Karriere

Netværk dig til en karriere

Hvis man vil have en karriere, er man nødt til at gøre indtryk på folk, og for at man for alvor kan gøre det - skal man ud og møde dem fysisk. Man skal ud og netværke.
Jobindex brevkursus - Lektion 4

Du har sendt et svimlende antal jobansøgninger hjemme fra dine trygge og vante omgivelser, men ingen af dem har bragt dig i mål. Eller måske føler du dig klar til at rykke længere op ad din personlige karrierestige – uden at der egentlig sker noget – uden at du får fortalt nogen om dine ønsker.

Simone Lemming Andersen er kommunikationsrådgiver og ejer Strategisk Kommunikation. Hun har netop udgivet bogen ”Networking – en professionel disciplin”, og hun oplever, at folk for eksempel har svært ved at forstå, at de ikke har fået et job, når de nu har sendt 600 ansøgninger hjemme fra deres kontorstol.

”Hvis man virkelig skal rykke og have en karriere, så er det først, når man kommer ud i det fysiske møde, at man for alvor kan gøre indtryk på andre,” siger Simone Lemming Andersen, der mener, at de sociale medier er gode at bruge til at få en orientering for at få overblik over ens netværk – men at det virkelige indtryk skal skabes fysisk.

Hun mener, at selv om det er en udfordring i sig selv, så er man nødt til at sige højt, i hvilken retning man vil hen karrieremæssigt – også selv om det dermed betyder, at man må sige højt, at man måske ikke er helt tilfreds med sin nuværende situation. Hun oplever, at alt for mange ikke har et overblik over deres netværk. En hel konkret måde at få overblikket på er ved at lave et diagram, hvor man tegner en rund cirkel og derefter to cirkler udenom. I midten placerer man sig selv, og i næste niveau placerer man alle de mennesker, man kan komme i tanke om, som har en erhvervsmæssig betydning for en.

”Det er de mennesker, man dybest set kan ringe til klokken tre om natten for at bede om hjælp. De er hamrende vigtige, for de kan blive gode katalysatorer til at finde ud af, hvad man egentlig gerne vil – og så bør de også kunne hjælpe en med netværk,” siger kommunikationsrådgiveren.

Kan netværket så hjælpe?
I næste led skriver man dem, som man måske ikke har haft kontakt med for nyligt – det kan for eksempel være gamle kollegaer eller studiekammerater - altså nogen, hvor man skal yde en ekstra indsats i forhold til at komme i kontakt igen.

”Det er vigtigt, at man er ærlig over for sig selv, når man laver diagrammet – man behøver jo ikke at vise det til nogen, når man har skrevet det,” råder Simone Lemming Andersen.

Når man har lavet diagrammet, skal man stille sig selv spørgsmålet: Hvad er min vision for det næste år – hvad er det egentlig, jeg gerne vil? Derefter går man tilbage og kigger på sit diagram for at se, om det nuværende netværk og ens ønsker stemmer overens. Det gør de sjældent! Til gengæld er det ofte åbenbart i hvilken retning, man skal søge nye relationer og netværk. Det er ifølge kommunikationskonsulenten et uhyre vigtigt stykke hjemmearbejde, når man vil gøre karriere.

Mød dem, der ikke ligner dig selv
Når netværksdiagrammet og visionen er på plads, skal man ud og performe og netværke i det fysiske rum – især hvis man ikke har mennesker i sit netværk, der kan hjælpe en på vej:

”I Danmark er vi ikke så vilde med at netværke, hvorimod det i USA og Asien er en integreret del af livet. Vi har frygteligt svært ved det, men det handler meget om, at man viser den bedste udgave af sig selv – og så skal man ikke være bange for at møde nye mennesker. Janteloven hænger over os og fortæller os, at vi ikke skal stikke ud, men hvis man ikke gør det, så er der heller ingen, der kan få øje på os,” siger Simone Lemming Andersern og tilføjer, at det er vigtigt, at man søger ud i netværk, der indeholder andre mennesker end dem, der ligner os selv.

Det er især vigtigt, hvis man for eksempel er arbejdsløs, men det gør sig også gældende for andre.

”Morgennetværk er blevet populære i Danmark – for eksempel BNI – hvor mennesker af samme observans; fra mange små mindre virksomheder, mødes for at sælge deres produkter – men de ligner hinanden for meget – og det giver sjældent det resultat, man ønsker.”

Simone Lemming Andersen mener, at de fleste har en frygt for at blive afvist, når de skal tage kontakt, men dér må man stille sig selv spørgsmålet om, hvor sandsynligt det egentlig ville være. Ville man selv vende ryggen til en, der kom og tog kontakt? Hun mener, at folk bliver utroligt glade, når de har taget mod til sig og har kontaktet andre, fordi man får så meget ud af det.

”Når man kigger på de rollemodeller, som har meget succes i livet, så er det desuden meget karakteristisk, at de aldrig står og lukker deres egne problemstillinger ud. De er meget opmærksomme på andre mennesker og på, hvordan de kan hjælpe dem. Det kan man lære af, for det er derfor, at de er endt der, hvor de er.”

Netværk dig til en karriere:

  • Hvis du vil gøre karriere, skal du først og fremmest ud og gøre indtryk på andre i et fysisk møde.
  • Lav et netværksdiagram og bliv klar på din vision.
  • Sig det højt til dig selv og derefter til andre; i hvilken retning du vil karrieremæssigt.
  • Mød mennesker, der ikke ligner dig selv – det får du mest ud af.
  • Succesrige rollemodeller kommer ikke med egne problemstillinger, når de netværker, men lytter til andre for at finde ud af, hvordan de kan hjælpe dem.

Bliv klogere her:

  • ”Networking – en professionel disciplin” af Simone Lemming Andersen.
  • ”Tag kontakt – guide til smalltalk” af Birgitte Sally.