CV

Sådan skriver du CV-pro­fil­tek­sten, der får dig til samtale

81 % af arbejdsgiverne læser CV’et først, og 76 % læser profilteksten i CV’et. Så hvad skal du skrive for at blive læst og komme igennem nåleøjet?

Ifølge Rekrutteringsanalysen læser 8 ud af 10 arbejdsgivere dit CV, før de overhovedet kigger på din ansøgning.

Hele 81 % læser det allerførste i dit CV, nemlig resuméet eller fagprofilteksten. Det er derfor en værdifuld investering at bruge tid på at skrive en god profiltekst. Men hvad skal du skrive?

Destillér din motivation og erfaring i profilteksten

Vi har interviewet rekrutteringskonsulent i Jobindex, Sofie Vedtofte. Hun har læst tusindvis af CV’er igennem, så hun er vant til at vurdere et CV meget hurtigt. Her får du de elementer, Sofie kigger efter, når hun screener et CV.

”Du skal være meget mere direkte, end du tror. Du skal ikke indlede med ’Jeg hedder Mette og er 42 år’. Nej, du skal gå direkte på med at fortælle mig, hvad du har med fra dine tidligere job, som du kan bruge i denne her stilling. Og brug tre maksimalt fem linjer på det,” siger Sofie.

”Jeg ser efter motivationen for at søge den aktuelle stilling og hvilken erfaring, du kan bringe i spil i netop det her job. I ansøgningen kan jeg se hele historien, men i profilteksten vil jeg gøres nysgerrig på, hvad du har tænkt, der gør, at du passer til jobbet,” fortsætter Sofie.

Det vigtigste først

Som kandidat kan du tænke på din profiltekst i CV’et – og CV’et og ansøgningen generelt – som da du lærte om nyhedstrekanten i grundskolen.

nyhedstrekanten

”Jeg vil gerne have det hele foldet ud i din ansøgning, men i CV’et vil jeg gerne have på et par linjer om, hvorfor det er dig, jeg skal vælge. Jeg vil gerne se, at du kan plukke fra dine tidligere erfaringer, som er smeltet sammen i det her job,” siger Sofie.

Et eksempel på de 3-5 linjer, som Sofie ville blive fænget af kunne være:

’Jeg er verdens bedste kundeservicemedarbejder. Mine 8 års kundeserviceerfaring har lært mig alt om at håndtere både de søde og de sure kunder, og jeg havde i 2017 den højeste score i vores interne kundetilfredshedsundersøgelse. At jeg desuden elsker at servicere og tale i telefon gør mig til det naturlige valg som jeres nye kollega’.

Uddyb i resten af CV’et og derefter ansøgningen

Sofie vil gerne læse videre om kandidatens erfaring i resten af ansøgningspakken – men hun gentager sit ønske om, at teksterne skal være målrettede den aktuelle stilling.

”Jeg er mere tændt på den ansøger, der har fået den gode intro med. Vedlæg ikke et generisk CV for god ordens skyld. Tag stilling til, hvad du vil have med i CV’et denne gang, og lad mig forstå, at du i introen har forholdt dig til, hvorfor jeg skal gå videre med din ansøgning,” afslutter hun