Jobsøgning

Vend dine syv e-mail-synder til ét guds­benå­det budskab

Hvis du har oplevet, at folk ikke gider svare på dine e-mail eller reagerer uhøfligt, er det muligvis fordi du begår en eller flere synder. Vi har samlet 7 typiske irritationsmomenter hos din modtager og giver dig her nogle fif, så du kan kommunikere effektivt på e-mail.

Du kender det sikkert. Du har søgt et job eller sendt en uopfordret føler per mail til en person i dit perifere netværk. Men ugerne går, og du hører aldrig tilbage. Hvad gør du galt?

  1. Du speeddater ikke
    Emnefeltet i din e-mail er som førstehåndsindtryk i speeddating. Er det intetsigende, får du ingen action. Folk sletter din e-mail eller giver den ikke den opmærksomhed, den fortjener.

    Skal modtageren gøre noget, så start med det. Skriv det eventuelt kort i emnefeltet (f.eks. ”Send budget”). Skal du fortælle noget banebrydende, så skriv, hvad der er banebrydende.

  2. Du kurerer søvnløshed med dine e-mail
    I de fleste e-mail skal du gerne have modtageren til at gøre andet end at falde i søvn. Frem for spredt udenomssnak og en løs pointe midt i det hele, bør du introducere emnet eller dig selv på en enkelt linje. Skriv derefter hvad du søger svar på eller gerne vil have modtageren til at gøre.

  3. Du samler hele internettet i én sætning
    Du behøver ikke proppe al information ned i én sætning. Det virker sjældent efter hensigten. Tværtimod. Har du en tendens til at skrive lange sætninger, så gør følgende til dit mantra:

    ”Mine sætninger kan altid blive kortere.”

    Gentag det igen og igen.

  4. ”Gør noget for mig, og i øvrigt, fuck dig”
    At fatte sig i korthed er ikke lig med at droppe høfligheden. Det er altid god stil at være høflig, specielt hvis du skal have andre til at reagere eller gøre noget.

    Brug f.eks. ”Kære”, når du skriver til en fremmed person for første gang. Og sig altid tak for hjælpen uden at overdrive din taknemmelighed.

  5. Du er på sydpolen
    Det du skriver har ingen relevans for modtageren – hvad er det præcist, du vil have andre til at gøre eller tage stilling til? Og er det overhovedet relevant for den, du skriver til?

    Tænk dig om en ekstra gang, inden du trykker ”send”.

  6. Du skriver snuskede e-male
    Du glemmer at gøre dig umage og læse din e-mail igennem for fejl. Ikke noget problem, tænker du måske. Men der er flere mennesker, der bliver irriterede over stavefejl, end du regner med. Endnu værre: blot få stavefejl kan ændre dit budskab fuldstændigt.

    Brug et øjeblik på at læse din e-mail igennem, før du sender den. Det betaler sig.

  7. Du byder uvedkommende velkommen
    Hver gang du sender en e-mail med 5 personer på cc tager du tid fra 5 personers arbejde. Og svarer de dig alle sammen (de er jo høflige) når du hurtigt op på at have en uoverskuelig indbakke.

    Cc dem, der er på need-to-know-niveau. Husk det. Alt andet er spam.