Dropper direktørpost for at hellige sig sin faglighed



Efter 12 år som direktør var det tid til et jobskifte for cand.comm., Allan J. Christensen, der nu er ved at finde tilbage til sine faglige rødder.

Ulla Oppermann Blankholm
Blankholm Kommunikation


Allan J. Christensen


Foto: Mikkel Ørstedholm

Udfordrende direktørposter i sammenlagt 12 år i Niras og Rambøll, fin pensionsordning, hus og sommerhus: Alle ambitioner var blevet indfriet, og Allan J. Christensen var godt tilfreds, men han var samtidig nået dertil, hvor han stillede sig selv spørgsmålet: Hvad er det, der gør mig allermest glad?

”Det fik mig til at kigge tilbage på, hvornår jeg rent arbejdsmæssigt var allermest glad, og det var jeg, da jeg startede noget fra bunden. Dér hvor jeg etablerede et selskab og selv var aktiv i alt,” siger Allan J. Christensen, der ikke tog beslutningen om at skifte spor hen over natten, som han siger, for der var meget, der skulle tænkes igennem.

Kunne han og familien blive siddende i huset, hvad med sommerhuset osv.?

”Heldigvis sidder vi ikke alt for dyrt i det. Både min kone og jeg er fra Jylland, så vi lever ikke over evne, og derfor har jeg mulighed for at gøre det her i et par år, uden at jeg skal gå fra hus og hjem. Det giver en fantastisk sikkerhed, for det er klart, at det bliver op ad bakke i starten,” siger Allan J. Christensen, der besluttede sig for at blive selvstændig med virksomheden Cambiamiento, der beskæftiger sig med ledelsesrådgivning.

Kursskift presser mig til at yde

Selv om det først og fremmest var tanken om at vende tilbage til at bygge noget nyt op fra grunden, der trak Allan J. Christensen i retningen mod at blive selvstændig, så tiltrak det ham også, at han kunne vende tilbage til sin faglighed. At han nu kan skifte medarbejderudviklingssamtaler ud med kundemøder.

Det er desuden ikke første gang, at han har foretaget et markant skift i sin karriere.

”Jeg er som person en rastløs type, der har behov for de kursskift for at presse mig selv. Det gjorde jeg også i 2005, hvor jeg flyttede til Norge. En gang imellem skal man tvinge sig selv til de kursskift, for det giver ny energi og gør, at man præsterer maksimalt,” siger han og tilføjer, at han selvfølgelig får brug for sin baggrund som cand.comm. nu, hvor han starter som selvstændig – og at han har haft god gavn af den i sine direktørstillinger.

”Det er uhyre vigtigt med ledelseskommunikation, så man har nogle klare budskaber både internt og eksternt – det er helt afgørende for en virksomhed. Samtidig er det vigtigt, når man sidder i en vidensvirksomhed med højtuddannede mennesker, at de er motiverede og engagerede. Hvis man formår at tale med klare budskaber, så man virkelig har folk med sig, så vinder man,” siger Allan J. Christensen.

Hvornår var du arbejdsmæssigt mest glad?

I første omgang vil han kun være sig selv i Cambiamiento, og lige nu trives han rigtig godt med det, men han vil ikke afvise, at det kan ændre sig med tiden.

Hvis du står i en situation, hvor du overvejer at tage et drastisk skridt i din karriere, så råder Allan J. Christensen til, at du lige som han gjorde, sætter dig ned og overvejer, hvornår du arbejdsmæssigt har været allermest glad: Dét kan give dig en rigtig god pejling af, hvad du skal gå efter i dag. I den forbindelse mener han, at det er enormt vigtigt, at du har to-tre personer, du er fortrolig med, som du kan vende dine tanker hos.

Publiceret 2016-11-01


Seneste artikler

Hvorfor ansætter I en fotograf?
En del fotografer var dybt overraskede over Dansk Metals jobopslag tidligere på året. Mange har ikke haft set et opslag efter en fast fotograf i 10-15 år.
Indrykket 1. august på Salg og kommunikation
Bureauchefers bud på kommunikatørers vigtigste kompetencer

Få tre bureauansvarliges vurdering af, hvilke kompetencer de bedste kommunikatører besidder nu og i fremtiden.

Indrykket 1. august på Salg og kommunikation
Farvel til den frie medieverden
Anders Rostgaard Birkmann har forladt den frie presse og sin stilling som nyhedsredaktør på Berlingske Business til fordel for stillingen som redaktør på DI Business.
Indrykket 1. juni på Salg og kommunikation
Afviste headhunter tre gange – fjerde gang takkede han ja til jobbet
Alt hvad Stuart McBride rørte ved blev til guld, og det var en headhunter blevet hvisket i øret. Stuart McBride var dog ikke let at lokke.
Indrykket 1. maj på Salg og kommunikation
Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.