Jobsøgning

Hvad måler en per­son­lig­hed­s­test?

Inden du tager en personlighedstest, bør du vide, hvad det er, og hvordan den bruges. Få svar fra en ekspert, der i 20 år har arbejdet med personvurderinger og testværktøjer.

Hvad er en personlighedstest?

”Hvor en persontypetest måler, hvad du foretrækker at gøre, måler personlighedstesten din faktiske adfærd, dvs. hvordan du konkret vælger at handle i en bestemt situation,” indleder Fredi Falk Vogelius, der igennem de sidste 20 år har arbejdet intensivt med personvurdering og er certificeret i en lang række testværktøjer.

”Det betyder, at en personlighedstest ofte bruges i forbindelse med ansættelse, hvor en persontypetest først bruges, når du allerede indgår i et team, hvor det bliver interessant at forstå hinandens personlige præferencer og identificere forskelle i teamet.”

Sådan bruges personlighedstests

Persontypetesten er altså, ifølge Fredi Falk Vogelius, ikke velegnet til ansættelsesprocesser, fordi testen ikke indeholder såkaldte check-spørgsmål, der kan sige noget om din besvarelses validitet.

”Ved ansættelse tjener personlighedstesten altså et bedre formål, fordi den vil tjekke for konsistensen i måden, du svarer på – og det vil give et indblik i, om du forsøger at manipulere svarene i en bestemt retning,” forklarer Fredi Falk Vogelius.

Personlighedstesten bruges ofte på den måde, at den ansættende leder ud fra jobbet vil danne sig et billede af den ideelle medarbejder, der skal være højt scorende på udvalgte parametre.

”Det kan fx være lysten og evnen til at tage initiativ og træffe beslutninger eller til at løse analytisk komplekse problemstillinger – og så vil ansættende leder holde øje med, hvordan du scorer på netop disse parametre,” påpeger Fredi Falk Vogelius.

Populære personlighedstests

  • DISC (Dominance – Influence – Steadiness – Conscientiousness)
  • OPQ (Occupational Personality Questionnaire)
  • Wave® Professional Styles
  • The Big Five (Anspændthed – Udadrettethed – Åbenhed – Omgængelighed – Pålidelighed)

Hvor DISC er mere dømmende i sit sprog – du er god til noget og dårlig til noget andet – er personlighedstests som OPQ og Wave® mere dybdegående med check- og referencespørgsmål, der gør dem velegnede i en ansættelsessituation, fortæller Fredi Falk Vogelius.

Husk refleksion ved brug af personlighedstest

Som jobsøger er det vigtigt at huske, at en personlighedstest ikke kan stå alene.

”Du skal altid – for dig selv eller med en kommende arbejdsgiver – reflektere over dit resultat og dykke ned i, hvorfor du har svaret, som du har. Så bliver testen nemlig ikke længere styrende for det indtryk du, eller en arbejdsgiver, har af dig,” understreger Fredi Falk Vogelius.

”Så jeg synes, at personlighedstests er rigtige gode, men det kræver, at der er refleksion og dialog, hvor du har mulighed for at sige til og fra i forhold til dine svar,” afslutter han.

Læs også