JobglædeKarriere

13 tips: Sådan holder du din ar­bejds­u­ge nede på 37 timer

Undgå overarbejde. Brug din arbejdstid effektivt.

En almindelig arbejdsuge er på 37 timer. Men du bør læse med her, hvis det også kniber for dig at nå det, du skal i løbet af en arbejdsuge 37 timer. Vi har fundet 13 tips, der hjælper dig med at udnytte dine arbejdstimer bedre.

1. Undgå at blive forstyrret af mobiltelefoner

Ja, vi ved godt, at det virker som et banalt råd. Men vidste du, at når du bliver forstyrret, mens du arbejder koncentreret, så tager det 20 minutter for dig at komme tilbage til det samme koncentrationsniveau igen?

Derfor skal du undgå forstyrrelser. Det kan du blandt andet gøre ved at slukke din mobiltelefon og krybe i ly for forstyrrende kolleger.

2. Lav kalender-aftaler med dig selv

Bare fordi du ikke sidder i møde, er det ikke ensbetydende med, at du er ledig. Derfor bør du lave en kalenderaftale med dig selv, hvis du har arbejde, der skal laves, så det er tydeligt for alle dine kolleger, at du er optaget og ikke vil forstyrres.

3. Læs artikler senere - brug Instapaper

Modtager du også mails, messenger-beskeder og Facebook-beskeder med links til diverse artikler i løbet af en arbejdsdag? Så lad være med at bruge tid på at læse artiklerne på arbejdet, med mindre de har afgørende betydning for netop det, du sidder og arbejder med. Brug i stedet Instapaper til at læse artiklerne senere.

Med Instapaper kan du ved hjælp af et særligt bookmark, som du gemmer i din browsers bogmærkelinje, gemme artiklerne og læse dem, når du sidder med din smartphone i toget eller med iPad'en på sofaen senere på aftenen. Instapaper har nemlig fede apps til iPad og de fleste smartphones.

Modtager du mange af den slags links med artikler i løbet af en dag, bør du måske også overveje at skære ned på din brug af sociale medier i arbejdstiden.

4. Læs nyheder mere effektivt

Det kan være en tidsrøver, hvis du læser nyheder i løbet af en arbejdsdag. Derfor bør du minimere den tid, som du bruger på det. Har du et job, hvor det er afgørende, at du holder dig ajour med nyheder i din branche eller mere generelt, bør du effektivisere nyhedslæsningen ved at bruge en RSS-læser som eksempelvis Google Reader.

Med en RSS-læser behøver du ikke hoppe rundt fra nyhedsside til nyhedsside, men kan i stedet få samlet alle nyhederne i én samlet nyhedsstrøm. Læs her en guide til, hvordan du kommer i gang med at bruge Google Reader: Sådan får du styr på nyhedsstrømmen i arbejdstiden.

5. Slap af i dine pauser

Mange små pauser i løbet af en dag kan være hæmmende for din koncentration. Men når du endelig holder en pause, skal du undgå at lave pligtarbejde som at svare på mails, lave private telefonopkald til banken og lignende. I stedet skal du bruge den til at gøre noget lystbetonet.

En ny undersøgelse fra National University of Singapore har nemlig vist, at folk der bruger deres pause på en lystbetonet aktivitet - eksempelvis at se Youtube-videoer - er mere effektive end folk, der bruger deres pauser på eksempelvis at besvare mails.

6. Planlæg møder med Doodle

Kender du det med, at en invitation til et møde eller komsammen altid ender i alenlange mailkorrespondancer, fordi I ikke kan finde et tidspunkt, hvor alle kan?

Spring de udmarvende mailkorrespondancer over og planlæg i stedet mødet med Doodle. Du går blot ind på Doodle.com, hvor du klikker på "planlæg en begivenhed". Her indtaster du en række mødedatoer. Bagefter sender du linket til de andre mødedeltagere, og de vælger hver især alle de datoer og tidspunkt, hvor de kan. Når det er gjort, kan du trygt vælge den dato, hvor flest kan.

7. Brug digitale huskelister

I stedet for at skrive arbejdsopgaver ned på gule post-it-notes eller ind i et tungt kalenderprogram som Outlook, kan du vælge at bruge digitale huskelister som eksempelvis det gratis program Wunderlist. Det findes som app til diverse smarthpones, iPad og din computer. Wunderlist er helt enkelt og kan synkronisere dine huskelister på tværs af alle platforme.

