Opsigelse

Coaching hjælper sy­ge­meld­te

Samtaler med en coach har stor betydning for kvinder, der er på sygedagpenge. En ny rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd viser, at coaching styrker de sygemeldte kvinder.

Stress, depression, udbrændthed eller lidelser i bevægeapparatet - alle ubehagelige lidelser, som en gruppe kvinder i Rødovre gik sygemeldte med i foråret 2008 til foråret 2009. På Rødovre Jobcenter fik kvinderne, der er mellem 22 og 59 år, tilbudt ugentlige samtaler med en coach. De kvinder der sagde ja blev delt op i to grupper; én gruppe, der fik coaching ud over deres almindelige støtte fra jobcentret og én gruppe, der udelukkende fik støtte fra jobcentret. I alt omfattede de to grupper 42 personer, og nu har Det Nationale Forskningscenter for Velfærd analyseret resultatet. Efter de seks uger med coaching er der en klar tendens til, at kvinderne har det psykisk bedre end de kvinder, der ikke har fået coaching.

”De kvinder, der var sygemeldt med stress og depression, udviser langt færre symptomer, når man sammenligner med den gruppe, der ikke fik coaching,” siger Annemette Coop Henriksen, der er forskningsassistent hos Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, og som står bag undersøgelsen. Den viser desuden, at andelen af delvist raskmeldte kvinder er steget lidt for kvinderne, der fik coaching i forhold til den anden gruppe kvinder.

Tiden er vigtig
”Efter coachingforløbet er flertallet dog fortsat fuldt sygemeldte, henholdsvis 68 procent i deltagergruppen og 75 procent i kontrolgruppen (dem, der ikke fik coaching, red.). Forskellene mellem de to grupper er ikke signifikant,” lyder det i undersøgelsen.
Annemette Coop Henriksen understreger, at undersøgelsen ikke beskæftiger sig med, om kvinderne på sigt har bedre muligheder for at få et arbejde.

”Det har ikke ligget inden for undersøgelsens rammer, så vi kan ikke sige, hvad coachingen præcist betyder i den forbindelse. Men man kan håbe, at den vil bringe kvinderne i arbejde på sigt, fordi de har fået det psykisk bedre. Typisk kommer man ikke direkte ud i job efter sådan et coaching-forløb, men måske kan man få et flexjob eller lignende,” siger forskningsassistenten.

Det fremgår af undersøgelsen, at tiden i det hele taget er en vigtig faktor for sygedagpengemodtagernes tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Annemette Coop Henriksen har kunnet konkludere på baggrund af undersøgelsen, at tiden i sig selv medvirker til, at kvinderne får det bedre og dermed mere og mere nærmer sig at kunne arbejde igen.

Kommuner er interesseret
Kvinderne, der deltog i coachingforløbet, er generelt rigtig godt tilfredse med at have modtaget coaching. Undersøgelsen viser, at 80 procent af kvinderne er tilfredse med forløbet. Det Nationale Forskningscenter for Velfærd skal i øjeblikket ikke undersøge, hvor mange der i sidste ende kommer i arbejde efter coaching-forløbet, men Annemette Coop Henriksen fortæller, at flere kommuner overvejer at tilbyde coaching-forløb til sygedagpengemodtagerne.

”Der er interesse for det rundt omkring i kommunerne, og jeg ved, at man i Rødovre Kommune har valgt at uddanne nogle af deres sagsbehandlere til at coache, så indsatsen er blevet permanent dér.”

Oprindeligt henvendte projektmedarbejderen for Det Lokale Beskæftigelsesråd i Rødovre Jobcenter sig i 2007 til Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, fordi sygedagpengeteamet i Rødovre Jobcenter havde oplevet en stigning i antallet af kvinder, der var sygemeldt med stress eller depression. Derfor ønskede projektmedarbejderen at få lavet en evaluering af en ny, forsøgsbaseret indsats til sygedagpengemodtagerne – et coaching-forløb. Coachen har gennem de individuelle samtaler med kvinderne forsøgt at motivere dem til at komme tilbage i arbejde. Ifølge coachen er deltagergruppens sygemeldinger oftest forbundet med deres tidligere arbejde, og derfor guider coachen kvinderne til at overveje alternative jobmuligheder.

Du kan læse den samlede undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd på www.sfi.dk.

Coahing-forløbet
Undersøgelsen omfatter kvindelige sygedagpengemodtagere i Rødovre Jobcenter, sygemeldt med enten lidelser i bevægeapparatet eller med diffuse psykiske symptomer. Kvinder med diffuse psykiske symptomer har typisk fået en sygemelding af egen praktiserende læge på baggrund af symptomer på stress, depression eller udbrændhed. Kvinderne er i alderen 22-59 år og har været sygemeldt i mellem 5 og 48 uger. Coachingen har fundet sted i flere hold i perioden foråret 2008 til foråret 2009. 50 sygedagpengemodtagere begyndte på forløbet, men da otte personer faldt fra undervejs, blev resultatet reduceret til 42 personer.

Læs også