JobsøgningKarriereØvrigt

11 gode råd til IT-fre­elan­ce­re: Sådan bliver du det fo­re­truk­ne valg

Der gælder særlige spilleregler for IT-freelancere, der løser kortere eller længevarende opgaver for forskellige kunder. Her har du 11 job-fremmende råd.

Mange virksomheder anvender, fra tid til anden, IT-freelancere til at løse midlertidige opgaver eller til at supplere den faste stab, når et ekstra behov melder sig - for eksempel i forbindelse med projekter.

Der gælder særlige regler for IT-freelancere, når det gælder approach til de skiftende arbejdspladser, som jo gerne skal være så tilfredse med kvaliteten af den løste opgave, at de både vil anbefale dig til andre og hyre dig igen.

Her har du 11 gode råd, som du bør følge, hvis du er IT-freelancer.

Sats på noget, som du kan lide

Sats på områder som du tænder på og udeluk alle andre områder. Alle freelancere bør kunne præsentere en kernekompetence, som man virkelig mestrer. Og det kræver, at du synes, at det er sjovt og interessant.

Forhåbentlig er der samtidig efterspørgsel i markedet efter netop din kernekompetence.

Vær professionel

Man bliver som IT-freelancer hele tiden nøje vurderet af arbejdsgiveren.

Det er værd at holde sig for øje, at man i en organisation som udgangspunkt bliver regnet for at være en kostbar investering, og derfor forventes det, at du er professionel, får løst opgaven effektivt og ikke spilder tiden ved kaffemaskinen eller ved at socialisere for meget.

Snakker du for meget (og om ikke-arbejdsrelaterede ting som din fritid, din familie og så videre) kan det hurtig få øjenbrynene til at rejse sig hos arbejdsgiveren.

Formuler dine styrker

Få styr på det, som amerikanerne kalder for 'the elevator speech' - altså den 30 sekunders præsentationstale, der opsummerer alle dine kvaliteter: Hvem du er, hvad du er dygtig til, og hvorfor du skal vælges til denne opgave.

Det er noget, som du kan - og bør - øve dig på hjemme foran spejlet. Og hele tiden være bevidst om at forbedre.

Lær at sælge dig selv

Mange teknologi-folk går (sjovt nok) op i teknologi og ikke i salg. Men som freelancer er du nødt til (også) at tænke i forretningsbaner, da du har et produkt, der skal sælges.

Deltag i netværksgrupper, vær aktiv med salgsmateriale som visitkort, et website og lignende, deltag i foraer, vær synlig både fysisk og online. Og husk din 'elevator speech.'

Hold ALTID hvad du lover

Når du har indgået en aftale, så holder du den. Kom til tiden. Løs opgaven til den aftalte tid og til den aftalte pris.

Og viser det sig, at du ikke kan leve op aftalen, så sørg for at være klar i spyttet: "Jeg kan desværre ikke løse opgaven på den aftalte måde, men jeg har en løsning/et forslag til jer, så vi kan komme videre..."

Den hurtigste og mest effektive måde til at gøre en kunde gal i skralden er ved at vise dem, at du ikke går op i at få løst opgaven. Det koster kunden ressourcer, tid og energi. Og de har jo hyret dig for netop ikke at skulle bruge ressourcer på det.

Tænk fremad

Sørg for at tænke på din næste opgave, selv om du er midt i den nuværende. Som freelancer giver det sig selv, at du skal videre på et tidspunkt.

Få styr på din kalender og fokuser løbende på at få den fyldt til det niveau, som det passer dig (for du har jo også muligheden for at holde fri i perioder).

Hold dig skarp

Hvilke kompetencer efterspørger markedet? Og har du dem? Det kan være en god ide hele tiden at følge med i jobannoncerne inden for dit felt. Hvad stiller de af krav? Hvilke kompetencer er for tiden i høj kurs?

Sørger du ikke for at blive klogere, bliver du langsomt dummere og får dig langsomt arbejdet helt uden for relevans for de mulige kunder, der jo køber dig, fordi du kan noget specielt.

Husk at være omstillingsparat - vær klar til at springe til

Du springer fra den ene opgave til den anden, og det er jo et grundvilkår - også selv om du som nørd måske bedst kan lide tunnelsyn og indædt fokus.

Der kan sagtens komme perioder, hvor du for eksempel underviser samtidig med, at du er i gang med at løse en kompliceret opgave for en kompleks kunde.

Vær tålmodig og tag en dyb indånding. Brug 10 minutter på at komme i fokus på den opgave, der ligger lige foran dig.

Undgå enhver form for uenighed med folk

Undgå enhver form for uenigheder og skænderier med folk. Du må - og skal - selvfølgelig have dine professionelle og underbyggede holdninger om dit arbejde, for det er det, som du er indkøbt til.

Ud over det: Glid af på alt, rod dig ikke ud i giftigheder med dine midlertidige kolleger, som godt kan være irriterede på dig, fordi du kommer her og signalerer, at du kan noget, som de ikke kan.

Enhver form for giftighed kan hurtigt blive din endestation hos den pågældende kunde, hvor de faste medarbejdere som udgangspunkt altid vil være bedre positioneret end dig.

Undervurder ikke andre folks kompetencer

Hav respekt for de fastansatte, som godt ved, hvad de har med at gøre - også selv om de ikke nødvendigvis har de samme kompetencer inden for et snævert område, som du har.

Sørg for at være klar i sproget og at være omhyggelig med at forklare, hvad du arbejder med, hvor langt du er nået. Inddrag de faste folk i arbejdet.

Firmapolitik

Hvordan er din nuværende kundes firmapolitik? For den skal du indordne dig under - både den formelle og den kultur, der findes på alle arbejdspladser.

Det kræver, at man træder lidt varsomt. Din opgave er at løse en given opgave.

Husk i øvrigt at det gavner din fremtidige forbindelse til virksomheden, hvis du formår at dele æren for en godt løst opgave med andre.

Læs også