Øvrigt

Digital jour­na­li­stik har uudnyttet po­ten­ti­a­le

En ny bog slår en tyk streg over, at journalistik på nettet ikke altid behøver være hurtig. Forfatteren læner sig især op ad gode eksempler fra USA, hvor mange private velgørenhedsorganisationer støtter den undersøgende journalistik. Forfatteren mener, at man herhjemme bør overveje at målrette mediestøtten til den type journalistik.

Artiklen skal helst skrives to minutter efter, at ulykken er sket – og skal helst have nogle hurtige vinkler i de efterfølgende timer. Men når man nu at få forskellige kilder med forskellige holdninger med, når det skal gå så hurtigt – og hvad med kildekritikken?

De spørgsmål sidder mange journalister, der er midt i karrieren, med i dag – og det samme gjorde Jakob Elkjær, der er redaktør på Journalisten, journalisternes fagblad.

”Sådan nogle halvgamle journalister som mig har altid haft et lidt skeptisk forhold til internettet, fordi det skulle gå så stærkt. Det udfordrer på mange måder vores journalistiske værdier, og mange af os ser det som en straf, hvis vi skal arbejde med nettet i stedet for med for eksempel trykte medier,” siger Jakob Elkjær, der dog fandt nogle interessante eksempler fra især USA men også fra Danmark, hvor journalistikken var rigtig god på nettet.

”Her var nettet blevet brugt på en anden måde, og det viser, at det har et uudnyttet potentiale, hvor man kan lave nogle spændende undersøgelser og noget tilbundsgående journalistik.”

Tankerne om den undersøgende online journalistik blev ved med at fylde Jakob Elkjærs tanker, og han søgte derfor sidste år et fellowship på Syddansk Universitet, som han fik. Det betød, at han kunne tage orlov fra sit redaktør-arbejde i et halvt år og samtidig få mulighed for at blive en del af universitetsmiljøet. Orloven har løbet frem til februar i år, og er lige mundet ud i bogen ”Sådan redder de journalistikken”.

Anderledes tankegang
I forordet til bogen kan man læse, at Jakob Elkjær egentlig havde en mission om at finde den model, som både økonomisk og journalistisk kunne redde journalistikken. Sådan gik det dog ikke, men under sine ophold i USA kunne han se, at den undersøgende journalistik i høj grad lever.

”Der er nogle modeller i USA for, hvordan man kan lave undersøgende journalistik. Der er for eksempel de her non-profit organisationer, som gerne vil styrke den form for journalistik. De bruger nogle metoder, som man godt kan lade sig inspirere af,” siger han og fortæller om Mark Schapiro, der arbejdede på en historie op til klimatopmødet i København – i to år – støttet af blandt andet Center for Investigative Reporting.

Hvor man herhjemme ville skrive 200 forskellige artikler som freelancejournalist, så havde han én historie – som han solgte til vidt forskellige magasiner. Samtidig arbejdede han med en dokumentar, hvor der blev vist et afsnit ad gangen på nettet, og som senere mundede ud i én lang dokumentar på tv. Desuden kom der i slutningen af forløbet en bog, og han tjente også penge ved at holde foredrag.

”Nu har vi jo ikke tradition for privat velgørenhed herhjemme, men jeg mener, man burde overveje, om man får nok for pengene i mediestøtten. I stedet for at målrette pengene til for eksempel aviserne, burde de måske være målrettet en bestemt type journalistik som den her i stedet for.”

Danmark med i det små
Jakob Elkjær mener, det er svært at svare på, om fremtidens journalistik ligger på nettet.

”Internettet er kun en platform, så det kommer an på, hvordan vi bruger den. Nettet er godt til at være interaktivt, og man kan lade folk udforske historien på den måde, de gerne vil – med interaktiv grafik, dokumentation, lyd og billeder. Hvis man kan skrabe ressourcerne sammen til det, så er der nogle gode muligheder på nettet".

I Danmark mener redaktøren, at især Berlingske Tidende er gode til systematisk at udfordre de her muligheder. For eksempel har avisen haft en blog, der hed ”Berlingske undersøger”, hvor læsere har kunnet stille spørgsmål, som journalisterne så har undersøgt i løbet af dagen og har svaret på. Desuden mener han, at 3F også har arbejdet meget med internettets muligheder. Dorte Toft har med sin blog på Berlingske.dk også vist, at man kan lave undersøgende journalistik i blog-format, for eksempel med Stein Bagger-sagen – og senest med sagen om tinglysning i Danmark.

Læs også