Jobsøgning

Lær at bruge dit netværk

Brug dit netværk til at skaffe dig et job! Det råd hører jobsøgende igen og igen. Men hvordan bruger man sit netværk? Hvad kan man tillade sig, og er det nu også måden at få job på? Vi har spurgt en jobcoach, der ved præcis, hvordan du finder guldet i dit netværk.

For de fleste kan det være lidt svært at ringe og spørge om hjælp til at få et job. Men ifølge headhunter og erhvervscoach Lars Holmgaard fra Holmgaard Management, skal vi slet ikke holde os tilbage, vi skal bare gøre det på den rigtige måde.

”Folk tror tit at det handler om, at de skal ringe og bede om hjælp, og det synes de er svært. Men det handler ikke om at bede om hjælp. Det handler om at få informationer, der gør at man er i stand til at søge det rigtige job, hos de rigtige mennesker, siger Lars Holmgaard og understreger, at man bestemt ikke skal føle sig underlegen, fordi man arbejder på at finde sig et godt job".

”Man skal ikke falde på knæ for nogen eller komme krybende langs panelet. Tværtimod handler det om en samtale mellem to ligeværdige parter, uanset om den ene har job, og den anden ikke har”, forklarer Lars Holmgaard, der også mener, at man sagtens kan ringe til en fjern slægtning eller en tidligere skolekammerat – hvis de arbejder i en virksomhed, man har brug for informationer om.

”På Facebook er vi venner med folk, som vi knap nok kender, så hvorfor skulle vi ikke kunne ringe op til en tidligere skolekammerat, høre hvordan det går med ham og samtidigt tage en snak med ham, om hvad det er for en virksomhed, han er anset i. Man skal selvfølgelig være åben om sit ærinde og havde forberedt nogle relevante spørgsmål. Der er ingen skam i at være på jagt efter drømmejobbet,” siger Lars Holmgaard.

Det er vigtigt, at du forbereder dig inden du ringer
”Tænk over hvilke informationer du ønsker, inden du ringer. Det kan være relevant at spørge til virksomhedens udviklingsmuligheder, til organisationens opbygning, og du kan også søge information om hvem, du skal henvende dig til. Den slags informationer er dyrebare, fordi de gør dig istand til at skræddersy dit cv og din ansøgning, så den passer til virksomheden, afdelingen og chefen,” forklarer Lars Holmgaard.

Det er dit ansvar og dig, der skal gøre arbejdet
Gør dig helt klart, at det er dig, der søger job, og det er dit ansvar. Du skal ikke sidde og vente på, at folk ringer for at hjælpe.

”Hvis du har en samtale med en ven eller bekendt om en jobmulighed, så er initiativet dit. Det betyder helt konkret, at det er dig, der ringer tilbage som aftalt og spørger, om der er nyt. Det er dig, der skal gøre arbejdet og gå vejen til jobbet. Dit netværk kan gøre det nemmere for dig at gå den rigtige vej og dermed kan du få det job, du ønsker dig,” siger Lars Holmgaard og slår en stor tyk streg hen over forventningen om, at en ven eller bekendt en dag ringer og siger: Jeg har skaffet dig et job.

”Sådan fungerer det ikke. Og det ville heller ikke være lykken, for du er selv den bedste til at finde det job, der passer til dig. Det er det professionelle, der skal være i fokus”, konkluderer Lars Holmgaard.

Netværket er vejen til jobbet
”Tal viser at 75% af de ledige stillinger annonceres ved mund til mund metoden, eller på firmaet egne hjemmesider og via headhuntere. Derfor er det guld værd at kende folk i en virksomhed, som kan hjælpe med at gøre opmærksom på ledige stillinger,” siger Lars Holmgaard, der også mener, at netværk skal forstås i bred forstand.

”Netværk kan være familie, venner, gamle gymnasievenner, forældre i dit barn børnehave, fodboldkammerater og så videre. Brug endelig dit netværk, og orienter dig bredt. Min oplevelse er, at de fleste virkelig gerne vil hjælpe, og man ved jo heller aldrig hvornår, man selv får brug for den hjælp”, siger Lars Holmgaard.