Sådan laver du dit CV – hent en komplet guide og skabeloner

CV’et er ofte det første, som virksomheder læser, når de modtager ansøgninger til en ledig stilling. Det er med andre ord her, at du kan vise virksomheden, hvad du kan, og hvordan din erfaring er relevant for jobbet.

Lær at skrive et CV

Det skal hurtigt give en potentiel arbejdsgiver et hurtigt overblik over relevant erfaring, uddannelse og færdigheder. Forvent, at arbejdsgiveren i første omgang skimmer CV’et, så du skal være skarp og fokuseret i det, du skriver, samt give et nemt overblik over indholdet.

Vi gør det nemt for dig

Det kan være sin sag at få opbygget sit CV – i vores Q&A får du alle de bedste tips og gode råd til CV’et. Du bliver klogere på, hvordan et CV ser ud, hvad det typisk indeholder, og hvad det skal kunne. Men her er også 3 nemme råd, du kan tage med dig:

  • Lav et brutto-CV: Det er et udkast med alle dine generelle informationer. Når du søger et specifikt job, sorterer, fremhæver og eventuelt uddyber du de informationer og erfaringer, der er vigtige i netop dette job.
  • Målret teksten til det specifikke job, du søger. Arbejdsgiverne er interesserede i at se et CV, der viser, at du selv har tænkt over, hvordan du passer ind i stillingen.
  • Opbyg det i en omvendt kronologisk rækkefølge, så du opremser dine seneste erhvervserfaringer og uddannelser først. Et CV er typisk mellem 1-4 sider langt.

Opret dit CV på Jobindex

Lad relevante job finde vej til dig. Du kan godt være anonym.

Opret CV

Se CV'et fra virksomhedens synsvinkel

Det er altid en god idé at se på dit CV med virksomhedens øjne. Når virksomheder skal finde en ny medarbejder, modtager de måske 100, 200 eller over 300 CV’er og ansøgninger.

Husk, at virksomheder kan være under tidspres, når de skal gennemgå så mange CV’er. Din opgave er at gøre det så nemt som muligt for virksomheden at forstå din profil og din erhvervserfaring. Hjælp virksomheden med at se koblingen eller forbindelsen mellem stillingens indhold og dig som kandidat.

Husk: Dit CV bliver ikke grundigt læst. Det bliver skimmet af virksomheden på 30-60 sekunder. Du skal sørge for, at virksomheden hurtigt kan finde det, de leder efter. Læs derfor jobopslaget grundigt. Det skal være tydeligt, at der er en forbindelse mellem din erfaring og jobopslagets indhold.

Hvad er et CV?


Den nemmeste måde at lave sit eget CV på, er at bruge en Word-skabelon. Eller du kan oprette et CV her på Jobindex, og så efterfølgende udskrive det.

Opret dit CV her – helt gratis.

Det skal være kronologisk, og du skal starte med dine seneste bedrifter først. Det gælder både erhvervserfaring og uddannelse.

Men ingen regel uden undtagelse. Er du nyuddannet, kan du starte med din uddannelse og dernæst erhvervserfaring.

HUSK at sætte årstal på start og slut for både tidligere ansættelser og uddannelser.

Gør også CV’et let at læse ved brug af overskrifter, en passende størrelse bogstaver og ikke for meget tekst. Du kan eventuelt gøre brug af bullets og husk, at dit CV gerne må være minimum 2–3 sider.

Hvordan opbygger man sit CV som nyuddannet?

Et CV er kronologisk, og som nyuddannet har du måske haft både en uddannelse og tidligere job i gang samtidig.

Men når du som nyuddannet søger dit første ”rigtige” job, er det din uddannelse, der er vigtigst. Derfor skal du gerne starte med at opridse din uddannelse og dernæst din erhvervserfaring.

Hvor langt skal CV’et være?

Længden på CV'et afhænger af din erfaring og karriereforløb. Som tommelfingerregel er et CV typisk mellem 1-4 sider, men der kan være undtagelser.

  • Er du ny på arbejdsmarkedet? Hold det gerne på 1-2 sider.
  • Har du lidt flere års erfaring? 2-4 sider giver plads til at fremhæve dine vigtigste kompetencer.
  • Har du mange års erfaring? Hvis du har 20-30 års erhvervserfaring, kan et CV på 3-5 sider være passende – især hvis du har haft mange jobskift eller forskellige arbejdsopgaver.

At skrive et målrettet CV, handler ikke kun om at vise din erfaring – det handler også om at begrænse sig. Men hvor langt skal man egentlig gå tilbage i karrieren, hvad skal have lov til at komme med?

