Øvrigt

Stoler du på jour­na­li­ster?

For fjerde år i træk har Radius Kommunikation foretaget en troværdighedsanalyse blandt 1.021 danskere, der har vurderet 21 faggruppers troværdighed. Journalister havner helt i bunden af listen over troværdige faggrupper – kun undergået af politikere, spindoktorer og bilforhandlere.

Otte ud af ti danskere synes, at journalister er for optagede af sensationshistorier. Syv ud af ti danskere mener, at der er for meget fokus på negative historier og konflikter i medierne. Næsten halvdelen svarer nej til, at de tror på, at det, der står i medierne, er korrekt. Det virker langt fra tilfældigt, at svarerne fra 1.021 danskere i Epinions Danmarkspanel placerer journalisters troværdighed helt i bunden – efterfulgt af bilforhandlere, politikere og spindoktorer.

Det er Radius Kommunikation, der har bedt om undersøgelsen, og ifølge administrerende direktør og stifter, Nicolaj Taudorf Andersen er journalisternes bundplacering interessant:

”Når det gælder journalisternes troværdighed, er danskernes dom særligt opsigtsvækkende. Den fjerde statsmagt placerer sig for fjerde år i træk på en bundplacering, kun undergået af netop politikere, spindoktorer og nå ja, bilforhandlere. Det synes vi er interessant. Derfor har vi også i årets troværdighedsmåling spurgt specifikt ind til danskernes opfattelser af journalister og mediers troværdighed. Konkret har vi bedt befolkningspanelet tage stilling til en række positive og negative udsagn om journalister og journalistiske arbejdsmetoder. Svarene kan forklare journalisternes lave troværdighed,” skriver Nicolaj Taudorf Andersen på Kommunikationsforum.

Nogle af tallene taler som nævnt om, at danskerne ikke tror på, at det, medierne leverer, er korrekt, og desuden får journalisterne hug for at gå efter manden i stedet for bolden – og for at fokusere på konflikterne.

”Danskerne har ikke meget positivt at sige om journalisternes arbejde. Demokratiets vagthunde er blevet sløve i optrækket,” lyder det også i konklusionen på undersøgelsen på Kommunikationsforum.

Sammenligner man troværdighedsanalysen gennem de seneste år, er det dog første gang i de fire år, at troværdighedsanalysen er blevet gennemført, at journalisternes troværdighed er gået frem. Danskernes tillid til journalisterne er steget med 3,8 procent siden målingen i 2011.

Kommunikationsrådgivere i midten

Kommunikationsrådgivere, som den administrerende direktør Nicolaj Taudorf Andersen jo selv hører til, placerer sig i midten – nær pensionsrådgivere, lastbilchauffører og bankrådgivere.

”Vi har placeret os i den bløde mellemklasse, ikke helt ulogisk i nærheden af bankrådgiverne og pensionsrådgiverne, der – lige som os – lever af at sælge rådgivning. Spørgsmålet er, om danskerne egentlig ved, hvem vi er. Vi har taget vores egen faggruppe med, fordi vi ikke vil skydes i skoen, at vi ikke tør måle på os selv. Men vi kan se, at kommunikationsrådgivere er den faggruppe, som flest respondenter har svaret ”ved ikke” til i troværdighedsanalysen,” skriver Nicolaj Taudorf Andersen.

Helt i top af analysen ligger sygeplejerskerne, efterfulgt af lægerne – som de allermest troværdige faggrupper – mens politifolk og skolelærere indtager en tredje- og fjerdeplads.

”Trods de seneste års meget følelsesladede debat om besparelser og velfærdsforringelser kan vi se, at danskerne har en klippefast tillid til de faggrupper, der udgør den menneskelige kerne i velfærdsstaten. Det er mennesker, vi lægger vores liv i hænderne på, og som vi betror vores børn og ældre. Derfor er det mennesker, vi er nødt til at have tillid til,” siger han på Radius Kommunikations hjemmeside og forklarer desuden, at netop det personlige tillidsforhold gør disse faggruppers troværdighed robust:

”Tendensen understreges af, at vores tillid til de offentlige omsorgsfag ligger højt og stabilt på barometret, mens der er langt større bevægelser i troværdigheden for en række andre faggrupper. Der skal alvorligt meget til, før tilliden til de varme hænder brister,” lyder det fra Nicolaj Taudorf Andersen.

Troværdighedsanalysen viser også, at lastbilchaufførerne er årets højdespringere på troværdighed i og med, at tilliden til lastbilchaufførerne er vokset med næsten 15 procent det seneste år. Også ejendomsmæglere er steget væsentligt i graderne og har taget et hop på godt otte procent det seneste år.

Troværdighedsanalysen – fra Epinion og Radius Kommunikation

  1. Sygeplejersker
  2. Læger
  3. Politifolk
  4. Skolelærere
  5. Elektrikere
  6. Revisorer
  7. Hjemmehjælpere
  8. Advokater
  9. Pædagoger
  10. Blikkenslagere
  11. Tømrere
  12. Lastbilchauffører
  13. Kommunikationsrådgivere
  14. Pensionsrådgivere
  15. Bankrådgivere
  16. Taxichauffører
  17. Ejendomsmæglere
  18. Journalister
  19. Bilforhandlere
  20. Politikere
  21. Spindoktorer