JobsamtaleJobsøgning

Brug hovedet – og så telefonen

Hvis du som jobsøgende har stemmer i dit hoved, som prøver at overgå hinanden i argumenter for og imod at bruge telefonen til jobsøgning, så er det ikke så mærkeligt. Konsulenter, arbejdsgivere og jobsøgendes råd udgør lidt af en jungle – og måske har du egentlig bare ikke lyst til at ringe.

Du har gjort dig alle overvejelserne, og du har lyttet til alle rådene; men sandsynligvis uden at blive helt klog på, hvad der er bedst. For modsat råd om for eksempel research og networking i forbindelse med jobsøgning, er der meget forskellige bud på, om man skal bruge telefonen i sin jobsøgning eller ej.

Det velkendte og nok mest udbredte råd om konsekvent at ringe før man sender sin ansøgning, forholder rekrutteringspartner hos Dansk Industri, Inge Trier, sig kritisk til. I et nyhedsbrev fra ofirjob.dk den 30. august 2012 udtaler hun:

”Som udgangspunkt skal man ikke ringe, medmindre der er uklarheder i jobopslaget, eller man har konkrete spørgsmål til for eksempel arbejdstid eller rejseaktivitet. Hvis man bare ringer uden at have et fornuftigt spørgsmål, vil vi opfatte det som uprofessionelt af ansøgeren og mangel på situationsfornemmelse.”

Brug telefonen til at søge viden

Før man lader sig skræmme fuldstændigt og kan slappe af ved tanken om, at så havde man jo ret – det er dumt at ringe – slår karriererådgiver Morten Esmann et slag for telefonopringningerne i sin blog på IAK.dk:

”Hvis man prøver at overbevise sig selv om, at det ikke kan betale sig at ringe, fordi der er så mange andre, der gør det, og fordi arbejdsgiverne ikke vil forstyrres, er det ikke i tråd med virkeligheden,” skriver karriererådgiveren den 2. september 2012 og uddyber:

”Ved en tidligere lejlighed har en gruppe af rekrutteringskonsulenter fra rådgivende ingeniørvirksomheder fortalt mig, at ca. 25 procent af ansøgerne til en stilling ringer. Arbejdsgiverne bliver altså ikke kimet ned. Samtidig mente konsulenterne, at tallet var overraskende lavt – ikke mindst, fordi antallet af dårlige og upræcise ansøgninger var stort.”

Trods uenighed om, hvorvidt man som udgangspunkt skal ringe eller lade være, er Morten Esmann og Inge Trier enige om, at hvis du ringer i håb om at blive husket og dermed komme i den rigtige bunke, er det ikke en god strategi – opringningen med den insisterende tone og de tynde spørgsmål efterlader et dårligt indtryk; et indtryk af, at ansøgeren kun ringer, fordi han har fået at vide, at han skal.

Den gode opringning klæder dig først og fremmest på til at skrive en mere målrettet og fokuseret ansøgning – hvis du er godt forberedt og har en tydelig grund til at ringe, kan telefonsamtalen desuden give point og gøre dig til én, man husker:

”Hvis dine spørgsmål går på noget andet og mere end antallet af rejsedage eller firmaets frokostordning, men viser, at du har sat dig ind i, hvad du mangler at vide for at skrive en god ansøgning, er det min klare erfaring, at det trods alt øger chancen for at score lidt point. Arbejdsgiveren kan høre, at du har en reel grund til at ringe,” lyder det fra Morten Esmann.

Overvind din telefonangst

I de tilfælde, hvor det virkelig kan betale sig at ringe for uddybende information om et jobopslag, gælder det selvfølgelig om at forberede sig på, hvad man præcist vil spørge om, men også forberede sig mentalt. Ellers kan bevidstheden om, at man bør ringe, hurtigt overskygges af alskens gode undskyldninger for at lade være – pludselig kan man kun huske de gode grunde til ikke at ringe.

Moritz Faloota, jobsøgende diplomingeniør fra Danmarks Tekniske Universitet, beskriver på bloggen på IAK.dk den 6. september 2012 de første sekunder af en telefonopringning til en arbejdsplads således:

”Man præsenterer sig selv, og tror man lyder dum, selvom man lyder helt normal, og med ét er samtalen i gang. Det er lidt ligesom de første 30 sekunder ved eksamen, når man ikke tør snakke med en pige, men man vælger at gøre det alligevel. Eller som at række fingeren op i timen – man er nervøs, men ved også, at man snart er i den såkaldte comfort-zone.”

Morten Esmann råder jobsøgende, der prøver kræfter med telefonen, til at huske på, at kropssprog, nervøse bevægelser og svedige håndflader ikke kan ses i telefonen – hvis du er typen, der bliver nervøs, når du mødes med en arbejdsgiver, kan det ligefrem være befriende at tale i telefon.