Øvrigt

Umuligt kun at arbejde 37 timer om ugen

Kim Valentin har stor succes med Finanshuset i Fredensborg, som han startede for 20 år siden, og for nyligt blev han også borgmester i Gribskov Kommune – og bestrider nu begge erhverv. Han tæller langt fra sine ugentlige arbejdstimer; han arbejder, til han er færdig.

Kim Valentin

”Når man er et aktivt menneske, som jeg er, så kan man slet ikke lade være med at arbejde mere end 37 timer om ugen. Jeg tæller egentlig ikke mine timer – jeg bliver, til der ikke er mere arbejde – og det gælder både for min hovedbeskæftigelse som borgmester og for min langvarige indsats for at gøre danskerne mere bevidste om privatøkonomi i Finanshuset i Fredensborg,” siger Kim Valentin (V).

I november sidste år blev Kim Valentin borgmester i Gribskov Kommune, og det har været en stor omvæltning i hans tilværelse.

”I 20 år har jeg været beskæftiget med et andet fag, og nu sidder jeg ved et skrivebord med nogle helt andre problematikker. Det er en spændende hverdag, men jeg kan nok ikke sige endnu, hvad jeg helt er gået ind til. Der går formentlig et års tid, før jeg kan se, hvordan det hele er blevet,” siger Kim Valentin, der som nævnt både passer borgmesterjobbet og Finanshuset i Fredensborg, hvor han dog ikke er tilknyttet til daglig.

I Finanshuset er der 10 ansat, og i Gribskov Kommune er der 2.400 ansat, så alene det med at huske folks navne er ifølge Kim Valentin en stor opgave. Selv om der er store forskelle, er der også mange ligheder på de to arbejdspladser.

”De er begge vidensvirksomheder, som kan bestrides, fordi man ved noget, og hvor den vigtigste ressource er mandskabet,” siger han.

Tag ikke fejl af venligheden

I Finanshuset har han brugt tid på at indarbejde tre værdier, nemlig rettidighed, ordentlighed og dygtighed – og det er nogle værdier, som han også har taget med sig til sit nye skrivebord i Gribskov. Det skal medarbejderne begge steder leve op til, og det er han i gang med at integrere i kommunen.

”Som leder er jeg – uanset sted – en ret venlig person. Jeg vil meget gerne uddelegere ansvar, men jeg stiller samtidig krav til medarbejderne; man skal ikke lave de samme fejl flere gange i træk,”siger Kim Valentin og bemærker desuden, at man ikke skal misforstå hans venlighed og tolke den som svaghed, som han nogle gange mener, at man kan komme til.

”Jeg tænker altid modsat. Dem, der er hårde i filten, er ikke nødvendigvis dem, der er stærke. Vi skal være ordentlige i den måde, vi omgås hinanden på, ellers falder produktiviteten i en vidensvirksomhed.”

Ville hurtigt bestemme over sit eget liv

Den høje produktivitet har været kendetegnende for Finanshuset i Fredensborg, hvor Kim Valentin opdyrkede et ukendt marked inden for privatøkonomisk rådgivning, da han startede sin virksomhed. Han var ikke i tvivl om, at han ville være selvstændig, da han var blevet færdig som cand.polit.

”Det er den hurtigste måde hvorpå, man kan komme til at bestemme mest muligt over sin egen tilværelse. Jeg har en frihedstrang, som jeg i den grad sørger for at leve ud, og det har jeg gjort med min virksomhed i 20 år. Det er utroligt vigtigt for mig, at jeg ikke er underlagt en masse andre og ikke har frihed til at tænke mine egne tanker. Det indgik også i mine overvejelser, da jeg blev tilbudt at blive borgmester,” siger Kim Valentin, der har været i kommunalpolitik i ni år.

Da han første gang stillede op til byrådet i Gribskov, var hans interesse blevet vakt ud fra hverdagen med hans tre børn, der i dag er 19, 21 og 24 år:

”Jeg vil gerne gøre en indsats for det samfund, jeg lever og bor i. Jeg kunne være med til at ændre mine børns daglige tilværelse ved at deltage i kommunalpolitik, og derfor har jeg også takket nej til at være med i landspolitik, når jeg har fået det tilbudt. For mig er det meget mere spændende at være i en kommune, fordi du dér med det samme kan se de ændringer, du laver.”

En stor del af Kim Valentins liv handler, som han siger, om at tage beslutninger, og han har svært ved at lade være med at engagere sig, uanset om det gælder hans arbejdsliv eller hans fritid.