8. Lås dig selv af nettet

Undgå Facebook-beskeder, mails der bimler og bamler og afskær dig selv fra overspringshandlinger på nettet.

Det kan du gøre ved at bruge et program, der låser dig af internettet. Det kan være programmer som Freedom og Rescue Time, som vi har beskrevet i denne artikel. Men det kan også være programmet Quiet Hours, som vi har omtalt i denne artikel. Quiet Hours lader dig blokere udvalgte programmer.

9. Brug støjdæmpende høretelefoner

Du får mere arbejde fra hånden, hvis du har fred og ro. Sidder du i et støjende kontormiljø, kan løsningen være at investere i et par støjdæmpende høretelefoner, der bruger den særlige noise-cancelling-teknologi, som digitalt eliminerer støj.

Et eksempel kan være Boses populære Quietcomfort-høretelefoner, men de er dog desværre også vanvittigt dyre. I Danmark har de en prislap på 2.600 kroner. Skal du til USA, kan du købe dine Bose-høretelefoner der og spare knap 1.000 kroner. Men du kan også finde støjdæmpende høretelefoner af andre mærker til mellem 1.000 og 1.500 kroner.

Har du ikke råd til et par støjdæmpende høretelefoner, kan du holde larmen ude med blid støj i dine almindelige høretelefoner. Eksempelvis med Buddha Machine Wall, der er udviklet af det danske firma Zendesk. Med Buddha kan du mixe dit eget lydloop, der holder støjen ude. Er du mere til naturlyde, kan du forsøge dig med Nature Sounds for Me, hvor du kan lave dit eget mix af fuglesang, regnvejr og andre naturlyde.

10. Skriv effektive noter

Brug et effektivt program til at tage noter med, når du går til møde. Det kan reducere tiden, der skal bruges på at skrive referater bagefter.

Et eksempel på det kan være appen til SoundNote, der findes til iPad. Med SoundNote kan du optage mødet, samtidig med at du skriver notaterne. Bagefter kan du klikke på et specifikt ord i dine notater og høre, hvad der præcis blev sagt på mødet, mens du skrev netop det ord. Du kan også vælge at optage mødet med Microsofts notatprogram OneNote til din pc.

Men en iPad har den fordel, at den er lettere at bringe til og fra møderne end en tung bærbar computer. Og hører du til dem, der sværger til at tage noter i papirform, kan du glæde dig over, at du med en iPad slipper for at skulle skrive noterne ind på din computer bagefter.

11. Få styr på dine indbakker

Mange af os har et væld af forskellige e-mailadresser, som vi bruger både privat og til arbejde. I stedet for at hoppe rundt fra postkasse til postkasse kan du samle dem alle i din Gmail. I Gmail kan du oprette separate indbakker til hver e-mail-adresse. Og du kan også bruge dine andre e-mailadresser som afsender-adresser i din Gmail.

12. Brug genvejstaster

Du skriver mere effektivt, hvis du holder dine fingre på tastaturet og ikke hele tiden skal gribe ud efter din mus. Derfor kan det være en god idé at bruge de mange genvejstaster, som de fleste programmer er udstyret med. Desværre kan de være svære at huske.

Men heldigvis har vi lavet en oversigt over de bedste genveje, som du kan læse i denne artikel: Sæt turbo på arbejdsdagen - her er de bedste genveje. Tastaturgenveje er dog ikke forbeholdt kontorprogrammer, men du kan også slå tastaturgenveje til i Gmail.

13. Arbejd ikke sent om aftenen

Få ting kan sænke dit arbejdstempo, som hvis du sidder træt bag skrivebordet med tunge øjne, fordi du ikke kunne falde i søvn aftenen før. Men har du problemer med at falde i søvn, kan det være, fordi du sidder og arbejder til langt ud på aftenen og ikke får slappet ordentligt af før sengetid.

"Går du i seng ved 23-tiden, bør du som tommelfingerregel ikke kaste dig ud i arbejde eller andre komplekse ting efter klokken 20. Ellers kan det være meget svær at opnå den ro i sindet, som er nødvendig for at falde i søvn," har stress-eksperten Majken Matzau tidligere fortalt til PC World Business Center.