Her kan du få dig en gylden it-karriere: Danske virksomheder mangler netop nu masser af DevOps-folk


to parter trykker hånd

DevOps er et hot emne i stadig flere danske virksomheder. Men det kniber gevaldigt med at finde de rette medarbejdere til DevOps-arbejdet.

Kim Stensdal
ComputerWorld


Danske virksomheder er for alvor ved at få øjnene op for de meget positive effekter, man kan opnå ved at implementere DevOps.

Det er dog en gevaldig udfordring for virksomhederne at skaffe de nødvendige medarbejderkompetencer.

Det fremgår af en rapport om implementering af DevOps i danske virksomheder, som Devoteam står bag.

Rådgivningsfirmaet har gennemført DevOps-undersøgelsen med udgangspunkt i svar fra 583 ledere i 309 offentlige og private danske virksomheder.

DevOps, der kommer af development og operations, handler grundlæggende om, at man satser på en organisationsmodel, metoder og processer, der kan bringe de to sider af it-arbejdet tættere sammen.

Gevinsterne kan blandt andet være højere hastighed i udvikling og udrulning af software, ligesom også færre fejl og en generelt højere kvalitet i softwaren er i fokus.

LÆS OGSÅ: Disse virksomheder vil danske it-folk helst arbejde for: Se de mest attraktive arbejdspladser

Har svært ved at skaffe de rette folk

Når en del danske virksomheder fortsat tøver noget med at give sig i kast med DevOps, kan det blandt andet skyldes, at der er flere barrierer - og de handler i høj grad om mennesker frem for teknologier.

Blandt andet svarer hele 53 procent af virksomhederne i Devoteams undersøgelse, at den væsentligste udfordring ved implementering af DevOps er, at man skal ændre virksomhedskulturen.

40 procent svarer samtidig, at det er, at man skal tiltrække de rette kompetencer.

“Langt de fleste virksomheder forventer, at det er besværligt grænsende til særdeles udfordrende, at rekruttere til DevOps stillinger. Dette har også været oplevelsen for de fleste virksomheder, som har implementeret DevOps,“ skriver Devoteam i rapporten.

“En af årsagerne kan være, at virksomhederne har svært ved at formulere de præcise kompetencer, man efterspørger. Det kan også være, at der er behov for flere eller mere varierende kompetenceprofiler end først antaget.”

Devoteam skriver, at virksomhederne har behov for tekniske kompetencer inden for værktøjer, der understøtter DevOps, men også metodekompetencer som agile metoder og personlige kompetencer.

Så langt er danske virksomheder med DevOps

Devoteam kan i rapporten konkludere, at 24 procent af respondenterne kommer fra virksomheder, der allerede har implementeret DevOps, mens 19 procent er i gang, og 57 procent ikke er i gang med at implementere DevOps.

Besvarelserne er indhentet i efteråret 2017, og mens det altså på daværende tidspunkt fortsat var næsten seks ud af 10 virksomheder, der endnu ikke var i gang med at implementere DevOps, så viser Devoteams undersøgelse også, at 24 procent af virksomhederne har implementeringsplaner for DevOps.

Undersøgelsen viser også, at 30 procent af de private virksomheder har implementeret DevOps, mens 22 procent er i gang. I det offentlige er det 14 procent, der allerede har implementeret DevOps, mens 14 procent er i gang med det.

“Det er ikke overraskende, at tallene for de offentlige virksomheder er lavere. Den offentlige sektor er historisk lidt længere om at adoptere nye teknologitrends, fordi en række forudsætninger er anderledes."

"Offentlige virksomheder sender også typisk it-udviklingsopgaver i udbud, hvor der af hensyn til ligestilling stilles særlige krav til udbudsmaterialet – for eksempel med hensyn til kravspecifikation. Det kan i sig selv være en barriere for fuld udnyttelse af DevOps,” skriver Devoteam.

