Drop chef-drømmen


Drop chef-drømmen

De fleste bør droppe drømmen om at blive chef. Går du kun efter æren og lønforhøjelsen, så er du måske en af dem, der skal genoverveje, om chefjobbet er noget for dig.

Ulla Oppermann Blankholm
Blankholm Kommunikation


Selv kæmpede han hårdt i 11 år for at opnå drømmen om at blive chef. Han hørte rådet fra venner og bekendte om, at han ikke ville egne sig til jobbet, men han overhørte det også: For det her var karrierens højdepunkt – hans ypperste skulderklap – det her viste en ambitiøs mand.

Derfor er det også med en vis ydmyghed og stor forståelse, at han levende kan sætte sig ind i, at andre har svært ved at følge hans råd om at droppe drømmen om at blive chef. Men norske Øystein Bonvik, der sidste år udgav, hvad der er blevet en bestseller i Norge; bogen: ”Frist mig ikke ind i ledelse” mener, at folk bør overveje meget grundigt, om de egner sig til at være chef. Langt de fleste bør droppe deres chef-drøm efter hans mening.

”Det er ikke nok, at du vil have en ledertitel og en høj løn. Du er nødt til at spørge dig selv om, hvorvidt du egentlig vil have jobbet. Er det virkelig det, du vil? Mange bliver overraskede, når de får et chefjob – det var slet ikke, som de havde regnet med. De havde måske regnet med at blive virksomheden eller organisationens stjerne og få masser af skulderklap, men som chef skal du fungere mere som en coach og stå i baggrunden – og du står først til at tage de slag, der kommer – og de skal ikke forveksles med skulderklap,” siger Øystein Bonvik, der er kommunikationsrådgiver og blandt andet har været informationschef i Coca-Cola Norge og kommunikationsrådgiver i JKL Oslo og Burson-Marsteller.

I dag driver han egen virksomhed, skriver bøger og holder foredrag.

Gode medarbejdere belønnes med chef-stillinger

Øystein Bonvik mærkede helt tydeligt, hvordan det tærede på ham, at han skulle tage hensyn til andres behov, hvor han egentlig havde troet, at han som chef skulle bruge masser af tid på sig selv.

”Jeg følte, at jeg blev ledet af de ansatte,” siger han.

Efter kun to uger indså han, at cheftitlen ikke var noget for ham – godt hjulpet på vej af to organisationskonsulenter, som han havde sat til at analysere ham selv og de ansatte. De bekræftede ham i, at chefstillingen ikke var den rigtige for ham, og det fik ham til at stoppe.

”Hvis man gerne vil tage et skridt op ad karrierestigen, så er der kun en vej, og det er ledelse. Det er en skam, at det er sådan, og jeg håber, at virksomhederne finder ud, at de kan belønne deres gode medarbejdere på andre måder end ved at gøre dem til ledere. Hvad får de ud af at sætte en fantastisk ingeniør til at lede? De mister en dygtig ingeniør og sætter ham eller hende til noget, som vedkommende måske dybest set ikke har lyst til,” siger Øystein Bonvik, der mener, at virksomhederne skal honorere de dygtige medarbejdere ved at give dem mere i løn – ikke gøre dem til chefer – og han mener i øvrigt, at virksomhederne er ved at få øjnene op for det.

Han tror, at der er håb forude i og med, at flere og flere vil begynde at fokusere mere på, hvad de har opnået via projekter og ikke så meget på stillinger. Samtidig vil flere begynde at arbejde som freelancere, hvor det også er deres projekter, der er i fokus.

Drop chef-drømmen hvis…

Hvordan ved du så, at det lige præcis er dig, der skal droppe din drøm om at blive chef? Det virker jo for mange som om, at det er den ”rigtige” vej at gå – lige som Øystein Bonvik oplevede det. Han giver her 10 grunde til, at ledelse ikke passer til dig:

Ledelse er ikke noget for dig, hvis du:

1) Ikke kan lide at blive afbrudt

Ledelse er egentlig en eneste lang øvelse i afbrydelser og forstyrrelser. Glem alle ambitioner om at få lov til at arbejde i fred.

2) Ikke ønsker at alle andres behov skal komme før dine egne
De lykkeligste chefer er dem, som ønsker at hjælpe andre – og tilrettelægger det på den måde, så de får den bedst mulige arbejdsdag.

3) Vil have mest mulig ros og opmærksomhed
Ledelse er lig med tilbageholdenhed (de færreste er karismatiske ledere). Chefen roser ikke sig selv – det er holdet, der skal brillere – ikke dig.

4) Føler dig mere klog end alle andre omkring dig
Ledelse er det samme som ydmyghed. Chefen skal ikke få andre til at føle sig underlegne. Han/hun er god til ledelse, men lader andre være bedst på deres respektive områder.

5) Foretrækker at løse opgaver på egen hånd
Ledelse er samarbejde. Chefens rolle er at få organisationen til at fungere som et godt team – ikke løse alle opgaverne selv.

6) Har lyst til at være vellidt af flest mulige
Ledelse er mod. En god beslutning vil aldrig være populær blandt alle, og du skal kunne tåle at være upopulær. Dette er ingen popularitetskonkurrence.

7) Er kompromisløs
Ledelse er pragmatisme. Chefer satser ikke på brutal gennemslagskraft, men smidighed og tålmodighed.

8) Tvivler på, at andre kan gøre et godt stykke arbejde
Ledelse er tillid. En god leder lader ansatte prøve og giver dem muligheder for at løse opgaver, de måske ikke mestrer 100 procent.

9) Er glad i det perfekte
Ledelse er accept. En chef skal kunne leve godt med, at hverken hun eller han selv og andre er perfekte.

10) Ikke ved, hvad du skal gøre, hvis en medarbejders kat er død
Ledelse er empati. En chef må have evnen til at tolke forskellige mennesketyper – også dem han/hun ikke kan identificere sig med.

Er du en af dem, der skal droppe chef-drømmen?

Publiceret 2015-08-31




Læs også

1 til 24 af 283 resultater.
1|2|3|4|5|6|7||12|Næste »
1 til 24 af 283 resultater.
1|2|3|4|5|6|7||12|Næste »
Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.