-7 vigtigste kompetencer og mulige karriereveje.
– Handlingsplan: En punktform med 5-10 konkrete skridt, jeg kan tage de næste 30 dage for at komme tættere på mit næste job.

Tip: Har du den betalte version, kan du bruge ChatGPT Voice, hvor du kan føre en samtale med ChatGPT. Det er ideelt, hvis man, som her, lægger op til at blive interviewet og reflektere over erfaringer og ønsker.

Kontekst:
Jeg er nyuddannet og vil gerne finde ud af, hvilke kompetencer og styrker jeg har fået gennem min uddannelse, mine fag og min hovedopgave. Jeg vil også gerne vide, hvilke typer job, brancher og arbejdsopgaver jeg kan søge indenfor – samt hvordan jeg bedst præsenterer mine kompetencer, så arbejdsgivere kan se mit potentiale.

Rolle:
Du er en karrierevejleder og rekrutteringsekspert med stor erfaring i at hjælpe nyuddannede med at oversætte deres uddannelse til konkrete jobmuligheder. Du kender både det akademiske og det erhvervsfaglige arbejdsmarked og kan forklare ting på en motiverende, forståelig og jordnær måde. Du kan spotte styrker, foreslå relevante brancher og stillinger, samt give eksempler på formuleringer, jeg kan bruge i mit CV, min ansøgning og til jobsamtaler.

Instruktioner:
Start med at stille mig spørgsmål, så du får de nødvendige oplysninger:
– Hvilken uddannelse har jeg taget, og hvornår afsluttede jeg den?
– Hvilke fag eller specialiseringer har jeg haft?
– Hvad handlede min hovedopgave, eksamensprojekt eller svendeprøve om?
– Har jeg haft praktik, studiejob, frivilligt arbejde eller andre relevante erfaringer?
– Hvilke typer opgaver eller arbejdsmetoder trives jeg bedst med?

Lav derefter en oversigt over mine:
– Faglige kompetencer (fx konkrete færdigheder, metoder og værktøjer).
– Personlige styrker (fx i forhold til arbejdsstil, samarbejde og problemløsning).
– Overførbare kompetencer (færdigheder, der kan bruges i mange brancher).

Giv mig:
– Forslag til jobtitler og roller, der matcher min profil.
– Eksempler på brancher, hvor mine kompetencer er relevante.
– Forslag til, hvordan jeg kan præsentere mine styrker i en jobansøgning eller til jobsamtalen (med formuleringseksempler).
– Afslut med en kort handlingsplan med 3–5 konkrete næste skridt, jeg kan tage for at komme tættere på et job.

Output-format:
Præsenter svaret i følgende struktur:
– Opsummering af min profil (kort tekst, der samler det vigtigste).
– Mine faglige kompetencer (punktform).
– Mine personlige styrker (punktform).
– Mulige jobtitler og roller (punkform).
– Relevante brancher (punktform).
– Sådan kan jeg præsentere mig selv (3 eksempler på formuleringer til CV og ansøgning).
– Mine næste skridt (punktform med 3–5 konkrete handlinger).


Brug AI som din sparringspartner i jobsøgningen

At være på vej mod et nyt job kan føles både spændende og udfordrende. Måske spekulerer du på, om du har de rette kompetencer – eller hvordan du bedst kan holde dig opdateret på alt det, der rører sig i din branche. Her kan AI blive din trofaste makker.

Med ChatGPT ved hånden kan du få inspiration til, hvordan du udvikler dine færdigheder trin for trin og finde de ressourcer, der hjælper dig med at styrke din faglighed. Samtidig kan du lade AI holde dig ajour med trends, nye krav og spændende virksomheder, så du altid føler dig godt forberedt, når du søger job eller sidder til samtale.

Kompetenceudvikling

At udvikle sig kan føles endeløst – hvor skal du starte? Med AI kan du få inspiration til nye kurser, færdigheder og måder at sætte dine kompetencer i spil på, så du tager de skridt, der rykker dig videre.

Kontekst:
Jeg vil gerne opkvalificere mig inden for [område], fordi jeg kan se, at det ofte efterspørges i jobopslag, jeg er interesseret i. Derfor vil jeg have hjælp til at strukturere en læringsplan og anbefalinger til læringsressourcer, så jeg kan komme godt fra start og bruge min tid effektivt.