Opnår hurtigere time-to-market

Devoteam har også spurgt de private og offentlige virksomheder om de effekter, som man håber at kunne opnå med indførelsen af DevOps, samt hvad man allerede har opnået.

I forhold til de forventede effekter svarer 90 procent, at det i høj grad eller meget høj grad drejer sig om hurtigere releases (time-to-market).

80 procent svarer samtidig, at det er øget kundetilfredshed, mens 45 procent mener, at det er et lavere ressourceforbrug, og 30 procent fremhæver en forbedring af økonomien.

Fordelingen er stort set den samme, når man kigger på, hvilke effekter, der rent faktisk opnås - dog er procenterne her lidt lavere, så eksempelvis hurtigere releases ligger på 75 procent.

“Undersøgelsen viser klart, at den altovervejende årsag til at anvende DevOps er ønsket om forbedret time-to-market, og at dette ønske også bliver opfyldt,” skriver Devoteam.

LÆS OGSÅ: Systematic vokser så meget, at hele Aarhus kan mærke det: "Vi vil gerne have, at Aarhus bliver en it-hovedstad"

Nødvendigt med konkrete mål

Samtidig anbefaler rådgivningsfirmaet, at man som virksomhed opstiller konkrete mål for eksempelvis forbedret time-to-market og kundetilfredshed, når DevOps skal implementeres.

“Kundetilfredshed handler ikke kun om at få et produkt udviklet hurtigere, men også om produktets kvalitet. Anbefalingen er derfor at arbejde med en målformulering, der indeholder flere emner afledt af de strategiske overvejelser omkring DevOps.”

“Målsætninger for ressourceforbrug og økonomi bør først opstilles, når der er indhøstet erfaringer med at arbejde med DevOps,” lyder det blandt andet fra Devoteam.

Publiceret 2018-01-22


Seneste artikler

Du kommer til at droppe dit faste job: I fremtiden kommer vi (næsten) alle til at arbejde freelance
Interview: The gig economy er over os - og det vil påvirke vores arbejdsmarked og vores samfund. Det har vi talt med Joe Griston fra Freelancer.com om.
Indrykket 9. juli på Informationsteknologi
sattelit
Dansk rumfirma tørster efter arbejdskraft: Forbereder verdens første serieproduktion af nanosatellitter
Det danske rumfirma GomSpace sætter nu for alvor gang i produktionen, og derfor står selskabet og mangler 50 nye medarbejdere, der alle skal ansættes i én ansættelsesrunde.
Indrykket 25. juni på Informationsteknologi
Historien om Simon
”Jeg er bare glad for i dag, at jeg lagde mit CV lige dér”
Når du lægger dit CV hos Jobindex, bliver det set af ansættende ledere og rekrutteringskonsulenter, som også forholder sig til detaljer i dit CV – hvis din profil rammer inden for behovet. Simon (e-Commerce Manager) er blevet kontaktet direkte af Jobindex på grund af CV’et, hvilket endte med jobskifte. Læs hans historie her.
Indrykket 11. juni på Informationsteknologi
Se listen: Disse it-virksomheder drømmer de danske it-studerende om at arbejde for
Se listen: Disse it-virksomheder drømmer de danske it-studerende om at arbejde for
Konsulenthusene buldrer frem på listen over de virksomheder, som de danske it-studerende helst vil arbejde for. "Konsulenthusene har simpelthen øget kendskabet til sig selv som arbejdsgiver blandt de it-studerende. Det kræver heftig aktivitet på de sociale medier og universiteterne," lyder det fra Universum, der står bag undersøgelsen.
Indrykket 28. maj på Informationsteknologi
Her er de 30 mest efterspurgte it-kompetencer lige nu
God kommunikation og en struktureret arbejdstilgang er nogle af nøglebegreberne, når arbejdsgiverne leder efter nye it-medarbejdere, viser en ny analyse.
Indrykket 14. maj på Informationsteknologi
Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.