Flere veteraner i erhvervslivet


Flere veteraner i erhvervslivet

Sammen med foreningen Velkommen Hjem sætter Jobindex fokus på, hvordan vi får flere veteraner i erhvervslivet. Hvorfor? Fordi veteranerne er en ressourcestærk gruppe, der ofte overses, når virksomhederne skal ansætte.

Matilda Sørensen
Jobindex

Diskussionerne om flaskehalse og mangel på kvalificerede medarbejdere flyver rundt i de danske medier. Med en historisk lav arbejdsløshedsprocent på 4,1 er puljen af ledige hænder knap, men ikke brugt op.

Der sidder blandt andet en gruppe hjemvendte veteraner med stærke militære kompetencer og erfaringer, som i højere grad kan bringes i spil i det civile erhvervsliv.

Årsagen til veteranernes ledighed kan ligge hos virksomhederne, men også hos veteranerne selv, der ikke altid er bekendt med, hvordan deres kompetencer sættes i spil uden for Forsvaret.

Vi zoomer ind på problematikkerne ved veteranernes jobsøgning, og hvad virksomhederne kan gøre for at imødekomme de hjemvendte styrker.

Fordommene lever lidt for godt

Niels Jespersen er tidligere overkonstabel og analytiker i Forsvaret og har været udsendt til Afghanistan ad flere omgange. Han peger på, at nogle virksomheder fravælger veteraner til jobbet, fordi de føler sig intimideret.

”Ud fra kulturen i militæret kan veteraner godt fremstå som ligefremme typer, der siger tingene direkte og ikke er så tolerante. Nogle kan måske også tænke, at vi er bryske. Jeg tror godt, at virksomhederne kan frygte, det vil skabe gnidninger på arbejdspladsen,” siger Niels.

Han bakkes op af Jannie Jensen, som er rekrutteringskonsulent hos Jobindex. Hun tror, at veteranerne er i større risiko for at blive fravalgt i ansøgningsprocessen, fordi virksomhederne er uvidende om, hvem veteranerne er.

”Jeg har oplevet virksomheder, der sorterede en veteran fra, fordi de var bange for, at vedkommende havde PTSD eller andre svære mén fra deres udsendelser. Og har man den frygt med sig og samtidig ikke kender noget til veteraner eller deres kompetencer – jamen, så er det nemt at sortere dem fra til jobbet og kigge på andre kandidater med en mere tryg og velkendt profil,” forklarer Jannie.

Desværre er det ikke kun fordommene, som gør det vanskeligt for veteraner at få job. Ansøgningskulturen og det sprog, som bruges om kompetencer og erfaringer i jobsøgningsprocessen, er anderledes end i Forsvaret. Og det kan gøre det svært at søge job efter endt tjeneste.

”Jeg brændte slet ikke igennem i mine ansøgninger eller til jobsamtalerne”

Nicolai Vestergaard har 8 års erfaring som livvagt i militærpolitiet og har været udstationeret seks gange. Han arbejder i dag som logistikkoordinator ved Copenhagen Malmø Port og er assistent i foreningen Velkommen Hjem. Han bekræfter, at vejen til den civile ansættelse ikke var nem:

”Jeg er jo opvokset i militæret og har været der siden gymnasiet. Jeg oplevede at fejle i mit skifte flere gange. Jeg brændte slet ikke igennem i mine ansøgninger eller til jobsamtalerne,” fortæller Nicolai og fortsætter:

”Jeg havde ikke ordforrådet, fordi jeg kom med et militærfagligt sprog. Og det gjorde bare, at når jeg skulle skrive et CV, så stod det i militærtermer. Og når der så sidder én på den anden side i en virksomhed og skal læse det her CV, så forstår de ikke, hvad jeg skriver!”

Udover ordforrådet handlede udfordringerne for Nicolai om ikke at vide, hvilke stillinger der var relevante for ham, og om han reelt havde de kompetencer, der skulle til.

”I mange af stillingsbeskrivelserne stod, at man skulle have en akademisk baggrund, helst 5 års erfaring og et indgående kendskab til branchen. Og jeg tænkte, det har jeg jo ikke på dén måde. Jeg tænkte, jeg har mange ting, jeg måske kan med mine kompetencer, men jeg kommer jo ikke til samtale, så jeg kan ikke give udtryk for det,” fortæller Nicolai.

Faktisk var udfordringerne i jobsøgningsprocessen så store, at der var flere relevante stillinger, Nicolai ikke fik søgt. Han var tæt på at give op og tage et tilfældigt job uden at skele til sine kompetencer.

