Jobsøgning Karriere

Sådan gør du dig som kort­tids­an­sat attraktiv til næste job

Selv om du arbejder intenst i din nuværende projektansættelse, så bør du med en lille indsats løbende gøre dig attraktiv til dit næste job.

På mange måder kan det føles som om, du står med et ben i hver lejr: Du er både ansat og en form for jobsøgende. Det kan ifølge coach, Lise Kirketerp Rubak, være en stressende situation at stå i, fordi du formentlig er fuldt optaget af at performe i din nuværende stilling – og måske bruger mere end fuld tid på arbejdet – og samtidig skal sætte tid af til at være jobsøgende.

”I den situation skal du huske at være til stede i dit nuværende job og nyde, at du har det. Samtidig skal du lade tiden arbejde for dig med forskellige små tiltag,” siger Lise Kirketerp Rubak og tilføjer, at det er langt bedre at gøre lidt end ingenting.

Hvis man ikke har overskud til at sætte sig ned og skrive ansøgninger, så kan nogle af de ”små tiltag”, som Lise Kirketerp Rubak nævner, være, at man sørger for at være fuldt opdateret på de sociale medier, så ens cv på LinkedIn, og i øvrigt andre steder som Jobindex og Jobnet, er opdateret.

”Du kan også netværke i den organisation, du allerede er i og sørge for at fortælle om din arbejdsmæssige situation. Det er måske ikke alle i organisationen, der kender din situation,” siger Lise Kirketerp Rubak, der også råder til, at man ved den nuværende ansættelses start sætter sig nogle mål, så man efterfølgende har nogle resultater, man kan formidle videre på eksempelvis LinkedIn – noget, der ikke er så mange, der gør – ifølge Lise Kirketerp Rubak.

Det kan altså være et sted, du kan skille dig ud fra mængden. Du behøver ikke at hive det store Excel-ark frem for at beskrive målene – men blot skrive eksempelvis fire mål ned, så vil dit arbejde i det nuværende job formentlig også blive mere konkret.

Din succes afhængig af opdatering

”Din succes i forhold til at få det næste job forudsætter, at du har en profil, der er fuldt ud opdateret – og her tænker jeg ikke kun på dit cv, men også på at du er aktiv på de sociale medier. Det kan godt være, at du ikke føler, at du kan overskue at være særligt aktiv, men så sæt eksempelvis en time af til det en gang om ugen, eksempelvis søndag aften hvor mange er meget aktive på LinkedIn – og få det gjort,” siger hun og tilføjer, at det ikke nødvendigvis lige er LinkedIn, du skal være aktiv på, men at det kan være andre sociale medier, som er mere relevante for dit fag.

Prøv også at google dig selv for at få vist dit ”Google cv”. Det er ifølge Lise Kirketerp Rubak en slags cv, der kommer frem, når du googler dit navn, og selv om det kan tage lang tid at opbygge, så er det værd at fokusere på, fordi det kan være med til at underbygge dit budskab om, hvem du er.

”Jeg kunne forestille mig, at ens Google cv får en større betydning fremover, fordi rekruttering nogle gange skal gå meget stærkt, og der er det vigtigt, at man kan finde nogle oplysninger om personen hurtigt – og der er Google et oplagt værktøj,” siger Lise Kirketerp Rubak.

Overset arbejdsform

Hun mener, at den nye måde at arbejde på, som projektansatte, freelancere osv., er overset i Danmark.

”I rådgivningen på jobcentrene og i a-kasserne er man ikke så fokuseret på dem. Man ser på personen ud fra antagelsen om, at vedkommendes næste job er et fast job, men i dag er man nødt til at tænke anderledes. Her er det trædesten, man skal opbygge, i form af eksempelvis korttidsansættelser, for at skabe sin karriere. Der er der intet negativt i,” siger hun og tilføjer, at diskussionen om, hvorvidt det er problematisk eller ej, at man har mange korte ansættelser på cv’et, derfor kan undre hende.

Det, mener Lise Kirketerp Rubak, er en meget traditionel opfattelse af arbejdsmarkedet, som ikke vil gælde fremover.