Generelt bør dit CV fokusere på de seneste 10-15 år af din karriere, da det ofte er den erfaring, der er mest relevant for arbejdsgivere. Hvis din mest relevante erfaring ligger længere tilbage, kan du dog med fordel inkludere den – men vær opmærksom på, at præsentere den kort og præcist.

Dine ældste erfaringer behøver ikke fylde meget. En smart løsning er at samle dem under et afsnit som "Øvrig erhvervserfaring", hvor du kort nævner stillinger og virksomheder uden detaljerede beskrivelser. På den måde sikrer du, at det er overskueligt og målrettet den stilling, du søger.

De afsnit (og overskrifter), som dit CV bør indeholde er:

Kort introduktion:

Start med en introduktion, hvor du på 5-10 linjer introducerer dig selv og din profil. Fokusér på det, som er relevant for netop dette job.

Erhvervserfaring:

Det gode CV indeholder kun erhvervserfaring, der er relevant for jobbet, man søger. Du skal derfor ikke skrive al din erhvervserfaring, når du søger job.

Når du skriver afsnittet med din erhvervserfaring, skal du tage stilling til, hvilke job og ansættelser, som er relevante, du vil fremhæve i dit CV.

Og når du skriver om en tidligere ansættelse, skal du spørge dig selv: “Hvordan viser min tid på denne arbejdsplads, at jeg kan varetage det nye job, jeg søger?”

Når du målretter din erhvervserfaring til jobbet, kan virksomheden lettere se, hvordan du passer til jobbet. Man taler ofte om at tale sig 100 % ind i jobbet, så din relevans som ansøger er tydelig.

Når du har udvalgt den relevante erfaring, kan du ridse dine væsentligste og mest relevante arbejdsopgaver op i punktform. Uddyb dine resultater og arbejdsopgaver i forhold til den stilling, du søger.

Uddannelse:

Skriv det mest relevante omkring din uddannelse. Her kan du nævne de vigtigste fag, og de resultater du har opnået. Beskriv det, der er relevant for stillingen.

Relevante kurser:

Nævn kort de kurser, du har taget, som kan være relevante for stillingen.

Dine vigtigste personlige og faglige kompetencer:

Det er her, du skal vise arbejdsgiver din faglige profil. Vælg de personlige og faglige kompetencer, der matcher stillingen bedst.

IT-kompetencer:

Hvis det er relevant for jobbet, så oprids dine IT-kompetencer og hvilke erfaringer, du har med forskellige IT-programmer.

Dine sprogfærdigheder:

Beskriv på hvilket niveau du behersker relevante sprog.

Referencer:

Angiv hvilke referencer, du har opgivet, som virksomheden kan kontakte.

Frivilligt arbejde:

Angiv hvis du har haft frivilligt arbejde, da det giver din kommende arbejdsgiver et indblik i, hvad du brænder for.

Andet relevant:

Skriv til sidst, hvis der er noget andet, som kan være relevant. Og tilføj eventuelle links til de sociale medier, hvor du er professionelt aktiv, og sørg for at inkludere e-mail og telefonnummer.

Et godt CV-layout gør det nemt for arbejdsgiveren at skimme dit CV, og hurtigt få et overblik over dine kompetencer. Virksomheder bruger i gennemsnit kun 1 minut på at vurdere et CV i den første udvælgelsesrunde, så det gælder om at gøre et stærkt indtryk med det samme.

For at sikre, at det fanger opmærksomheden, bør du vælge en flot, indbydende og overskuelig CV-skabelon. Derudover kan du optimere layoutet yderligere ved at:

  • Bruge friske farver – gerne virksomhedens egne farver for at vise, at du har lavet research og tilpasset dit CV specifikt til dem.
  • Skabe en overskuelig struktur med klare overskrifter, korte afsnit og punktlister.
  • Vælge en letlæselig skrifttype, der fungerer godt både på skærm og print.
  • Holde indholdet kort og præcist – arbejdsgivere foretrækker korte sætninger og punktopstillinger frem for lange tekstblokke.
  • Bonus-tip: Gem altid dit CV som PDF, så layoutet forbliver intakt, når du sender det til arbejdsgiveren.

Når du laver CV'et, spiller skrifttypen en vigtig rolle for både læsbarhed og det visuelle udtryk. En professionel og letlæselig skrifttype sikrer, at det fremstår skarpt og nemt at navigere i – især fordi de fleste arbejdsgivere læser på en computerskærm.