Via Velkommen Hjem og den mentor Nicolai fik tilknyttet her, fik han oversat sine kompetencer og større forståelse for hvilke job, han kunne bestride. I samme ombæring inviterede én af foreningens tilknyttede virksomheder Nicolai til samtale:

”Det var en åben virksomhed, som hev mig ind til kaffemøde. Formålet var at give mig et par gode råd med på vejen. Mødet skulle kun have varet en halv time, men vi endte med at tale om min profil i over en time. Det var dér, jeg fik lov at give udtryk for, hvor meget jeg egentlig kunne bidrage med til virksomheden – og at jeg havde arbejdet med lignende opgaver, som godt kunne drage paralleller til den branche. Og så fik jeg en ledig stilling i virksomheden.” siger Nicolai.

Han mener, der ligger et ansvar på veteranernes side, som handler om selv at gøre en aktiv indsats for at finde et civilt job.

”Og i den proces har jeg haft meget gavn af Velkommen Hjem og min mentor”, fortæller Nicolai.

Virksomhederne skal se styrken i faglig og kulturel diversitet

Selvom veteranerne selv har ansvar for at omstille sig til det civile arbejdsliv, er både Niels og Nicolai enige om, at flere ville være i job, hvis virksomhederne var mere åbne og havde større viden om veteranerne.

”Jeg synes, at når virksomhederne ser ordet veteran, så skal de ikke se dem, som mennesker, der er udfordrede eller skrøbelige. Det er en meget lille del af veteranerne, som har mén fra deres udsendelser, og der er et kæmpe potentiale i de veteraner, der går rundt derude - også dem med mén” siger Nicolai.

”Det at forstå den kultur og det sprog, som veteraner selv kommer af, kunne efter min mening hjælpe. Det er jo en kultur, hvor man på den ene side ikke er særlig god til at sælge sig selv, og man overdriver ikke, hvad man kan. Til gengæld er man meget direkte og siger tingene meget firkantet, synes nogen. Det kan være en udfordring for en virksomhed, men også en styrke, som jeg tror, mange virksomheder godt kunne bruge. Folk, der ser tingene på en anden måde, bidrager til mangfoldighed og til at bringe flere kompetencer i spil,” fortæller Niels.


Vil du læse mere om veteraners vej til erhvervslivet – eller er du selv veteran og har svært ved at nå virksomhederne, kan du se mere på Velkommenhjem.net. Er du en del af en virksomhed, kan du læse, hvordan I bliver samarbejdspartnere og stiller mentorer til rådighed for ledige veteraner.

Er du virksomhedsbruger på Jobindex og ønsker at gå i dialog med en veteran til din ledige stilling, så skriv *veteran i søgefeltet i CV-databasen, og fang en kvalificeret kandidat.

Publiceret 2018-08-06


Seneste artikler

Ny geo-feature forbedrer din jobsøgning
Ny geo-feature forbedrer din jobsøgning
Måske du gør dig tanker om, hvor du gerne vil arbejde – og ikke mindst transporttiden til og fra arbejde. Det gør langt de fleste, når de søger nyt job. Derfor har vi gjort det nemmere for dig at søge job inden for en bestemt radius – typisk fra din bopæl – med vores nye feature, radiussøgning.
Indrykket 13. august på Forside
Fire I ku’ li’ – god sommerlæsning 4
Bliv klar til jobsamtale efter ferien. Vi bringer nu 4 artikler, I har været særligt glade for. Fik du ikke læst dem, har du chancen nu. Vi runder temaet af med ”Jobsamtalen: Styrk din fortælling”. Læs med her.
Indrykket 30. juli på Forside
De mest almindelige spørgsmål
Fire I ku’ li’ – god sommerlæsning 3
Bliv klar til jobsamtale efter ferien. Vi bringer nu 4 artikler, I har været særligt glade for. Fik du ikke læst dem, har du chancen nu. Denne gang handler det om ” De mest almindelige spørgsmål til jobsamtalen”. Læs med her.
Indrykket 23. juli på Forside
kvinde til jobsamtale
Fire I ku’ li’ – god sommerlæsning 2
Bliv klar til jobsamtale efter ferien. Vi bringer nu 4 artikler, I har været særligt glade for. Fik du ikke læst dem, har du chancen nu. Denne gang ”Sådan fremstår du motiveret, velforberedt og nærværende til jobsamtalen”. Læs med her.
Indrykket 16. juli på Forside
kvinde med cv
Fire I ku’ li’ – god sommerlæsning 1
Bliv klar til jobsamtale efter ferien. Vi bringer nu 4 artikler, I har været særligt glade for. Fik du ikke læst dem, har du chancen nu. Vi starter med ”Sådan skriver du CV-profilteksten, der får dig til samtale”. Læs med her.
Indrykket 9. juli på Forside
Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.