Rolle:
Du er en erfaren underviser og læringskonsulent med indsigt i både gratis og betalte læringsressourcer, der kan hjælpe mig til at opbygge et solidt grundniveau inden for et nyt kompetenceområde.

Instruktioner:
– Brug den færdighed, jeg angiver (fx Excel-pivottabeller eller Photoshop), som udgangspunkt.
– Udarbejd en læringsplan, der kan følges på ca. én uge, opdelt i overskuelige trin.
– Inkludér gratis ressourcer som fx YouTube-videoer, artikler, online guides eller kursusplatforme.
– Angiv, hvad jeg bør øve hver dag, og hvordan jeg kan måle, om jeg har forstået stoffet.
– Tilføj tips til, hvordan jeg kan fortsætte med at udvikle færdigheden efter den første uge.

Output-format:
– En dagsopdelt læringsplan for den første uge.
– Liste over de anbefalede ressourcer (med links hvor muligt).
– Forslag til næste skridt efter uge 1 for at opbygge mere avancerede kompetencer.

Tip: Har du den betalte version, kan funktionen Deep Research gøre læringsplanen mere aktuel, præcis og praktisk brugbar, fordi den ikke bare svarer ud fra sin træning, men finder opdateret information fra mange kilder.

Research

AI kan gøre dig klogere på trends og tendenser på tværs af brancher og emner – og prikke dig på skulderen med udvalgt nyt, så du løbende forholder dig til udviklingen inden for et område, der interesserer dig.

Kontekst:
Jeg vil gerne holde mig opdateret på, hvad der sker i min branche, så jeg kan være skarp i både jobsøgning og jobsamtaler. Derfor vil jeg gerne have en ugentlig, overskuelig briefing med de vigtigste kompetencer, virksomheder og konkrete tips, så jeg altid er på forkant med udviklingen.

Rolle:
Du er min personlige assistent og brancheanalytiker, der holder øje med trends, kompetencekrav og virksomhedsnyheder i [branche] i Danmark.

Instruktioner:
– Udarbejd en kort ugentlig briefing, der indeholder: (1) tre vigtige kompetencer, jeg bør udvikle lige nu, (2) to virksomheder i branchen, der vokser, ansætter eller laver noget interessant og (3) ét kort tip til, hvordan jeg kan bruge denne viden i min jobsøgning eller til jobsamtaler.
– Hold tonen informativ og handlingsorienteret.
– Brug kun pålidelige og opdaterede kilder.

Output-format:
– Kompetencer – liste med tre punkter og en kort begrundelse for hver.
– Virksomheder – liste med to punkter, inkl. navn, kort beskrivelse og hvorfor de er relevante.
– Tip – et par sætninger med praktisk anvendelse i jobsøgning eller samtaler.


Brug AI som din assistent til CV og ansøgning

Er du i gang med at skrive CV og ansøgning? AI kan være en effektiv sparringspartner, der hjælper dig med at strukturere dine erfaringer, formulere dig klart og få sat ord på dine kompetencer. Den kan foreslå fængende overskrifter, give inspiration til formuleringer og sikre, at du kommer hele vejen rundt om dine styrker.

Det vigtigste, du kan gøre, er at skille dig ud med din personlighed. Mange andre vil måske også begynde at bruge AI, og derfor er det afgørende, at du stadig gør dine ansøgninger og samtaler personlige. Brug AI som fundament, men byg ovenpå med det, kun du kan levere som menneske. Fortæl de historier, AI ikke kender – om dengang du løste en konflikt på jobbet, eller hvorfor du brænder for netop denne virksomheds mission. Det er sådan noget, der gør indtryk og adskiller dig fra andre.

Det her skal du altså huske på

  • Husk dig selv, og hvem du er, når du skriver ansøgninger – alt andet bliver upersonligt.
  • Stol ikke blindt på det, AI fortæller dig – du kender dig selv bedst.
  • AI er ikke klog på nuancer – husk selv at tænke og tolke, når du læser jobopslag.
  • Indimellem foreslår AI ting, der ikke passer – husk at faktatjekke og læse korrektur.
  • Vær opmærksom på, hvad du deler, når du vedhæfter personlige dokumenter – fx dit CV.

Ansøgning

Opfordrede eller uopfordrede – ansøgninger kan være svære at få hul på. AI kan hjælpe dig i gang, så du får et klart udgangspunkt at bygge videre på.

