Det er efterhånden mere reglen end undtagelsen, at virksomheder tilbyder deres medarbejdere fitness i kælderen, rygestopkurser, vægttabskurser, sundhedstjek med videre. Hensigterne er gode; sunde medarbejdere har mere energi og færre sygedage.
Men bagsiden af medaljen er til at få øje på, mener flere forskere. Ved arbejdsmiljøkonferencen i november 2012 fortalte lektor og ph.d. ved CBS, Nanna Mik-Meyer, at det især er de højtuddannede og dem, der i forvejen er sunde, der benytter sig af sundhedstilbuddene – dem, der i virkeligheden har brug for sundhedsfremme, er ofte ikke interesserede i at købe hverken fitnessabonnementer eller frugtordninger.
Sundhedstilbud i sig selv er der ikke noget i vejen med; men på mange arbejdspladser er den enkeltes sundhed kommet så meget i fokus, at arbejdsmiljøindsatsen er blevet skubbet i baggrunden.
Det siger Henrik Lambrecht Lund, som er ph.d. og lektor ved Center for Arbejdsmiljø og Arbejdsliv på RUC. Han mener, at trivsel bliver medarbejderens ansvar i stedet for arbejdspladsens:
”Det er beklageligt, at sundhedsfremme bliver afkoblet fra arbejdsmiljøarbejdet. I 1990’erne var de to ting mere koblet sammen, men der er sket en løbende afkobling,” fortæller Henrik Lambrecht Lund og tilføjer:
”Ofte er det et dårligt arbejdsmiljø med for eksempel manglende indflydelse eller manglende fællesskab, der gør, at man bliver usund med mistrivsel og måske sygefravær til følge – og det går ikke væk af, at man spiser broccoli.”
Sundhed som kompetence
Henrik Lambrecht Lund har forsket i sundhedsfremme i mange år, og har blandt andet lavet et kvalitativt studie af introduktionen af sundhedstilbud på arbejdspladsen, samt tilbuddenes betydning for arbejdsmiljøet. Han oplever, at medarbejdere i stigende grad vurderes på deres sundhed:
”Fra at have fokus på de faglige kompetencer, fokuserer man pludselig på personlig adfærd. I dag har det betydning for din faglige anseelse, om du er slank og god til at løbe.”
Når faglighed og sundhed kobles sammen, betyder det ifølge Henrik Lambrecht Lund, at de usunde medarbejdere marginaliseres og stigmatiseres, fordi der ikke længere er en udbredt opfattelse af, at man godt kan være overvægtig og alligevel dygtig til sit arbejde.
På den måde kan rækken af sundhedsinitiativer ende med at danne en ond cirkel, fordi de usunde medarbejdere ikke tager imod tilbuddene og endda marginaliseres, fordi de sunde bliver sundere og i stigende grad opfattes som bedre og dygtigere medarbejdere – og arbejdspladserne puster til ilden, fordi de mange tilbud signalerer til medarbejderne, at på denne arbejdsplads er sund mad og motion en stor del af det at være medarbejder.
Fællesskab og indflydelse i højsædet
Ifølge Henrik Lambrecht Lund kan det knapt nok betale sig for virksomhederne at investere i sundhedstilbud om mad og motion, fordi langt størstedelen af de medarbejdere, der benytter sig af tilbuddene, i forvejen lever sundt.
Hvis virksomheder skal få noget ud af at investere i sundhedsfremme, kræver det en helt anden tilgang til sundhed, hvor man inddrager andre aspekter af begrebet end den rent medicinske sundhed – og definerer sundhed som andet og mere end økologisk mad i kantinen og massageordning:
”Mange tror, at arbejdsmiljøproblemer kan løses gennem sundhedsfremme, men sundhedsfremme kan ikke klares med frynsegoder. Vi skal indrette arbejdet på mere sunde måder og skabe fællesskab. Samvær og sociale relationer betyder meget for sundheden og for de resultater, arbejdspladserne ønsker at opnå med sundhedstilbuddene,” siger Henrik Lambrecht Lund.
Han nævner desuden indflydelse på arbejdstid, -mængde og -indhold som vigtige faktorer for medarbejdernes trivsel, samt at sundhed sættes på dagsordenen på en mere åben og demokratisk måde.