De bedste skrifttyper til CV

For at sikre den bedste oplevelse når arbejdsgivere læser dit CV, anbefaler vi følgende skrifttyper:

  • Calibri – Moderne og nem at læse
  • Helvetica – Stilren og elegant
  • Arial – Klassisk og universelt anvendt
  • Verdana – God til skærmlæsning

Uanset hvilken skrifttype du vælger, bør du bruge sort skrift og holde tekststørrelsen mellem 10-12 pkt. for optimal læsbarhed.

Det er vigtigt, at du skriver en effektiv CV-overskrift, da CV-overskriften er det første virksomheden ser, når de læser dit CV. En titel i CV’et fungerer som din første professionelle introduktion.

Man kan også kalde det en kompakt præsentation af dine kvalifikationer, erfaring og færdigheder.

Kort sagt har CV overskriften disse fordele:

  • Du viser din værdi allerede fra første sætning.
  • Du fanger virksomhedens opmærksomhed.
  • Du positionerer dig selv som en god kandidat til jobbet.

Eksempler på effektive CV-titler

Her er nogle gode eksempler på CV-titler. Efter hver titel har vi angivet de værdier, som titlen repræsenterer:

  • Ung, ambitiøs og serviceorienteret salgsassistent: En titel, der straks giver en klar idé om din alder, drivkraft og ekspertiseområde.
  • Erfaren projektleder med fokus på innovation: Fremhæver både kandidatens ledelseserfaring og passion for innovative løsninger.
  • Kreativ marketingsprofessionel med 5 års erfaring: Understreger både kreativitet og en solid mængde erfaring inden for marketing.
  • Engageret og effektiv kommunikationskonsulent med 10+ års erfaring: Viser både et årti af erfaring og et engagement og effektivitet i arbejdet.
  • Erfaren pædagog med speciale inden for børnetrivsel og -udvikling: Markerer kandidatens specialisering, hvilket gør dem attraktive for specifikke roller inden for dette nicheområde.
  • Erfaren tømrer søger job som projektleder inden for bygge- og anlægsbranchen: Angiver kandidatens ønske om at avancere og specialisere sig yderligere inden for byggebranchen.
  • Nyuddannet sygeplejerske fra Københavns Professionshøjskole: Understreger frisk viden og uddannelse samt angiver den geografiske placering.
  • Omsorgsfuld og struktureret social- og sundhedsassistent: Viser en kombination af bløde og hårde færdigheder – ideel til roller, der kræver både teknisk viden og empati.

Det er tydeligt, at en CV-overskrift kan skabe et stærkt indtryk ved at være klar, præcis og fokuseret. CV-titlen sætter gang i arbejdsgiverens indre biograf, og de hurtigt se for sig, hvordan du er som medarbejder.

Gode råd til din CV-titel

  1. Fokuser på relevante kompetencer: Vælg nøgleord fra jobopslaget, der hurtigt og effektivt kommunikerer koblingen mellem dine kompetencer og stillingens indhold.
  2. Tilpas til jobbeskrivelsen: Tilpas din CV-titel til det specifikke job, du ansøger om.
  3. Brug klart og koncist sprog: Undgå fyldord og hold det enkelt.

Skriv en stærk CV-profiltekst

Det næste virksomheden læser er din CV-profiltekst. Din profiltekst er en kort beskrivelse på 5-8 sætninger af din personlige og faglige profil.

Din profiltekst skal være en naturlig forlængelse af titlen og give virksomheden yderligere lyst til at læse mere om dig.

Få hjælp og inspiration til at formulere en fængende og præcis CV-profiltekst lige her.

Dine overskrifter kan godt have en lidt mere kreativ skrifttype, men sørg for, at det matcher resten af CV’et visuelt. Undgå at gøre linjerne for lange, da det kan gøre teksten svær at læse. Vi anbefaler en linjemargen på 3 cm, så dit CV får et luftigt og overskueligt layout.

Ved at vælge den rette skrifttype og et balanceret layout, sikrer du, at dit CV fremstår professionelt og let tilgængeligt for rekruttereringsfolk.

Nogle ansættende ledere og rekrutteringskonsulenter vil udelukkende se dit CV og ikke en ansøgning. Hvis det er tilfældet, kan det være en god idé lave et motiveret CV. Her kan du uddybe CV’et og tage noget af det indhold med, som du ellers ville skrive i din ansøgning.

Mangler du inspiration til ansøgningen eller dit motiverede CV? Klik her og få vores guide til den gode ansøgning.

Du kan beskrive din erhvervserfaring mere effektivt ved at bruge aktive udsagnsord og handlinger, såkaldte handlingsanvisende verber, fx “supportere”, “koordinere”, “bidrage aktivt til”, “sikre at” og lignende.