Kontekst:
Jeg ønsker at komme i gang med et stærkt første udkast til en jobansøgning. Det skal være en skræddersyet, personlig og professionel tekst, der fremhæver mine relevante kompetencer og erfaringer i forhold til et specifikt jobopslag.

Rolle:
Du er en erfaren karriererådgiver og tekstforfatter, der er specialiseret i at skrive målrettede, engagerende og overbevisende jobansøgninger, der maksimerer chancen for at blive inviteret til samtale.

Instruktioner:
– Brug det indsatte <jobopslag> og mit vedhæftede CV som grundlag.
– Udform en ansøgning, der er: (1) målrettet stillingens krav, (2) personlig i tonen, men stadig professionel og (3) motiveret og engageret – med fokus på mine styrker.
– Fremhæv tydeligt, hvordan mine erfaringer og kompetencer matcher de vigtigste punkter i jobopslaget.
– Sørg for en logisk opbygning med en stærk indledning, klar midterdel og overbevisende afslutning.

<jobopslag>
[indsæt jobopslag]
</jobopslag>

Output-format:
– En komplet, færdigformuleret ansøgning i brødtekst.
– Inddel i afsnit med tydelig struktur.
– Brug et sprog, der er let for mig at tilpasse og redigere.

Kontekst:
Jeg oplever, at det er tidskrævende og uoverskueligt at finde virksomheder, der kunne være relevante for mig at kontakte uopfordret. I stedet for kun at lede efter opslåede stillinger, ønsker jeg at identificere interessante virksomheder, der matcher min profil, så jeg kan målrette min kontakt og øge chancen for at skabe muligheder.

Rolle:
Du er en erfaren research-specialist og karriererådgiver, der er dygtig til at identificere virksomheder, som passer til min erfaring, mine kompetencer og interesser.

Instruktioner:
– Brug de oplysninger, jeg giver dig om min profil som udgangspunkt (fx mit CV).
– Find virksomheder, der: (1) matcher min branche, erfaring og kompetencer, (2) er placeret i et geografisk område, jeg angiver og (3) har en størrelse (mellemstor, startup, større virksomhed), som jeg angiver.
– Fokuser både på virksomheder, der ansætter lige nu, og på virksomheder, hvor min profil potentielt kan være relevant i fremtiden.
– Medtag både kendte og mindre kendte virksomheder, så listen bliver varieret.

Output-format:
– En liste med minimum 10 virksomheder, der matcher kriterierne.
– Kort beskrivelse af hver virksomhed (branche, størrelse, hvad de laver).
– Eventuelle forslag til, hvilke typer stillinger min profil kunne passe til hos hver virksomhed.

CV

Lad os være ærlige: Et CV kan føles som et bjerg, man aldrig helt når toppen af. Hvad skal med, og hvad skal ikke? AI kan hjælpe dig med at skabe en klar ramme, så du nemmere kan samle billedet af dine erfaringer.

Kontekst:
Jeg oplever, at mit CV er for generelt og ikke målrettet det enkelte jobopslag. Derfor vil jeg bruge mit rå-CV som grundlag for at få skrevet et skræddersyet CV, der matcher kravene og forventningerne i det specifikke job, jeg søger. Jeg ønsker at præsentere mine erfaringer, kompetencer og resultater på en måde, der øger mine chancer for at blive inviteret til samtale.

Rolle:
Du er en erfaren karriererådgiver og CV-skribent, der er specialist i at omsætte et generelt CV til en målrettet version, som fremhæver de mest relevante kompetencer og resultater i forhold til et specifikt jobopslag.

Instruktioner:
– Brug mit vedhæftede rå-CV som kilde til oplysninger om mine erfaringer, kompetencer og resultater.
– Brug det indsatte <jobopslag> nedenfor til at identificere de mest relevante kvalifikationer, nøgleord og krav.
– Udvælg og fremhæv de erfaringer og resultater, der bedst matcher stillingen.
– Sørg for, at strukturen er klar, professionel og overskuelig.
– Brug et sprog, der er aktivt, resultatorienteret og tilpasset branchen.

<jobopslag>
[indsæt jobopslag]
</jobopslag>

Output-format:
– Et komplet, målrettet CV i brødtekst eller punktopstilling, klar til at blive kopieret ind i et dokument.
– En kort liste over de nøgleord og kompetencer fra jobopslaget, som er brugt i CV’et.
– Eventuelle forslag til afsnit eller formuleringer, som kan styrke CV’et yderligere.

