Det foregik ikke helt normalt. En fire siders ansøgning til jobbet som USA-korrespondent landede i chefens indbakke. Ikke ét sted stod der noget om Thea Pedersens kompetencer, for dem kendte chefen jo godt fra hendes daglige arbejde på Ekstra Bladet, hvor hun nu har været i sammenlagt syv år. I stedet for den traditionelle ansøgning til et job, som hun vidste ville blive slået op i efteråret, havde hun researchet sig frem til 17 journalistiske idéer som bud på, hvad hun mente, at Ekstra Bladet skulle dække i USA for at berige sine læsere, brugere og seere. Det virkede.
Da hun kom ind til samtalen var hun klar med den helt store og flotte salgstale, men der blev ikke brug for den. Hun fik tilbudt jobbet med det samme.
”Jeg blev så overrumplet, at jeg havde meget svært ved at koncentrere mig under resten af samtalen og begyndte at grine midt i det hele,” siger Thea Pedersen, der lige nu arbejder med kriminal- og retssager på Ekstra Bladet, og altså snart skifter det stofområde ud med USA fra den anden side af Atlanten.
En skræddersyet Manhattan-cocktail for mig
”Jeg ville bare have det job. Så jeg tænkte overhovedet ikke over for/imod, skal/skal-ikke. Der var intet at tænke over. Jeg elsker New York og har altid sagt til mig selv, at jeg skulle bo der engang, som jeg også har sagt og gjort med Paris. Jeg elsker at rejse, jeg elsker at arbejde som journalist – også på reportagerejser i udlandet. Desuden trængte jeg til at rykke mig i forhold til min nuværende stilling, hvor jeg har siddet nogle år, så i bund og grund kunne det ikke være en bedre skræddersyet Manhattan-cocktail for mig. Min største bekymring var faktisk, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg ikke fik stillingen,” siger Thea Pedersen, der stadig synes, at det er uvirkeligt, at hun skal til New York og have hele USA som sin arbejdsplads om en lille måned.
Hun indrømmer, at det nok ikke er gået op for hende endnu, og at hun sikkert ikke kommer til at forstå det helt, før hun rent faktisk er derovre, har fået etableret sig og er i gang med sin første arbejdsopgave.
”Når det er sagt, så er jobbet som korrespondent en kæmpe udfordring. Jeg kommer fra et job som kriminalreporter, hvor man aldrig keder sig, fordi der altid er noget at skrive om. Det er alt fra store retssager til hurtig udrykning på nu-og-her historier. Men det arbejdspres skal så lige ganges med et par tusinde, vil jeg vurdere, for at nå på højde med det, der venter mig i New York. For nok skal jeg bo i New York som korrespondent, men jeg får hele USA som geografisk arbejdsplads at boltre mig på, og som udgangspunkt er der vist ingen grænser for, hvilket område og hvilke emner jeg skal dække,” siger Thea Pedersen og uddyber:
”Jeg kommer til at arbejde som one-woman-band – hvor jeg ofte skal være alene om det hele: Research, interview, foto, video, artikler til net og avis mv. Så jeg tror ikke, at jeg kommer til at kede mig. Det er en ret stor mundfuld, men jeg glæder mig dybest set virkelig meget til alt, hvad det indebærer af blod, sved, tårer og fantastiske unikke oplevelser.”
Ha’ et mål derude i horisonten
Thea Pedersen ved, at hun ikke er ene om at have haft en drøm om at blive korrespondent, og er opmærksom på, at korrespondentjobs af mange betragtes som et stort trin op af karrierestigen. Hun tror, at hendes vej til nu at sidde med korrespondentjobbet er et sammenfald af mange forskellige ting:
”Det handler nok om dedikation til mit arbejde, faglighed, erfaring, en synlig udlængsel, at jeg som single ikke skal tage hensyn til familie og børn, at stillingen overhovedet blev slået op – og så den rigtige timing og held. Ubevidst har jeg nok kredset om udlandet i det skjulte, men udlængslen er først blevet mig rigtig bevidst og defineret indenfor de seneste to år,” fortæller Thea Pedersen, der har været tæt på at tage til New York for at studere, men hun har også været tæt på at søge ind som arabisk sprogofficer for at lære sproget flydende og kunne arbejde i den arabiske verden.
Hun tror, at det er vigtigt, at man gør sig nogle klare og konkrete tanker om, hvilke ”græsgange”, man gerne vil arbejde indenfor, og så løbende stiler efter en, to eller måske tre af dem sideløbende med sit arbejde.
”De behøver ikke at udelukke hinanden, og jeg tror bare ikke altid, at man kan definere den endelige ”fold” eller slutmålet, for i vores branche er der så mange faktorer, der spiller ind, som man ikke altid er herre over,” siger Thea Pedersen, der har valgt at betragte sin karriere som en lang landevej med en helt masse sideveje, sving og afkørsler.
Nogle af dem har vist sig at være blinde, andre en kæmpe omvej eller måske en overraskende genvej. Men hun har vidst, at hun ville nå et mål et eller andet sted derude i horisonten.
”At man så kan gå i stå, køre forkert eller må holde ind til siden en gang imellem, det svækker ikke nødvendigvis rejsen – måske bliver den forlænget lidt – men det kan vise sig som uundværlige erfaringer for at nå destinationen,” siger Thea Pedersen.
