OpsigelseØvrigt

Ytrings­fri­hed på jobbet?

At ytre sig om forhold på jobbet er ofte forbundet med frygt og af og til konsekvenser for den enkelte, viser en ny undersøgelse fra FTF; men der kan være menneskeliv på spil, hvis dårlige arbejdsvilkår forbliver en hemmelighed.
Charlotte Engell

”Det er en forpligtelse for en offentligt ansat at ytre sig om forhold på arbejdspladsen. Især som sygeplejerske er det en pligt at informere ledelsen om forhold, der ikke er fagligt forsvarlige, fordi der kan være menneskeliv på spil, hvis noget går galt.”

Sådan siger Charlotte Engell, næstformand for sygeplejerskerne i hovedstaden, om årsagen til, at Dansk Sygeplejeråd (DSR) på deres hjemmeside tilskynder til, at sygeplejerskerne også bruger deres ytringsfrihed – ikke at forveksle med ytrings- eller anmeldelsespligt. Charlotte Engell understreger, at det er vigtigt at være opmærksom på både ret og pligt:

”Der er forskel på internt at påpege kritisable forhold over for ledelsen og eksternt ved for eksempel at gå direkte til medierne.”

Når DSR opfordrer deres medlemmer til at ytre sig, er det fordi mange sygeplejersker er nervøse for konsekvenserne ved at udtale sig kritisk om forholdene på deres arbejdsplads. Samtidig med, at sparerunder ofte giver anledning til pressede forhold, frygter sygeplejerskerne selv at blive sparet væk, hvis de udtaler sig om forholdene.

Flere skal stå frem

DSR skriver blandt andet i opfordringen til medlemmerne: ”Kritik af fagligheden på Helsingør Hospital og de unødige voldsepisoder på OUH er blot et par nylige eksempler på mulige konsekvenser af pressede vilkår i sundhedsvæsenet.”

Charlotte Engell uddyber, at hvis flere ansatte havde brugt deres ytringspligt, havde man måske aldrig stået i den situation, der udspillede sig på Odense Universitetshospital (OUH) i foråret 2012, hvor tre ansatte blev livsfarligt såret af en patient, der overfaldt dem med en kniv – samtidig ville det måske have præget dagsordenen i medierne, hvis flere ansatte havde stået frem efterfølgende:

”Når der sker en ulykke på baggrund af de dårlige forhold, så beskæftiger pressen sig ofte hovedsageligt med selve ulykken og ikke med baggrunden for, hvorfor den overhovedet kunne finde sted – det, at vi har en dårlig bemanding er jo hverken en ny eller spændende historie,” siger Charlotte Engell, og tilføjer:

”Derfor har vi brug for, at flere tør stå frem og være med til at sætte offentligt fokus på deres arbejdsvilkår, for det offentlige er vores fælles gods, som hele tiden skal fungere bedst muligt.”

Frygt for at ytre sig skader demokratiet

Tendensen til at medarbejderne holder mund frem for at risikere deres job, er ikke kun til at få øje på i sundhedsvæsenet. Hovedorganisationen FTF har foretaget en opgørelse fra en ny undersøgelse af de ansattes ytringsfrihed.

Undersøgelsen tæller 3.500 af FTF’s medlemmer, heriblandt folkeskolelærere, politifolk, socialrådgivere, finansansatte, sygeplejersker og ansatte i forsvaret. 18 procent af de adspurgte svarer, at krisen har gjort dem mere bange for at ytre sig offentligt om forhold på jobbet – og fire ud af ti, der har valgt at ytre sig, har oplevet negative konsekvenser.

”Statistikkerne kan være lidt svære at tyde, for nogen af dem, der er blevet afskediget, føler måske, at de er blevet afskediget, fordi de har ytret sig negativt, selvom det slet ikke er tilfældet,” siger Charlotte Engell, men fortæller, at der i DSR er en oplevelse af, at der foregår flere såkaldte adfærdsregulerende samtaler, og at flere sygeplejersker er nervøse for at miste deres job.

Formand for FTF, Bente Sorgenfrey, kalder på sin blog på FTF.dk frygten for at ytre sig et kæmpe demokratisk problem:

”I dag føres den offentlige debat næsten udelukkende af politikere, ledere og eksperter. Uden de ansattes stemme får vi præsenteret en pseudovirkelighed, hvor vi mangler viden fra dem, der har erfaringen fra den daglige praksis.”

Bente Sorgenfrey skriver desuden i sin blog, at FTF kæmper for en lovændring, der gør, at ansatte bliver beskyttet bedre mod fyring, hvis de ytrer sig offentligt om forhold på deres arbejdsplads: ”For FTF er der ingen tvivl om, at en bedre sikkerhed i ansættelsen for de ansatte er det helt afgørende for, at medarbejderne tør stå frem i større omfang end i dag. Og at det vil være til gavn for samfundet og dets borgere.”

Læs også