Ansøgning

Sådan skriver du bedre an­søg­nin­ger

For dig, der vil have den nyttige basisviden.

1. Ringe eller ikke ringe?

Måske du tænker inden du går i gang, om du lige skal ringe til virksomheden og spørge om noget, for at de så måske bedre lægger mærke til dig. Er det en god idé?

Måske. Men har du reelt ikke noget relevant at ringe om, så lad hellere være. Står du derimod med et par spørgsmål, der kan have god betydning for, om du i det hele taget skal søge jobbet, eller hvordan du vil vælge at prioritere dit fokus i ansøgningen, så tøv ikke med at ringe. Og husk så i ansøgningen at vise, at du fik noget ud af de svar, de gav dig.

2. Målet lige nu er at komme til samtale – ikke at sikre jobbet

Det vil helt sikkert betyde en masse for dig, hvis du får jobbet. Men tænker du for meget over dét, bliver hver sætning pludselig lidt farlig, og du bliver tilbøjelig til at formulere dig mindre konkret og mere vag, end du ellers ville.

Husk derfor på, at din ansøgning alene aldrig vil sikre dig jobbet. Din ansøgning har i stedet til formål, at du i første omgang kommer til samtale. Med det faktum i tankerne er det lettere at bevare dit mod og troen på dig selv. Og have dig selv med. Et skridt ad gangen.

3. Den gode indledning

Drop høflighedsfraser om at du søger jobbet, fordi du med interesse har set deres annonce eller lignende. Floskler irriterer generelt mere end de gavner. Din ansøgning læses nemlig lidt, som når du selv læser en reklameannonce – her mister du også interessen, hvis overskrift og de første linjer ikke gør dig nysgerrig eller virker relevant.

Tænk over hvilken type arbejdsplads, du søger hos – og hvilken stilling – når du vælger din overskrift. Vær ikke for kæk til en konservativ stilling eller for kedelig til en kreativ. Gør dig gerne tanker om dine styrker, hvor din gnist ligger, og hvor du har haft en succesoplevelse tidligere. Så bliver det lettere for dig at vælge ordene i din overskrift og indledning, hvor det både viser lidt om dig – og sætter dig i relation til hverdagen og opgaverne i virksomheden.

Tip

Føler du dig helt fortabt i indledningen og slet ikke kan få det til at fungere, så grib fat i ét af kravene beskrevet i jobannoncen – og start med, hvad du kan bidrage med på dét punkt. Så har du i hvert fald sikret en vis relevans om ikke andet.

4. Besvar kravene til stillingen

Hav et øje på jobannoncen, når du skriver ansøgningen. Så du kan løbende tjekke, at du ikke glemmer et vigtigt punkt. Er der mange punkter i jobannoncen, så koncentrér dig om at komme ind på de vigtigste.

Nogle punkter kan være lidt svære at svare på, som fx hvis virksomheden ønsker en person, der er ”resultatorienteret”, ”selvstændig”, ”fungerer godt i en hektisk arbejdsdag” og i den dur – her går det ikke at blot skrive, ”jeg fungerer godt i en hektisk arbejdsdag” uden at konkretisere det.

Tip

Hvis dét der gør, at du ved at du fungerer godt i en hektisk arbejdsdag er fordi, du i flere år arbejdede i en afdeling, hvor du vekslede mellem at tale med kunder, kvalitetssikre interne procedurer og få klaret bestemte opgaver på stramme deadlines – så er det her kernen er.

5. Hvis muligt skriv dig ind i stillingen

Husk at din ansøgning skal give et praj om dig og virksomheden sammen i fremtiden. Hvorimod dit CV fortæller om dig i fortiden. Men fortid og fremtid kan måske kædes sammen. Og det virker stærkt!

Folk der har vilje, folk som ønsker at levere kvalitet og som er handlekraftige – folk som virker til at forstå den pågældende virksomheds hverdag – er altid i høj kurs når der kaldes til samtale. Vis at det er dig, og at du forstår, hvad du kan gøre af forskel hos virksomheden.

6. Få en du kender til at læse igennem

Nu har du skrevet ansøgningen og rettet til og læst den igennem flere gange. Men vent lige med at sende den. For det sker jævnligt, også for garvede tekstforfattere, at man stirrer sig blind på egen tekst, fordi man jo kender al indholdet til fingerspidserne – og så ser man måske ikke dén dumme slåfejl der er, eller opdager at afsnit 2 og 3 måske burde byttes om, eller andet i den dur.

Derfor er det altid en god idé, at få en du kender til at læse den igennem med friske øjne – som sidste led i korrekturen – inden du sender.

Læs også