AnsøgningJobsøgning

Value for money

Hvis jeg bankede på din dør og sagde: ”Giv mig 20.000 kr.” - hvad ville du så sige? Du ville nok først sige NEJ, og derefter ”Hvorfor?” eller ”Hvad får jeg for mine penge?”

Når du som ledig henvender dig til en arbejdsgiver, vil hans første tanke (hvis det er uopfordret) være ”NEJ – jeg har ikke brug for nogen” og næste tanke (første tanke, hvis det er opfordret) ”Hvad får jeg for mine penge?” Det betyder, at umiddelbart vil arbejdsgiver være afvisende overfor dig som jobsøger. Derfor er du nødt til at præsentere dig, så han får en fornemmelse af, hvad han evt. vil få for sine penge – hvilke arbejdsopgaver du kan varetage, hvad dine kvalifikationer er og hvilke kompetencer du har.

Derfor er du nødt til at fokus på din faglighed, for det er her arbejdsgiver kan tjene sine penge. Han kan ikke tjene penge på, hvad der motivere dig eller hvor kort afstand der er mellem din bopæl og arbejdspladsen.

Han er nødt til at vide, hvad du kan, som han kan tjene penge på. Du skal sætte arbejdsgiver i centrum, ikke dig selv.

Selvfølgelig skal du ikke lave om på dig selv, for det vil bare give dig stress, hvis du bliver ansat under falske forudsætninger. Men du skal vægte hvad der er vigtigt i denne sammenhæng, og det er penge. For arbejdsgiver og for dig.

Det er dyrt at ansætte nye folk, og det er en stor udgift at have medarbejdere, og arbejdsgiver bliver nødt til at tænke på, at der er en lønudgift, som skal dækkes, også under en opsigelsesperiode. Derfor leder en arbejdsgiver efter den person, der bedst opfylder de arbejdsopgaver, der skal udføres. Fra hans side er det forretning. Det handler om udgifter og indtægter.

Derfor er det også vigtigt, at det er dig, der har truffet et valg om, hvad du søger. Det er ikke hensigtsmæssigt at sige: ”Jeg vil gerne have et arbejde, det er lige meget hvad det er”. Det kræver et alt for stort arbejde fra arbejdsgivers side at grave alle din kvalifikationer frem og sætte dem i relation til de behov han måske ikke engang ved at han har.

Du skal være skarp på, hvad det er du vil hos lige netop den arbejdsgiver. Dermed viser du også at du ved hvad virksomheden laver og hvordan arbejdsforholdene er. Det dur ikke at du går ned i Fætter BR og siger at du gerne vil have et job, og når arbejdsgiver bruger tid på at spørge ind til hvad du kan, så kan du ikke fordrage børn og du kan ikke arbejde om lørdagen.

Arbejdsgiver har travlt og derfor skal du præsentere dig for ham på den bedste og hurtigste måde. Hvis du har lavet et godt CV, er du allerede godt på vej. Nu skal du bare have skrevet en god ansøgning, for ingen ved hvad arbejdsgiver læser først: CV eller ansøgning. Derfor skal begge dokumenter være gode. Hold fokus på pengene og fagligheden, så vil du stå stærkere i din jobsøgning.