Kontekst:
Mit CV er ikke optimeret til de automatiserede ansøgningssystemer (ATS), som mange virksomheder bruger til at sortere kandidater. Derfor vil jeg gerne have hjælp til at sammenligne mit CV med et specifikt jobopslag og få konkrete forslag til, hvordan jeg kan tilføje relevante nøgleord og tilpasse indholdet, så det matcher kravene bedst muligt – uden at gå på kompromis med professionalisme og læsevenlighed.

Rolle:
Du er ekspert i CV-optimering og har kendskab til, hvordan ATS-systemer læser og vurderer indhold. Du kan analysere et CV op mod et jobopslag og give præcise anbefalinger, der øger chancen for, at CV’et bliver godkendt og sendt videre i systemet.

Instruktioner:
– Sammenlign mit vedhæftede CV med det <jobopslag>, jeg indsætter.
– Identificér, hvilke nøgleord, kompetencer og krav fra jobopslaget der allerede er dækket, og hvilke der mangler.
– Giv forslag til, hvordan de manglende elementer kan indarbejdes naturligt i CV’et.
– Sørg for, at sproget stadig er klart, professionelt og læsbart for både ATS og mennesker.
– Undgå at overfylde teksten med nøgleord, så det mister sin naturlige flow.

<jobopslag>
[indsæt jobopslag]
</jobopslag>

Output-format:
– En oversigt over matchende nøgleord og kompetencer – og en oversigt over dem, der mangler.
– Forslag til konkrete ændringer eller tilføjelser i CV’et.
– Et revideret udkast til CV-afsnit, hvor de nye nøgleord er indarbejdet.

Kontekst:
Jeg overvejer at søge en bestemt stilling og har vedhæftet både mit CV og jobopslaget. Jeg vil gerne have en kritisk vurdering af, hvor godt jeg matcher stillingen – og især høre, hvilke argumenter der taler imod, at jeg søger den.

Rolle:
Du er en erfaren rekrutteringskonsulent og karriererådgiver med speciale i kompetenceafklaring og jobmatch. Du har blik for både det, der står i jobopslaget, og det, der ligger mellem linjerne. Du tør stille de svære spørgsmål og pege på potentielle mismatch – men gør det konstruktivt og med forslag til, hvordan jeg kan styrke min profil.

Instruktioner:
– Sammenlign mit vedhæftede CV med kravene og ønskerne i jobopslaget.
– Identificér de områderm hvor jeg ikke matcher – fx manglende erfaring, kompetencer, branchekendskab, uddannelse eller personlighedstræk.
– Vurder, om der er et kulturelt mismatch – fx hvis virksomheden søger en profil, der er meget anderledes end min.
– Peg på risici ved at søge – fx at jeg kan virke overkvalificeret, underkvalificeret eller ikke motiveret nok.
– Giv forslag til, hvordan jeg kan lukke eventuelle huller – fx med kurser, netværk, omformuleringer eller alternative vinkler.
– Stil afsluttende refleksionsspørgsmål, der kan hjælpe mig med at tage en informeret beslutning.

<jobopslag>
[indsæt jobopslag]
</jobopslag>

Output-format:
– Kritiske mismatch-punkter – 3-5 konkrete områder, hvor min profil ikke matcher jobopslaget.
– Mulige konsekvenser – hvordan disse mismatch kan påvirke min chance for at blive kaldt til samtale.
– Forslag til forbedring – hvad jeg kan gøre for at styrke min profil eller vinkle min ansøgning anderledes.
– Refleksionsspørgsmål – 3-5 spørgsmål, der kan hjælpe mig med at afklare, om jeg skal søge eller ej.

Opbygning, stavekontrol og sprog

Selv den skarpest tekst kan snuble over kommaer og klodsede formuleringer. Lad AI være dit ekstra sæt øjne, så du får styr på flow, sprog og stavefejl – og kan præsentere dig selv med overskud.

Kontekst:
Det er svært at strukturere min ansøgning, så den fremhæver mine vigtigste pointer og samtidig sikrer, at jeg får alt relevant med. Derfor kunne jeg godt bruge hjælp til at skabe en klar og logisk opbygning, der matcher jobopslaget og giver et godt førstehåndsindtryk.

Rolle:
Du er en erfaren karriererådgiver og tekstforfatter med speciale i at strukturere jobansøgninger, så de er målrettede, letlæselige og overbevisende.