Når du beskriver din erfaring på denne måde i dit CV, giver du virksomheden et bedre indtryk af din erfaring og en bredere forståelser af dine kompetencer.

Dit CV er meget mere overbevisende, hvis du sprogligt kan demonstrere, hvordan du har udført dine arbejdsopgaver og derved sætte dine kompetencer i en kontekst.

Andre ord, der er gode at anvende i et CV:

  • Bistået.
  • Optimeret.
  • Identificeret.
  • Eksekveret.
  • Analyseret.
  • Faciliteret.

Brug af referencer i dit CV


I en verden, hvor netværk og personlige forbindelser spiller en afgørende rolle i karriereudvikling, er det vigtigt at forstå, hvordan du effektivt bruger referencer, anbefalinger og henvisninger. De kan virke ens, men de har forskellige formål og anvendelser – især når det kommer til CV og jobsøgningsproces.

  • Referencer er personer, der kan bekræfte din tidligere arbejdserfaring og kvalifikationer. De er ofte tidligere chefer eller kolleger.
  • Anbefalinger er mere formelle skriftlige udtalelser, der fokuserer på dine nuværende færdigheder og kompetencer.
  • Henvisninger er personer, der aktivt vil hjælpe dig med at få en fod inden for hos en potentiel arbejdsgiver. De går et skridt videre end blot at bekræfte dine kvalifikationer.

Når du søger nyt job, vil nogle arbejdsgivere gerne hente referencer for at verificerer dine udtalelser fra CV dit eller fra jeres jobsamtale. Men hvad gør du, hvis din nuværende arbejdsgiver ikke ved, at du leder efter et nyt job?

De fleste har ikke lyst til at fortælle til deres nuværende arbejdsgiver, at de søger nyt job. Mange vil gerne vente med at fortælle det til chefen og kollegerne, når de har fået jobbet. Men hvad gør man, hvis den nye virksomhed gerne vil have en reference fra dit nuværende job?

Her er du nødt til at være pragmatisk, men også rimelig. Oplys din kommende arbejdsgiver, at du desværre ikke kan indhente referencer fra din nuværende chef, da du endnu ikke ønsker at sende et signal om, at du er på vej videre i din karriere.

Til gengæld kan du måske tilbyde en reference fra:

  • en kollega fra din nuværende arbejdsplads, som du stoler på
  • en leder fra en tidligere arbejdsplads, der kan stå inde for dit arbejde
  • en samarbejdspartner i en anden virksomhed, som du har arbejdet meget med.

At bede om en reference kan for nogle virke kompliceret. Men hvis du spørger på det rigtige tidspunkt og på en naturlig måde, behøver det slet ikke at være akavet.

Det bedste tidspunkt at bede om en reference er som regel i forbindelse med en succeshistorie. Bed om den, når du lige har afsluttet et projekt, en opgave eller en arbejdsperiode med succes. På den måde er din præstation også frisk i erindringen hos den person, du vil bede om at være din reference.

Mange tænker, at så snart de beder om en reference hos en arbejdsgiver, vil man samtidig sende et signal om, at man er på vej videre til en ny arbejdsplads. Men sådan behøver det altså ikke at være.

Her er et udkast til, hvordan du kan bede om en reference, mens du er i arbejde:

Hej [navn]. Jeg ville bare sige tak for dine [input, assistance, ledelse, sparring] til [opgaven, projektet, perioden]. Det er meget værdsat, og det er skønt at være et sted med så gode kolleger. På grund af vores gode samarbejde ville jeg høre, om jeg må bruge dig som reference i mit CV, hvis det en dag bliver nødvendigt? Du er en af de personer, der kender mit arbejde og mine evner bedst. Derfor tænkte jeg at spørge netop dig.

Hvis din leder herefter spørger, om du overvejer at skifte job, kan du sige:

Nej, slet ikke. Jeg er meget glad for at være her. Jeg prøver bare at gøre det til en vane at samle referencer fra gode kolleger, der kender mit arbejde. Du er også meget velkommen til at få en reference fra mig. Jeg vil til hver en tid anbefale dig som leder, hvis nogen spurgte mig.

Bemærk, hvor naturligt du kan bede om en reference og samtidig rose den kollega, du ønsker en reference fra. At bede om en reference behøver ikke være en ubehagelig oplevelse.

At inkludere referencer i dit CV kan være en fremragende måde at give potentielle arbejdsgivere mulighed for at validere dine færdigheder, erfaringer og arbejdsetik. Men det er vigtigt at gøre det korrekt for at få den største indflydelse.

Hvor skal referencerne placeres?

