JobsøgningKarriere

Gode råd til at blive fundet i CV-databasen

Vend om på den traditionelle jobsøgning og lad virksomhederne finde dig! Her kommer CV-databasen på Jobindex ind i billedet. Bliv klogere på denne form for rekrutteringsproces og få gode råd til dit online CV her.

Der er stor konkurrence på arbejdsmarkedet, og det er svært at skille sig ud som ansøger, men med et online CV kan du gøre dig mere synlig for en potentiel arbejdsgiver. Mange virksomheder bruger aktiv CV-søgning i stedet for at lave stillingsopslag. Det har mange fordele, både for dem der søger og for ansøgerne. Læs om fordelene her, hvor jeg deler vores erfaringer med denne type rekruttering og giver gode CV-råd til jobsøgende.

Effektivt og hurtigt

Hos Katoni.dk har vi benyttet os af CV-søgningen på Jobindex for at finde de helt rigtige kandidater. Vi benytter os flittigt af metoder, hvor vi selv har mulighed for at opsøge lovende kandidater. Det gør nemlig, at vi kan bruge mere tid på at finde en kandidat med den rette profil, som har de egenskaber, vi leder efter.

Det har fungeret rigtig godt for os og er noget, vi kommer til at fortsætte med. Derfor synes vi også, at det er ekstra vigtigt, at potentielle kandidater har et opdateret CV på Jobindex.

De gange, vi har benyttet os af stillingsopslag, har vi fået rigtig mange ansøgninger. Så mange at det har været svært at bruge nok tid til at læse hvert enkelt CV. Der er ofte mange ansøgninger, og det kan nemt føles som en uoverskuelig opgave at nå igennem det hele - særligt når man er en virksomhed, der har rygende travlt. Det er en af grundene til, at vi er glade for at rekruttere via Jobindex’ CV-database.

Vores nyeste medarbejder blev fundet gennem en CV-søgning på Jobindex. En stor fordel ved at opsøge kandidater direkte via et online CV er, at processen går langt hurtigere end ved traditionelle stillingsannoncer. Der gik en time fra første kontakt med den ønskede kandidat, til vi havde aftalt en samtale. Videre gik der en lille uge, før vi havde bestemt os for, at det var et godt match, og at vi gerne ville tilbyde ansættelse.

Det rette match

Når man som ansøger ved, at der ofte er over 100 ansøgere til et job, kan det virke som et urealistisk drømmescenarie at blive kaldt ind til samtale. Med så mange ansøgere er det dog heller ikke altid nemt for arbejdsgivere, da vi kan risikere at overse de rette kandidater i den store mængde ansøgninger – særligt i en mindre virksomhed uden en stor HR-afdeling. Men ved at uploade dit CV i CV-databasen har potentielle arbejdsgivere mulighed for at finde dig ud fra dine kvalifikationer.

I den sammenhæng har jeg samlet nogle punkter, jeg bruger til at fokusere søgningen, når jeg leder efter nye medarbejdere. Foruden de klassiske råd som at du skal sørge for, at dit CV er opdateret og korrekt skrevet, er der også et par andre ting, som en potentiel arbejdsgiver kan lægge vægt på.

Gode råd

Det er vigtigt, at dit online CV giver udtryk for, hvad du kan tilbyde en potentiel arbejdsgiver. Har du nogle specielle kompetencer eller erfaringer, der gør, at du skiller dig ud?

Hvilket job kunne du tænke dig? Vær gerne specifik og uddyb den type stillinger, du er interesseret i. Det gør det nemmere at se, om vi er et match.

Har du en nichekompetence? Taler du et andet sprog, eller er du rigtig dygtig til et specielt program? Måske er du ekspert inden for et specielt emne? Husk at skrive det på.

Fang opmærksomheden med en skarp overskrift. Det går tit hurtigt, når vi tjekker databasen, og derfor er det vigtigt, at du skiller dig ud fra start. Du kan desuden gøre brug af nyhedstrekanten og indsætte den vigtigste information så tidligt som muligt. Det kan eventuelt være dine største resultater eller dine mest unikke kompetencer.

Hvad har dine tidligere erfaringer givet dig af konkrete kompetencer? Det gælder både tidligere arbejde, uddannelse og frivilligt arbejde. Nævn gerne specifikke systemer, programmer og lignende.

Hvilke personlige, skæve eller sjove interesser har du? Hos Katoni kigger vi meget på de ting, en kandidat går op i eller har gennemført – også selvom det ikke har en faglig relevans. Har du løbet et maraton, er hamrede god til håndbold eller blevet danmarksmester i skak? Umiddelbart lyder det ikke relevant, men det fortæller os, at du kan dedikere dig til noget. Og det er sådan en profil, vi gerne vil have.

Har du googlet dig selv? Vær opmærksom på, hvilket indtryk en arbejdsgiver får efter at have googlet dig. Det er desuden en god idé at være opmærksom på dine profiler på sociale medier, såfremt de ikke er private.

Ovenstående råd er bygget på mine erfaringer med at rekruttere nye medarbejdere. Virksomheder er dog forskellige, og det samme gælder deres rekrutteringsprocesser. Husk derfor også at bruge andre metoder som stillingsopslag og netværk – på den måde er du bedst stillet i din jobsøgning.

Læs også