Instruktioner:
– Brug det indsatte <jobopslag> som grundlag for at forstå kravene til stillingen.
– Gennemgå mine foreløbige idéer, punkter eller <tekst>, som jeg indsætter.
– Foreslå en rækkefølge, der sikrer: (1) at de vigtigste pointer og styrker fremhæves først, (2) at alle relevante krav i jobopslaget dækkes, (3) at teksten får en naturlig, logisk flow og (4) kom med forslag til, hvordan jeg kan formulere overgange, så ansøgningen hænger sammen.
– Hvis noget mangler, foreslå hvad jeg kan tilføje.

<jobopslag>
[indsæt jobopslag]
</jobopslag>

<tekst>
[indsæt tekst]
</tekst>

Output-format:
– En prioriteret liste over afsnit/pointer i den rækkefølge, de bør stå.
– En kort skabelon for ansøgningen med forslag til overskrifter og afsnit.
– Eventuelle ekstra pointer eller informationer, der bør indarbejdes for at styrke ansøgningen.

Kontekst:
Jeg har brug for hjælp til korrektur, så mit jobsøgningsmateriale, fx ansøgning og CV, fremstår professionelt, velskrevet og uden forstyrrende fejl. Gennemgå mine tekster for grammatiske fejl, stavefejl og sprogforbedringer, så de fremstår klare, korrekte, varierede og overbevisende.

Rolle:
Du er ekspert i dansk grammatik, retskrivning og sproglig variation med et skarpt øje for detaljer, som kan hjælpe mig med at finde og rette fejl samt foreslå forbedringer, så teksten fremstår både fejlfri og sprogligt levende.

Instruktioner:
– Gennemgå de tekster, som jeg vedhæfter.
– Fremhæv alle fejl i teksten med FED skrift.
– Tilføj nummererede fodnoter i teksten ved hver fejl.
– Angiv i fodnoten, hvilken type fejl der er tale om (fx stavefejl, kommafejl, forkert bøjning, uklart sprog).
– Opsummer til sidst alle fejl og giv et konkret forslag til, hvordan hver enkelt fejl kan rettes.
– Foreslå samtidig mere varierende formuleringer, der kan gøre teksten mere sammenhængende og interessant at læse.

Output-format:
– Tekst med fejl markeret med FED og nummererede fodnoter placeret direkte efter fejlen.
– En samlet oversigt nederst med fejltype, oprindelig tekst, rettelsesforslag og eventuelle alternative formuleringer for hver fodnote.

Kontekst:
Formuleringerne i min CV-tekst og ansøgning kan fremstå for generelle og viser ikke tydeligt nok mine resultater eller de kompetencer, som arbejdsgivere efterspørger. Jeg ønsker hjælp til at omformulere dem, så de fremstår mere resultatorienterede, indeholder relevante kompetenceord fra jobopslaget og – hvor det giver mening – kvantificerer mine præstationer.

Rolle:
Du er en erfaren karriererådgiver og tekstforfatter, der er specialiseret i at omskrive både CV-tekster og ansøgninger, så de skiller sig ud, fremhæver resultater og inkluderer nøgleord, der matcher kravene i et givent jobopslag.

Instruktioner:
– Brug de tekster, jeg vedhæfter, som udgangspunkt.
– Omformuler dem, så de: (1) er resultatorienterede og konkrete, (2) indeholder relevante kompetenceord fra jobopslaget (eller typiske nøgleord i branchen), (3) hvor muligt, indeholder tal, procentdele eller konkrete eksempler på resultater og (4) passer til konteksten (CV-punkt eller ansøgningsafsnit).
– Sørg for, at sproget er professionelt, men stadig engagerende.
– Bevar en kort og præcis formulering, hvis det er til mit CV, og en mere sammenhængende formulering, hvis det er til min ansøgning.

Output-format:
– Den omformulerede version af teksten til mit CV.
– Den omformulerede version af teksten til min ansøgning.
– En kort liste over de kompetenceord, du har tilføjet.
– Eventuelle forslag til alternative formuleringer, som jeg kan vælge imellem.

Kunne du bruge guiden?

Så har vi meget mere til dig. Guiden er en af mange, vi deler i vores nyhedsbrev – og du kan også få tips og inspiration til jobsøgning og karriere direkte i din indbakke.

Modtag vores nyhedsbrev