Referencer bør generelt placeres i bunden af dit CV. Det er en god idé at have et separat afsnit dedikeret til det med titlen “Referencer” eller “Anbefalinger”.

Hvordan formuleres det?

Når du lister en reference, skal du sørge for at inkludere personens fulde navn, deres professionelle titel, organisationen de arbejder for og deres kontaktinformation. Det kan også være nyttigt at inkludere, i hvilken sammenhæng du kender personen. For eksempel:

  • John Sørensen, Afdelingsleder, Møller & Søn, johnsorensen@email.com
  • Jane Petersen, Senior Konsulent, XYZ Corp, jane.petersen@email.com

Du bør altid kontakte dine referencer på forhånd for at sikre, at de er villige til at stå inde for dig. Dette giver dem også mulighed for at forberede sig på eventuelle opkald eller e-mails fra fremtidige arbejdsgivere.

Vælg den CV-type, der passer bedst til dig

Her finder du to forskellige eksempler på CV'er: det kronologiske CV og et kompetence-CV.

Det kronologiske CV er den mest anvendte CV-form. Det præsenterer din erhvervserfaring i omvendt kronologisk rækkefølge og er ideelt, hvis du har relevant joberfaring i forhold til den stilling, du søger. De fleste vælger et kronologisk CV.

Kompetencebaseret CV fokuserer i stedet på dine færdigheder og personlige kompetencer frem for din erhvervserfaring. Denne type kompetence-CV er særligt velegnet til nyuddannede, personer i karriereskift eller dem, der af andre årsager ikke har meget relevant erhvervserfaring.

Klik på eksemplerne herunder for at downloade din foretrukne skabelon.

Du finder endnu flere skabeloner længere nede i artiklen.

Det kronologiske CV
Word
Kompetencebaseret CV
Word

Derudover er der nogle arbejdsgivere, der er begyndt at bede om et video-CV, hvor de bedre kan fornemme din personlighed.

Bonustip! Lav dit brutto-CV, der indeholder al din erfaring, kurser med mere, og målret dit CV til det konkrete job.

Vælg mellem et kreativt eller klassisk CV

Her får du adgang til gratis CV-skabeloner – én kreativ og to klassiske.

Kreativt CV
Word
Klassisk CV
Word
Simplet CV
Word

Engelsk CV-skabelon

Herunder kan du finde en skabelon på engelsk. I et globalt arbejdsmarked er det ikke ualmindeligt, at virksomheder søger engelsktalende kandidater.

Hvis du søger job i en international virksomhed, eller hvis stillingen indebærer daglig kommunikation på engelsk, vil jobopslaget ofte være formuleret på engelsk. I sådanne tilfælde er det en fordel at have CV'et på engelsk, medmindre andet er specificeret i stillingsopslaget.

Klik på eksemplet herunder for at downloade en engelsk CV-skabelon.

Engelsk CV-skabelon
Word

CV-skabelon til unge og nyuddannede

Når du som ungarbejder eller nyuddannet skal lave et CV, er det vigtigt at fokusere på din uddannelse og de færdigheder, du har opnået gennem fritidsjobs, praktik eller skoleprojekter. Derudover kan en kort personlig præsentation være en god måde at introducere dig selv på.

Det kan være fristende, at fylde CV’et med unødvendige detaljer for at få det til at se mere omfattende ud, men det er ikke nødvendigt. Arbejdsgivere forventer ikke en lang liste af erfaringer fra unge eller nyuddannede – til gengæld sætter de pris på et CV, der tydeligt viser dine relevante kompetencer.

CV nyuddannet
Word

Sådan får du mest ud af en CV-skabelon

En CV-skabelon er en genial genvej for dig, der vil hurtigt i gang med at skrive et professionelt CV. Skabelonerne følger en velkendt struktur, som mange arbejdsgivere allerede er fortrolige med, hvilket gør dem både praktiske og effektive.

Med en gratis CV-skabelon kan du nemt tilpasse tekst, farver og design, så dit CV får et personligt præg. Husk dog, at en skabelon kun er et udgangspunkt – det er afgørende, at du justerer indholdet, så det passer til den specifikke stilling, du søger. Det perfekte CV findes nemlig ikke, men ved at målrette, kan du komme tæt på.

Uanset hvilken af CV-skabelonerne du vælger, er det vigtigt at gøre dit CV overskueligt og letlæseligt. Det øger chancerne for, at din kommende arbejdsgiver hurtigt får øje på dine kvalifikationer.

Men bedst af alt kan du oprette dit CV på Jobindex, og printe dit CV derfra.

Opret dit CV