JobglædeKarriere

Nej, du arbejder ikke bedst under pres

At holde koncentrationen igennem en lang arbejdsdag er kun muligt, hvis du giver dig selv lov til at holde pauser af og til; men det kræver øvelse at holde sunde pauser og undgå distraherende overspringshandlinger.

”Jeg råder nogle gange folk til at lave overspringshandlinger – positive overspringshandlinger. Det kan for eksempel være, når man udskyder en vred mail til chefen, til man er faldet lidt ned og ikke er allermest sur.”

Sådan siger ekspert i personlig planlægning og effektivitet, Dorthe Rindbo, da jeg spørger hende, om man aldrig må lave overspringshandlinger. Selv har jeg lært at leve med mine – i en erkendelse af, at jeg fungerer bedst med dem, fordi jeg har svært ved at arbejde uden.

Et kvarters fri overspringshandling før en lang arbejdsdag kan jo være et godt lille treat; men når man har sagt a, må man også af og til sige b, og så er det ikke længere nok at tjekke Facebook, for hvad sker der egentlig på Twitter og LinkedIn?

Inden længe har jeg nået et punkt, hvor jeg ganske vist ved af erfaring, at jeg nok skal nå mine ting, og hvor det også er nemmere at komme i gang, fordi jeg er så tæt på deadline, at det vil være fatalt at lade være – men samtidig ved jeg, at det ikke bliver uden konsekvenser for hverken mig selv eller mine nærmeste, når jeg på grund af tidsnød må tage aftenerne til hjælp.

To stressende skridt bagud
Ifølge Dorthe Rindbo er det en udbredt misforståelse, at man arbejder bedst under pres. Man arbejder bedre, når man ikke er tidspresset, og man undgår stress og dårlig samvittighed overfor arbejdsgiver eller familie:

”At fylde tiden ud med ligegyldige ting og skyde opgaven foran dig kan være enormt stressende, for pludselig kommer du i tidsnød og bliver nødt til at lave opgaven. Det er en ond spiral, hvor man bliver fanget i at være to skridt bagud.”

Dorthe Rindbo rådgiver og underviser mennesker, der overspringshandler, og hendes vurdering er, at alle laver overspringshandlinger i en eller anden udstrækning. En mindre gruppe har dog så store problemer, at det koster på både det personlige og professionelle plan, fordi overspringshandlingerne finder sted i alle livets forhold – mens det for størstedelen af os er et mere overskueligt problem, som vi kan arbejde med for at blive mere effektive og undgå stress.

Appetitlig to-do-liste og kaffe med god samvittighed
Èn af de ting, Dorthe Rindbo anbefaler i kampen mod overspringshandlingerne, er at man bliver opmærksom på, hvorfor det er, at man pludselig er i færd med at skrive en lang mail til veninden i Australien, når man egentlig burde arbejde:

”Overspringshandlingerne kommer ofte snigende, når vi opfatter den opgave, der ligger foran os, som svær, kedelig, ubehagelig eller tidskrævende. Hvis du ikke føler dig klædt på til en opgave, så brug tiden på at lave research og blive klogere i stedet for at overspringshandle,” siger Dorthe Rindbo og tilføjer, at uoverskuelige opgaver på to-do-listen desuden med fordel kan deles over i små, mere appetitlige bidder:

”Et godt spørgsmål, du kan stille dig selv, hvis du skal til at lave en overspringshandling, er: Hvad er det næste lille skridt, jeg kan tage, for at komme videre med den her opgave? Måske kan du åbne dit word-dokument eller for eksempel finde på en overskrift eller lave en disposition. På et tidspunkt tager opgaven over, og så er du i gang.”

Endelig understreger Dorthe Rindbo, at det er vigtigt at skelne mellem overspringshandlinger og pauser, for pointen er ikke, at man ikke må gå på Facebook eller hente en kop kaffe – det gælder blot om at have den rigtige følelse, når man gør det:

”I en pause lader man op, og i en overspringshandling flygter man; det gælder om at få ny energi i stedet for at bruge sin energi på at flygte fra opgaverne.”

Dorthe Rindbo er rådgiver, foredragsholder og underviser med speciale i personlig planlægning og effektivitet. Dorthe Rindbo er desuden forfatter til bogen Travle kvinders guide til mere tid.

Se mere: http://www.dortherindbo.dk.

Læs også